Nyhed -
Clio og Nordlie Food A/S er nye partnere i Fuldkornspartnerskabet
Fuldkornspartnerskabet er i marts måned blevet to partnere rigere. Den ene er EdTech-virksomheden Clio og den anden er distributøren Nordlie Food A/S.
Clio tilbyder dynamiske og interaktive fagportaler fyldt med undervisningsmateriale til samtlige fag i den danske folkeskole. Eleven bliver sat i spil som både kreativ producent og kritisk modtager. Bagved enhver løsning som Clio tilbyder, ligger et ønske om at skabe bedre læring for den enkelte og, at alle børn skal føle, at de kan yde deres bedste.
Heine Carlsen, Partnership Product Manager hos Clio siger følgende om madkundskabsuniverset, hvor viden om fuldkorn kommer til at spille sin afgørende rolle: ”Hos Clio har vi med Madkundskabsfaget skabt en læringsunivers, hvor eleverne bliver klædt på til at kunne håndtere den del af livet, der handler om mad og madlavning. Portalens tekster, aktiviteter og forløb sætter bl.a. fokus på gode råvarer, sundhed og fødevarebevidsthed, heriblandt fordelene ved at vælge fuldkorn.”
Heine Carlsen deler også undervisningsportalens ambitioner og håb ved indtrædelsen i Fuldkornspartnerskabet: ”Som medlem af Fuldkornspartnerskabet håber vi at kunne bidrage til debatten og fuldkorn og folkesundhed, og ikke mindst formidlingen af det gode fuldkornsbudskab i børnehøjde. Vi ser samtidig en masse muligheder i Fuldkornspartnerskabets øvrige partnere.”
Nordlie Food A/S er et 100% danskejet import- og markedsføringsfirma med speciale i salg og distribution i Danmark og Norden. Nordlie Food A/S importerer specialiteter fra Europa og Østen og lægger vægt på at kvaliteten er i top. Sortimentet består af ca. 1.100 varenumre til både detail og catering. Blandt produkterne er olier, croutoner, tørrede frugter og svampe, honning, pasta og grønt og konservesspecialiteter.
"Vi er gået med i Fuldkornspartnerskabet, fordi vi kan mærke en efterspørgsel på fuldkorn fra vores kunder – samtidig vil vi gerne være med til at bidrage til en fælles indsats, der skal forbedre folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn” siger Henrik Petersen, Indkøbschef fra Nordlie Food A/S.Fuldkornspartnerskabet glæder sig til at byde de to nye partnere velkommen.
”Det gør en forskel hver gang en ny partner træder ind og bidrager med deres styrker og kompetencer – i Fuldkornspartnerskabet arbejder både Fødevarestyrelsen, sundhedsNGO’er, fødevarevirksomheder og nu også en undervisningsportal tæt sammen om at øge fuldkornsindtaget i Danmark” siger Rikke Iben Neess, kampagneleder for Fuldkornspartnerskabet, som glæder sig til samarbejdet.