Skip to content
Installation view Ryoji Ikeda. data-verse Kunstmuseum Wolfsburg
Installation view Ryoji Ikeda. data-verse Kunstmuseum Wolfsburg

Press release -

Copenhagen Contemporary løfter sløret for det kunstneriske indhold i det banebrydende forsknings- og udstillingsprojekt Yet, it Moves!, som åbner til maj.

Yet, it Moves!
12.05.–31.12.23

Copenhagen Contemporary (CC) løfter sløret for det kunstneriske indhold i det banebrydende forsknings- og udstillingsprojekt Yet, it Moves!, som åbner til maj. Med værker på CC og i det københavnske byrum skabt af en perlerække af danske og internationale kunstnere undersøger udstillingen universets eneste konstant: bevægelse!

Pressemateriale kan downloades her: 
https://copenhagencontemporary.org/presse/

Der holdes pressevisning d. 10. maj kl. 11, hvor CCs direktør Marie Laurberg vil byde velkommen og udstillingens kuratorer vil give en introduktion. 
Tilmelding og forespørgsel om interview: ida@cphco.org

Intet står stille. Selv de ting, vi ser som uforanderlige, er i konstant bevægelse – inden i os, omkring os og over os. Bevægelse er en grundpræmis for alt i universet fra de allermindste atomare partikler, over menneskekroppens bevægelser til stjernehimlens makrokosmos. Igennem to år har særligt udvalgte kunstnere sammen med nogle af verdens mest prominente forsknings-institutioner udviklet spektakulære værker, der udfolder temaet bevægelse som allestedsnærværende fænomen og gør os bevidste om de mange og komplekse mønstre af bevægelse, vi alle er en del af.

Kunsten i bevægelse
Udstillingens kunstnere er Ryoji Ikeda, Jakob Kudsk Steensen, Jenna Sutela, Ligia Bouton, Helene Nymann, Nina Nowak, Jens Settergren, Black Quantum Futurism, Cecilia Bengolea, Cecilie Waagner Falkenstrøm og Nora Turato. De har siden 2021 været i dialog med forskere fra udstillingens fire videnskabelige forskningspartnere: DARK på Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet, Arts at CERN i Genève, Interacting Minds Centre ved Aarhus Universitet og ModLab (Digital Humanities Laboratory) ved University of California i Davis.

Dette møde har resulteret i værker, hvis perspektiver breder sig over forskningsfelter som astro- og kvantefysik, hjerne- og kognitionsforskning, antropologi og teknologi- og performancestudier.

”På CC glæder vi os til at invitere publikum ind i det magiske rum mellem videnskab og kunst. Kunsten og videnskaben deler en fælles nysgerrighed efter at forstå verden og menneskets plads i den. Kunsten kan bringe videnskabens abstrakte begreber inden for menneskelig rækkevidde – ved at sætte billede og krop på universets ufattelige skalaer og atomare partiklers mikroskopiske bevægelser,” udtaler CCs direktør Marie Laurberg.

Udstillingsprojektet åbner med et brag af en fest d. 11. maj og vil herefter ’være i bevægelse’, da der igennem udstillingsperioden vil blive præsenteret nye kunstværker, performances og samtaler, der udfolder nye aspekter af bevægelse. Udstillingen kan opleves i flere af CCs største udstillingshaller, men rækker også ud over kunstcentrets mure og ud i byrummet i bl.a. Indre By, Københavns Lufthavn, på Nørrebro, langs Inderhavnen og i Søndermarken – dér hvor Københavns borgere bevæger sig rundt i dagligdagen.

Et nyt reflektionsrum skaber banebrydende kunst
Yet, it Moves! undersøger det større hele, som vi mennesker er en del af. Den kunstneriske fortolkning af den glimtvise erkendelse af dette større hele i bevægelse vil gæster kunne opleve i spektakulære værker, der sætter billeder på komplekse fænomener som sorte huller, stjernedannelse, tyngdebølger, universets udvidelse på makroskala til atomeksplosioner og partiklers interaktion på mikroskala. Andre værker har fokus på menneskekroppens bevægelsesmønstre, hvordan de forbinder sig med universets cykliske rytmer, og hvordan enhver bevægelse hænger sammen med alt omkring os.

I CC’s største udstillingshal vil den verdensberømte japanske kunstner og komponist Ryoji Ikeda vise sin monumentale værktrilogi dataverse 1/2/3 for første gang i Skandinavien. I tre gigantiske videoprojektioner komponerer han en sanseeksplosion af billeder og lyd ved at sample open source-data, der udforsker bevægelse, fra videnskabelige institutioner som CERN, NASA og Human Genome Project. Den store audiovisuelle installation skildrer således tre verdener: naturens mikroskopiske verden, som er usynlig for vores menneskelige øjne; atomer, molekyler, DNA og celler. Den menneskelige verden, vi lever i på Jorden med vores hjerne og krop, andre organismer, byer, klimaer, internet, flytrafik, satellitter. Og endelig den makroskopiske verden – fra vores jord til solsystemet, galakser, det observerbare univers og potentielle multiverser.

Det kan være svimlende at tænke på, at alt liv stammer fra samme punkt i universets tidligste begyndelse, og at alle dele er sammenkoblet gennem bevægelse. Eksplosioner af grundstoffer finder konstant sted i universet, når de største stjerner eksploderer og skaber de tunge grundstoffer og partikler, som vi og alting omkring os er skabt af.

Den finske kunstner Jenna Sutela giver med værket Pond Brain både en sanselig oplevelse og et billede på den menneskelige hjerne som en dam fuld af processer og kommunikerende forbindelser, akkompagneret af et lydbillede af bearbejdede optagelser af Mælkevejens kosmiske bevægelser. Værket forbinder således det menneskelige med kosmos.

Gennem 3D-animationer, VR, AR, lyd og omsluttende installationer skaber den anerkendte danske kunstner Jakob Kudsk Steensen poetiske fortolkninger af oversete naturfænomener – ofte i samarbejde med biologer, komponister og forfattere. Kudsk Steensens store installation til Yet, it Moves! tager udgangspunkt i hans interesse for tid, vådområder og vandets tilstand – fra væske til krystal. Værket nærstuderer livets komplekse former inde i en gletsjer i Schweiz, og registerer poetisk naturens langsomme bevægelse i de sjældne og unikke isformationer og deres nuværende tilbagegang.

Den kroatiske kunstner Nora Turato udforsker i sine værker sprogets flygtighed, og til Yet, it Moves! skaber hun et nyt værk, der består af tre dele: en live performance på CC, en film om performancen samt en plakatkampagne, der vil dukke op rundt omkring i Københavns gader. I værkserien udforsker Turato sammenhængen mellem det talte sprog, neuronale forbindelser og kropslige bevægelser. I plakatkampagnen beskriver Turato med syntetiske og enkle sætninger, hvordan hjernen forbinder kropslige impulser og ord til at skabe bevægelse i kroppen og i andre kroppe omkring den.

Titlen på projektet refererer til historien om den modige Galileo Galilei, der af den katolske kirke blev tvunget til at benægte, at Jorden bevæger sig om solen og dermed ikke er universets centrum – og som forsvarede sin teori med ordene: ”Og alligevel bevæger den sig!” Hans udtalelse henviste til en i dag anerkendt sandhed, nemlig den, at uanset hvad vi mennesker gør, bevæger Jorden sig som en del af universets større bevægelse, hvilket påvirker både os og den verden, vi hver dag bevæger os i.

Deltagende kunstnere:
Ryoji Ikeda (f. 1966, Gifu, Japan)
Jakob Kudsk Steensen (f. 1987, Danmark) 

Jenna Sutela (f. 1983, Turku, Finland)
Ligia Bouton (f. 1973, Sao Paulo, Brasilien)
Helene Nymann (f. 1982, Dyssegård, Denmark)
Nina Nowak (f. 1984, Poznan, Polen)
Jens Settergren (f. 1989, Danmark)
Black Quantum Futurism (Black Quantum Futurism blev dannet i 2014 som en interdisciplinær kreativ praksis mellem Camae Ayewa og Rasheedah Phillips, Philadelphia, USA)
Cecilia Bengolea (f. 1979, Buenos Aires, Argentina)
Cecilie Waagner Falkenstrøm (f. 1984, Aarhus, Danmark)
Nora Turato (f. 1991, Zagreb, Kroatien)

Videnskabelige forskningspartnere:
DARK, Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet
Arts at CERN i Genève
Interacting Minds Centre ved Aarhus Universitet
ModLab (Digital Humanities Laboratory) ved University of California i Davis.

