Gå til indhold
Dansk fuldkornskampagne er et forbillede for Slovenien

Nyhed -

Dansk fuldkornskampagne er et forbillede for Slovenien

I Danmark er vi rigtig gode til at spise fuldkorn, og det vækker international opsigt. Chamber of Commerce and Industry of Slovenia er på besøg for at lære mere om, hvordan vi gennem et offentligt-privat partnerskab har øget indtaget af fuldkorn i Danmark.

En delegation af brancheorganisationsmedlemmer og brød- og pastaproducenter fra Slovenien er landet i København for at høre mere om arbejdet med fuldkorn. Turen bød på et visit i Lantmännen Schulstad, hvorefter delegationen lagde vejen forbi Dansk Industri, der havde inviteret Fuldkornspartnerskabet, Fødevarestyrelsen og Kræftens Bekæmpelse til at deltage i mødet.

På syv år er det gennemsnitlige indtag af fuldkorn i Danmark steget fra 36 gram (2007) om dagen til 63 gram om dagen (2014). Den positive udvikling skyldes især et øget fokus på fuldkorns gavnlige effekter og indførelsen af det orange fuldkornslogo på et bredt sortiment af varer.

Fuldkornspartnerskabet er et offentligt-privat partnerskab bestående af Kræftens Bekæmpelse, Diabetesforeningen, Hjerteforeningen, Fødevarestyrelsen, Dansk Industri samt en række producenter. Partnerskabet står bag logoet og fuldkornskampagnen, der vækker nysgerrighed internationalt. Fra Taiwan til Sverige, Singapore og nu Slovenien er fuldkornskampagnen blevet et forbillede for, hvordan brede samarbejder kan føre til positive resultater.

”Vi håber på at få en forståelse for, hvordan partnerskabet startede og hvilken rolle Fødevarestyrelsen, sundhedsorganisationerne og producenterne hver især har. Forhåbentlig kan vi overføre nogle af disse erfaringer til vores eget arbejde” siger Jana Ramuš, generalsekretær for kornsektoren.

”Vælg fuldkorn” er et af de officielle kostråd, og Fødevarestyrelsen anbefaler, at vi spiser 75 gram fuldkorn om dagen. Slovenien har endnu ikke et kostråd om fuldkorn, men er meget interesserede i at arbejde mere med fuldkorn.

Emner

Kategorier

Kontakt

Rikke Iben Neess

Rikke Iben Neess

Pressekontakt Kampagneleder Pressekontakt +45 30 38 15 36

Relateret materiale

Om Partnerskabet

Fuldkornspartnerskabet er et offentligt privat partnerskab, der arbejder for at forbedre folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn. Bag Fuldkornspartnerskabet står Fødevarestyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Diabetesforeningen og en række fødevarevirksomheder.
Fuldkornspartnerskabet består i dag af 29 partnere, en bestyrelse med repræsentanter fra de forskellige typer af organisationer involverede i samarbejdet og et fælles sekretariat med to fuldkornsmedarbejdere og en studentermedhjælper.
Fuldkorn er et af de officielle kostråd og Fødevarestyrelsen anbefaler, at spise 90 gram fuldkorn om dagen. Børn mellem 4-10 år og småt spisende ældre anbefales at spise mellem 40-70 gram fuldkorn om dagen.
I dag spiser danskerne i gennemsnit 82 gram fuldkorn om dagen pr. 10 MJ. Før Fuldkornspartnerskabet blev etableret spiste danskerne i gennemsnit kun 36 gram fuldkorn om dagen pr. 10 MJ. I dag findes der ca. 1.000 produkter med det orange fuldkornslogo, som garanterer et højt fuldkornsindhold.

Fuldkornspartnerskabet

H. C. Andersens Boulevard 18
1553 København V
Danmark