Pressemeddelelse -
Et impressionistisk mesterværk af skagensmaleren P. S. Krøyer på auktion med en vurdering på 4-6 mio. kr.
P.S. Krøyer var optaget af lyset og friluftsmaleriet. Hans evne til at fange øjeblikket, uanset om det gjaldt den stille blå time ved havet eller det skarpe lys på en solskinsdag, har gjort ham til en af tidens mest berømte danske malere. Nu kommer et maleri fra en af Krøyers lykkelige somre i Skagen på auktion hos Bruun Rasmussen til en vurdering på 4-6 mio. kr.
Den 2. december kommer et kunstnerisk vidnesbyrd fra P.S. Krøyers lykkelige år i Skagen under hammeren hos Bruun Rasmussen. Værket "Fru Marie Krøyer i Haven paa Skagen" fra 1892 er skabt i haven ved madam Bendsens hus i Skagen, hvor Krøyer og Marie tilbragte sommeren efter deres bryllupsrejse i Italien.
”P.S. Krøyer eller Søren, som han blev kaldt, og Marie Krøyer havde et kompliceret forhold, præget af både glædesfyldte perioder, men senere også store udfordringer blandt andet på grund af hans maniske og depressive sind. Værket, som vi udbyder på auktion, repræsenterer en meget lykkelig tid i deres fælles liv, hvor kærligheden og kunsten blomstrede,” fortæller Julie Arendse Voss, der er afdelingsleder for ældre kunst hos Bruun Rasmussen.
P.S. Krøyers maniske sind satte tydelige spor i hans sidste leveår, og flere af hans kendte værker ses i dag som afspejlinger af hans indre kampe. Krøyer havde imidlertid også harmoniske perioder, særligt i de første år af ægteskabet med kunstnerkollegaen Marie Krøyer.
Madam Bendsens have
P.S. Krøyer og Marie Triepcke blev gift i 1889. Foruden at være en kunstner i sin egen ret blev
Marie også Krøyers muse og foretrukne model. Efter en længere bryllupsrejse i Italien vendte parret i 1891 tilbage til Danmark og lejede samme sommer og de efterfølgende to somre madam Bendsens hus i Skagen.
Værket, som kommer på auktion, indgår i en lille serie af havemotiver fra madam Bendsens hus med Marie Krøyer som model, hvoraf ”Roser” fra 1893 nok er det mest kendte. Dog adskiller det udbudte værk sig på flere måde fra de øvrige havebilleder.
”Hvor man på de andre havebilleder fra perioden tydeligt kan se, at modellen er Marie Krøyer, så er hendes skikkelse i dette maleri udelukkende en malerisk figur, hvor konturerne er udviskede og afløst af glidende overgange af farver og lys. Hun er til stede i værket for at skabe liv og variation i kompositionen og skabe kontrast i farverne. Hvis ikke vi havde haft en titel, der afslørede, at det var Marie, så kunne vi ikke afgøre det med sikkerhed. Hun er ikke nogen bestemt person, men snarere et udtryk for en flygtig stemning – en udefinerbar skønhed,” fortæller Julie Arendse Voss.
I motivet fremstår Marie Krøyer som en del af naturen, elegant bøjet over en blomst i et hav af lysende mælkebøtter.
Fra sommeren 1892 stammer også et af Krøyers allermest berømte værker ”Sommeraften ved Skagen” med Merie Krøyer stående i vandkanten på stranden i en lang hvid sommerkjole med hunden Rap ved sin side i den helt specielle aftenstemning – ’den blå time ’ – som blev så karakteristisk for Krøyers kunst fra perioden.
Impressionistisk mesterværk
Ifølge Julie Arendse Voss er det udbudte værk et af Krøyers mest gennemførte impressionistiske værker.
”Det er hans optagethed af lyset og friluftsmaleriet og hans evne til at fange øjeblikket med små hurtige penselstrøg, der gør, at Krøyer ofte er blevet beskrevet som impressionist. Hans mange breve fra hans tid i Paris vidner om, hvor stor betydning den samtidige franske kunst og ikke mindst impressionismen fik for hans udvikling som maler,” fortæller Julie Arendse Voss.
Krøyer og impressionismen
Krøyers berømte friluftsmaleri var stærkt påvirket af den franske kunstscene og ikke mindst impressionismen. I årene 1877-79 var Krøyer elev hos den franske maler Léon Bonnat (1833-1922), og i Paris omgikkes han flere af de toneangivende impressionister. Hn udstillede blandt andre sammen med Claude Monet (1840-1926) på den prestigefyldte udstilling ”Exposition Internationale de Peinture” i ”Galleri Georges Petit” i 1884, og to år senere sammen Auguste Renoir (1841-1919), Camille Pissarro (1830-1903), Berthe Morisot (1841-1895) og Alfred Sisley (1839-1899).
Krøyer forsøgte også at få flere af de franske impressionisters værker med på den store franske kunstudstilling i København i 1888, men det lykkedes kun i begrænset omfang – blandt andet var der et enkelt værk af Monet med.
Værket "Fru Marie Krøyer i Haven paa Skagen" er vurderet til 4-6 mio. kr. og kommer på Bruun Rasmussens Liveauktion den 2. december på Nørgaardsvej 3 i Lyngby. Læs mere HER.
Emner
Kategorier
Bruun Rasmussen har siden 1948 svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Som danskernes foretrukne auktionshus sælger vi hvert år over 75.000 emner på vores Onlineauktioner på bruun-rasmussen.dk og Liveauktioner i auktionssalen i Lyngby.
Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden og tendenserne på markedet. På den måde kan vi give en optimal vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå gode hammerslag til fordel for vores kunder.
Bruun Rasmussen er et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie.
Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 en del af det internationale netværk ”Bonhams Network” med global rækkevidde og specialister over hele verden. Det betyder, at vi markedsfører og sælger kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne.