Pressemeddelelse -
Rekordhøj og tidlig efterspørgsel på skiferie i Sverige og Norge
Danskerne booker skiferie til vinteren allerede, og især SkiStars svenske destinationer Sälen, Åre og Vemdalen er populære blandt de danske gæster. Der er 24 procent flere danske bookinger på nuværende tidspunkt sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Danskerne vil sikre sig en skiferie med snesikkerhed tidligt og drager nytte af den lave svenske valutakurs.
Københavnerne booker mest
Selv om sommerferien knap nok er begyndt, er der flere end nogensinde tidligere, der har booket deres skiferie til næste vinter. Særligt i Københavnsområdet er bookingniveauerne gået markant op, her er de 35 procent højere end på samme tidspunkt sidste år.
- Det er helt fantastisk, at danskerne er så hurtige til at booke deres skiferie hos os. Vi har aldrig nogensinde haft så mange tidlige bookinger fra Danmark. Sidste sæson havde vi mange danske gæster, og det ser ud til, at de gerne vil gentage succesen med en snesikker skiferie. Danskerne booker ikke kun i vinterferien, de har også opdaget, at den lange periode mellem vinterferien og påsken er god. Det er en god del af sæsonen med masser af sne, der er ingen kø ved lifterne, og så får man meget for pengene, da både overnatning og liftkort er billigere, siger Stefan Sjöstrand, administrerende direktør for SkiStar.
Østjylland og Aarhus-området har 25 procent flere bookinger
Østjylland og Aarhus-området stikker også ud med en væsentlig stigning på 25 procent. Måske hænger det sammen med den nye flylinje direkte til Sälen og Trysil. Fra 25. januar 2025 flyver SAS en ny vinterrute fra Aarhus Airport til Scandinavian Mountains Airport. Vinterruten har afgang hver lørdag frem til og med 8. marts 2025.
Billig og snesikker skiferie
Der er flere ting, der lokker danskerne til at tage nordpå på ski. Den stabile, lave valutakurs på både svenske og norske kroner giver en prisvenlig skiferie. En anden grund til, at danskerne kan booke tidligt uden at bekymre sig, er den unikke alpine snegaranti, SkiStar giver, med mulighed for at ændre rejsen eller få pengene tilbage, hvis ikke et garanteret antal pister er åbne. En garanti som ikke var svær at holde sidste år, som var én af de længste skisæsoner nogensinde med 180 åbne dage fra begyndelsen af november til 1. maj.
Ekstra forkælelse og skiskole
Det ser også ud til, at gæster fra Danmark har tænkt sig at forkæle sig selv lidt ekstra denne vinter, for mange booker ophold inklusive mad på destinationernes lejlighedshotel, SkiStar Lodge, og dobbelt så mange har allerede booket deres plads i skiskolen. Ligeledes er bookingerne af Valles Vinteruger, hvor børn til og med 6 år får gratis gruppeskiskole, skileje og SkiPass på alle SkiStars skisportssteder, fordoblet.
- Den forgange sæson havde vi rekordmange skiskoleelever, og det ser vi som et bevis for den store interesse for at tage på skiferie, der bliver bekræftet af de mange bookinger, vi allerede har til den kommende sæson, siger Stefan Sjöstrand, administrerende direktør for SkiStar.
Tog til Åre og Vemdalen
Transport med tog er meget populært, også til skiferien. Det direkte tog til Åre og Vemdalen i Sverige er både nemt og praktisk. Bookingerne af tog til disse to skisportssteder ligger også højt - noget der bekræfter den udvikling, SkiStar mærkede sidste sæson, hvor flere danske gæster drog længere nordpå mod Åre og Vemdalen.
Fakta:
Alle bookingtal er fra SkiStars bookingsystem i juni 2024 og sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Bookingerne bliver målt i antal udlejede nætter. Dvs. en nat i en lejlighed eller hytte, uanset om boligen er udlejet til én eller fx 10 personer.
Emner
Kategorier
Regions
SkiStar AB (publ) er en virksomhed med aktiviteter inden for fjeldturisme og er noteret på Nasdaq Stockholm, Mid Cap-segmentet. Koncernen ejer og driver fjeldanlæg i Hemsedal og Trysil i Norge, Sälen, Vemdalen, Åre og Hammarbybacken (Stockholm) i Sverige. Forretningen er opdelt i tre segmenter; drift af skisportssteder, ejendomsudvikling og -forvaltning samt hoteldrift.
Som den førende feriearrangør for Skandinavien er SkiStars forretningsidé at skabe uforglemmelige fjeldoplevelser, udvikle bæredygtige destinationer, tilbyde overnatning, aktiviteter, produkter og services af højeste kvalitet med vores gæster i fokus.
Billeder og film i SkiStars presserum kan frit publiceres sammen med information om SkiStar og/eller SkiStars destinationer og produkter.