Gå til indhold
Foto: Julemærkehjemmet Liljeborg
Foto: Julemærkehjemmet Liljeborg

Nyhed -

Julemærkehjemmet Liljeborg fejrede fuldkornet

Da Årets Fuldkornsdag for 14. år i træk løb af stablen med aktiviteter i hele landet fredag den 17. februar, var Julemærkehjemmet Liljeborg i Roskilde også med. Brødbagning, kreativitet og fysisk aktivitet var på skoleskemaet, og dagen skabte sammenhold på tværs af både børn og personale.

Julemærkehjemmet Liljeborg i Roskilde hjælper børn med at komme ud af mistrivsel, og giver dem en ny start på livet og troen på sig selv tilbage. På Liljeborg ønsker man at give børnene de bedste betingelser for, at de skal lykkes og muligheden for at tilegne sig succesoplevelser. Der tages altid udgangspunkt i det enkelte barns ressourcer. Nogle er gode til at lave mad, andre til bevægelse; mens andre igen har kreative evner. Alle dele blev sat i spil, da Årets Fuldkornsdag blev fejret på Julemærkehjemmet fredag den 17. januar.

En dag der skaber glæde og sammenhold

På Årets Fuldkornsdag fik børnene fra morgenstunden en introduktion til fuldkorn af køkkenpersonalet og lov til at smage hirsegrød, mavegrød, øllebrød og havregrød. Her var mange børn madmodige og fik smagt og tilegnet sig en god oplevelse.

Mathias Bach Randskov er afdelingsleder på Julemærkehjemmet Liljeborg. Her arbejder han for, at børnene tilegner sig succesoplevelser i løbet af deres ophold ved hjælp af redskaber som madmod. På Årets Fuldkornsdag havde Mathias arrangeret et madværksted, hvor børnene både bagte lækre fuldkorns sandwichbrød og tilberedte æggesalat og tunsalat helt fra bunden med gnavegrønt og bønnedip. Alt sammen til en fælles frokost:

”Vi bygger bro mellem undervisningen og aktiviteterne i dag – opskrifterne skal læses, mængder beregnes og på den måde, får vi skoleundervisningen med i dagens aktiviteter. Herudover skal børnene i krea-værksted med teamet fuldkorn og i salen er der en masse fysisk aktivitet med sjove lege med læring om fuldkorn” fortæller Mathias Bach Randskov.

Hvad siger børnene til Årets Fuldkornsdag?

Vi mødte to børn, som var godt i gang i køkkenet til Årets Fuldkornsdag. Begge er i gang med deres 5. uge af forløbet – et forløb som har en varighed på 10 uger:

Hvad synes I om at fejre Årets Fuldkornsdag, og hvad er jeres yndlings fuldkornsprodukt?

Gustav: ”Det er en sjov dag, hvor man er sammen med de andre. Der sker meget på sådan en dag, men man ved præcis, hvad der skal ske, og det kan jeg godt lide. Jeg kan godt lide nudler, for de smager rigtig godt og kan spises i ramen og i supper. Det er godt at vide, at fuldkorn er bedre for ens krop”.

Lukas: ”Det er hyggeligt at lære om fuldkorn. Havregrød er mit favorit fuldkornsprodukt. Jeg har også lavet en perleplade i dag, hvor der står fuldkorn på. Vi lærer noget nyt, som vi ikke vidste i forvejen og er sammen med kammeraterne hele dagen”.

Hvad er fuldkorn?

Fuldkorn betyder, at hele kornet er med også kimen og skaldelene, hvor de fleste fibre, vitaminre og mineraler sidder. Fuldkorn er et af de officielle Kostråd som anbefaler børn mellem 4-10 år at spise mellem 40-70 gram fuldkorn og voksne 90 gram fuldkorn om dagen. Det offentlige private Fuldkornspartnerskab står bag Årets Fuldkornsdag.

Related links

Emner

Kategorier

Kontakt

Rikke Iben Neess

Rikke Iben Neess

Pressekontakt Kampagneleder Pressekontakt +45 30 38 15 36

Relateret materiale

Fuldkornsrugbrød

Kvinder spiser oftere fuldkorn end mænd

Kvinder er glade for knækbrød, rugbrød og havregryn - en Megafon undersøgelse foretaget for Fuldkornspartnerskabet viser, at kvinder oftere spiser fuldkornsprodukter end mænd. Snart er der mulighed for at spise fuldkorn hele dagen, når Årets Fuldkornsdag fejres for 14. år i træk.

90 gram fuldkorn

Så nemt får du din daglige dosis fuldkorn!

Ét af De syv officielle Kostråd anbefaler at spise 90 gram fuldkorn om dagen. Kostrådet lyder: Spis 90 gram fuldkorn om dagen og gerne mere. 90 gram fuldkorn svarer fx til en portion havregryn, en skive fuldkornsrugbrød og en lille portion fuldkornspasta. Men hvad kan 90 gram fuldkorn om dagen ellers være? Her får du en hurtig guide.

Om Partnerskabet

Fuldkornspartnerskabet er et offentligt privat partnerskab, der arbejder for at forbedre folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn. Bag Fuldkornspartnerskabet står Fødevarestyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Diabetesforeningen og en række fødevarevirksomheder.
Fuldkornspartnerskabet består i dag af 29 partnere, en bestyrelse med repræsentanter fra de forskellige typer af organisationer involverede i samarbejdet og et fælles sekretariat med to fuldkornsmedarbejdere og en studentermedhjælper.
Fuldkorn er et af de officielle kostråd og Fødevarestyrelsen anbefaler, at spise 90 gram fuldkorn om dagen. Børn mellem 4-10 år og småt spisende ældre anbefales at spise mellem 40-70 gram fuldkorn om dagen.
I dag spiser danskerne i gennemsnit 82 gram fuldkorn om dagen pr. 10 MJ. Før Fuldkornspartnerskabet blev etableret spiste danskerne i gennemsnit kun 36 gram fuldkorn om dagen pr. 10 MJ. I dag findes der ca. 1.000 produkter med det orange fuldkornslogo, som garanterer et højt fuldkornsindhold.

Fuldkornspartnerskabet

H. C. Andersens Boulevard 18
1553 København V
Danmark