Pressemeddelelse -
JYSK åbner første butikker i Tyrkiet
Som en del af den fortsatte ekspansion til nye markeder åbner JYSK sine første to butikker i Tyrkiet den 4. maj 2023.
Siden JYSK åbnede sin allerførste butik i Danmark i 1979, er virksomheden vokset til at omfatte flere end 3.200 butikker. Nu udvider den skandinaviske boligindretningskæde til et nyt marked i Tyrkiet.
Torsdag den 4. maj 2023 byder de første JYSK-butikker i Tyrkiet kunderne indenfor til et godt skandinavisk tilbud i shoppingcentrene Torium AVM og Oasis Cadde i Istanbul.
"Vi ser frem til at bringe vores gode skandinaviske tilbud til befolkningen i Tyrkiet. Vi har længe ønsket at udvide vores forretning yderligere uden for Europa, og vi ser et stort potentiale for JYSK på det tyrkiske marked. Vi er overbeviste om, at vores skandinaviske sortiment vil appellere til kunderne i Tyrkiet, og som altid vil vi tilpasse dele af vores sortiment, så det matcher det lokale marked," siger Jan Bøgh, President & CEO i JYSK.
Den stærke tro på det tyrkiske marked afspejles også i en ambitiøs ekspansionsplan for JYSK.
"Vores første to butikker er kun begyndelsen på vores ekspansionsplaner, da vi ser mange muligheder for flere JYSK-butikker i Tyrkiet," siger Jan Bøgh.
Stærk forretningsmodel
Af de i alt 48 lande drives 28 direkte af JYSK, mens resten er del af en franchisebaseret model.
"Vi har en stærk forretningsmodel, der fungerer godt både i vores egne lande og for vores franchisetagere. En af vores største styrker er vores mindre butikskoncept, som gør det muligt for os at være tættere på kunderne og gøre deres købsoplevelse så nem som muligt," siger Jan Bøgh.
Ud over de fysiske butikker lancerer JYSK også en webshop i Tyrkiet, som vil tilbyde kunderne et udvidet sortiment med forskellige leveringsmuligheder, der passer til kundernes behov.
"Vi ønsker, at vores kunder skal have en gnidningsfri shoppingoplevelse med JYSK, uanset hvordan eller hvor de foretrækker at handle," siger Jan Bøgh.
Emner
JYSK er en international boligkæde med skandinaviske rødder, som gør det let at indrette alle rum i ethvert hjem samt haven.
Med over 3.200 butikker og webshops i 48 lande har JYSK altid et godt tilbud og kompetent service i nærheden, uanset hvordan kunderne ønsker at handle.
Grundlægger Lars Larsen åbnede sin første butik i Danmark i 1979. I dag beskæftiger JYSK 30.000 medarbejdere.
JYSK er en del af familieejede Lars Larsen Group med en omsætning på 44,0 milliarder DKK i finansåret 2021/22. JYSKs omsætning var på 36,2 milliarder DKK i finansåret 2021/22.