Gå til indhold
Danish Agro og Topdanmark i nyt samarbejde: Vil sikre landmænd mod økonomisk tab efter tørke eller skybrud

Pressemeddelelse -

Danish Agro og Topdanmark i nyt samarbejde: Vil sikre landmænd mod økonomisk tab efter tørke eller skybrud

Grovvareselskabet Danish Agro tilbyder nu i samarbejde med forsikringsselskabet Topdanmark landmænd at tegne en afgrødeforsikring til at sikre mod tab i forbindelse med eksempelvis tørke eller skybrud.

Med et ønske om at skabe større tryghed for danske landmænd, der rammes af eksempelvis dårligt vejr og dermed en risiko for udbyttetab, tilbyder Danish Agro nu i samarbejde med Topdanmark en afgrødeforsikring.

”Formålet er at tilbyde et produkt, der giver værdi for landmændene, og som hjælper dem, der har behov for at skabe tryghed og sikring af en stabil indtægt på trods blandt andet vejrmæssige uforudsigeligheder,” siger Henning Fogh, direktør i Danish Agros danske grovvareforretning.

Afgrødeforsikringen dækker udbyttetab på landmandens afgrøder som følge af bl.a. frost, sne, tø, vand, tørke, storm, og, skybrud.

”Selv den dygtigste landmand kan blive ramt af dårligt vejr som tørke, store mængder regn eller storm, og vi forventer desværre kun, at vi vil se stadigt mere ekstreme vejrforhold i Danmark de kommende årtier. Det kan have alvorlige konsekvenser for afgrødeudbyttet,” siger Monica Diaz, koncerndirektør for Landbrug & Erhverv i Topdanmark.

”Med afgrødeforsikringen kan landmænd sikre, at de ikke taber penge efter en fejlslagen høst på grund af en række eksterne forhold og få dækket evt. udgifter til omsåning eller en planteavlskonsulent. Samlet giver det mere sikkerhed og stabilitet om udbytte og indtjening i det enkelte landbrug,” siger hun.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI)s Klimaatlas, der kommer med bud på fremtidens klima herhjemme frem mod år 2100, kan danske landmænd årligt forvente 30 dage med varmebølge sammenlignet med kun ni i dag og 20-150 procent flere skybrud, som desuden bliver kraftigere.

Fakta: Afgrødeforsikring dækker mod uforudsigeligt vejr

  • Forsikringen dækker udbyttetab på korn, raps, kartofler, majs, hestebønner, ærter, spinat, hundegræs m.fl.
  • Topdanmark er den eneste, der udbyder og har udviklet en afgrødeforsikring på det danske marked, som blev lanceret i marts 2020.
  • Dækningen omfatter bl.a. tørke, regn, frost, sne, storm, skypumper og skadedyr.
  • Landmænd vælger selv i samråd med Topdanmark, hvilken procentdel udbyttetabet skal overstige, før de kan få erstatning ved en skade – altså en udbyttetabsgrad. De kan vælge mellem 15, 20 og 30 procent, og overstiger deres tabte høstudbytte udbyttetabsgraden, får de dækket hele deres normale høst.

Læs mere her: https://www.topdanmark.dk/land...

For yderligere information og interviewforespørgsler kontakt:

Thomas Mørch
Kommunikationsdirektør, Danish Agro
+45 28 18 57 97

Troels Karlskov
Pressechef, Topdanmark
+45 30 30 15 00

Emner

Kategorier


Danish Agro a.m.b.a.

Danish Agro koncernen består af en række agroindustrielle selskaber i ind- og udland. De har alle den overordnede målsætning - i et tæt samspil med kunderne - at medvirke til værdiskabende løsninger på de enkelte bedrifter. Koncernen er beskæftiget inden for salg af foderblandinger, råvare- og vitaminforblandinger, gødning, planteværn, såsæd og energi samt køb af afgrøder fra landbruget. Endvidere forhandler koncernen en række stærke maskinbrands til landbruget samt driver en omfattende kæde af hobby- og fritidsforretninger. Danish Agro Koncernen beskæftiger over 5.000 medarbejdere og vil i 2022 have en omsætning i niveauet 42 mia. kr.

Kontakt

Thomas Mørch

Thomas Mørch

Pressekontakt Kommunikationsdirektør +45 28185797

Dansk landbrugskoncern der er ejet af 8.300 danske landmænd

Danish Agro koncernen består af en række agroindustrielle selskaber i ind- og udland. De har alle den overordnede målsætning - i et tæt samspil med kunderne - at medvirke til værdiskabende løsninger på de enkelte bedrifter.

Koncernen er beskæftiget inden for salg af foderblandinger, råvare- og vitaminforblandinger, gødning, planteværn, såsæd og energi samt køb af afgrøder fra landbruget. Endvidere forhandler koncernen en række stærke maskinbrands til landbruget samt driver en omfattende kæde af hobby- og fritidsforretninger. Danish Agro koncernen beskæftiger 5.500 medarbejdere og vil i 2024 have en omsætning i niveauet 48 mia. kr.

Danish Agro

Køgevej 55
4653 Karise
Danmark