Oversigt over åbninger og arrangementer i udstillingsperioden:

11.05.23 kl. 10.30
CC Symposium
Inden den offentlige åbning holder CC et særligt arrangement, hvor en perlerække af udstillingens aktuelle kunstnere og forskere vil indgå i samtale og udfolde temaet bevægelse med udgangspunkt i forsknings- og udstillingsprojektet Yet, it Moves!.

11.05.23 kl. 17
Offentlig åbningsfest
Yet, it Moves! åbner med et brag af en fest d. 11. maj med DJ’s Xenia Xamanek og Martin Hasfeldt, koncert med Astrid Sonne og taler.

26. – 28.05.23
Jens Settergrens værk åbner i Søndermarken i samarbejde med Bloom Festival.

26. – 28.05.23
Jens Settergren på Bloom Festival.

26.06 – 09.07.23
CC præsenterer værker af kunstnere fra udstillingen på samtlige skærme i ankomsthallen i Københavns Lufthavn.

August
Åbning af værker rundt omkring i byen af Cecilia Bengolea, Jens Settergren, Helene Nymann, Black Quantum Futurism, Cecilie Waagner Falkenstrøm og Nora Turato.

December
Performance af Nora Turato på CC.

Yet, it Moves! er kurateret i samarbejde med ekstern kurator Irene Campolmi.

For mere information om udstillingen:
Jannie Haagemann
Udstillingschef og seniorkurator
jannie@cphco.org
+45 3146 3003

Pressekontakt:
Ida Maj Ludvigsen
PR & Kommunikationschef
ida@cphco.org
+45 6021 9321

Yet, it Moves! er blevet til med generøs støtte fra:
Bikubenfonden - Udstillingsprisen Vision
Det Obelske Familiefond
Carlsbergs Mindelegat for Brygger J.C. Jacobsen
Statens Kunstfond
Frame Finland

Goethe-Institut Dänemark
The Embassy of the United States of America in Denmark
Københavns Kommune – Kultur- og Fritidsudvalget
William Demant Fonden
Koda Kultur

Udstillingen gennemføres i samarbejde med:
Audemars Piguet Contemporary
Performa, NYC
Bloom Festival
Clear Channel
Områdefornyelsen ved Skjolds Plads
HAM Helsinki Art Museum/Helsinki Biennial 2023
Almine Rech Gallery
EER, Experimenting, Experiencing, and Reflecting

Copenhagen Contemporary er i 2023 støttet af:

Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinusfonden, Knud Højgaards Fond, Beckett-Fonden, Bikubenfonden, Det Obelske Familiefond, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, 15. Juni Fonden, Kulturministeriet, Københavns Kommune, Statens Kunstfond Carlsbergs Mindelegat for Brygger J.C. Jacobsen, Frame Finland, Goethe-Institut Dänemark, U.S. Embassy in Denmark, William Demant Fonden, Koda Kultur, Foreningen Roskilde Festival, Refshaleøens Ejendomsselskab, Fredericia Furniture, Dinesen, Eva Solo, Nordic Rentals, Carhartt WIP

Related links

Topics

Categories

Regions


Copenhagen Contemporary (CC) er Københavns internationale kunstcenter, der viser installationskunst skabt af samtidskunstens verdensstjerner og nye talenter. CC har til huse i den prægtige gamle B&W-svejsehal istandsat af arkitekt Dorte Mandrup, der med sine i alt 7.000 m2 smukke industrihaller har pladsen til at udstille de teknisk og pladskrævende formater, som mange samtidskunstnere arbejder i: Store totalinstallationer, performancekunst og monumentale videoværker. Det er kunst, man ofte kan gå ind i og sanse med hele kroppen.

Contacts

Ida Maj Ludvigsen

Ida Maj Ludvigsen

Press contact Head of PR and Communication +45 6021 9321

Copenhagen Contemporary

Copenhagen Contemporary (CC) is Copenhagen’s international art center showing installation art created by world stars and new emerging talents. CC occupies the magnificent former B&W welding hall offering a total of 7,000 m2 of beautiful industrial halls with plenty of space to show the technical and large formats in which many contemporary artists work: total installations, performance art, and monumental video works.

Copenhagen Contemporary

Refshalevej 173A
1432 Copenhagen K
Denmark