Press release -
Vinderholdet er udpeget til at realisere nyt kulturhus i Vejle
Inden for to år åbner et nyt bibliotek og kulturhus i Vejle, der skal huse to af byens kulturinstitutioner - Vejle Bibliotekerne og Vejle Musik- og Kulturskole. Vognsen & Co., Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma og AART architects er udpeget som det team, der skal sætte form på byens nye samlingspunkt. Vinderholdet blev udpeget blandt fem bud på projektet.
Vejles ambitioner om et nyt bibliotek og kulturhus er rykket tættere på efter et enigt bedømmelsesudvalg har udpeget et vinderhold til at realisere projektet. Udvalget havde på forhånd modtaget fem fremragende bud på projektet, og med Vognsen & Co, Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma og AART architects får Vejle et bibliotek- og kulturhus med et markant udtryk, der understøtter synergien mellem Vejle Bibliotekerne og Vejle Musik- og Kulturskole
Formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Vejle Kommune, Dan Arnløv Jørgensen siger:
”Vi har lavet en vision for det nye bibliotek- og kulturhus, som Vognsen & Co., Søren Jensen Rådgivende Ingeniører og AART architects indfrier med deres bud. Det bliver et fremsynet og imødekommende hus for alle i Vejle Kommune, hvor vi vil skabe Danmarks bedste børnebibliotek og prioritere bæredygtige løsninger - til glæde for alle generationer.”
Samlingspunkt og katalysator for kulturel udvikling
Det nye bibliotek og kulturhus bliver en gennemgående og stor transformation af det gamle bibliotek ved Willy Sørensens Plads, som samtidig binder husets tre etager sammen. Dertil udvides den eksisterende bygning med to tilbygninger på begge sider, så kulturhuset tegner et kryds mellem det gamle og det nye.
En ny multisal mod parken og en ny ankomstbygning mod forpladsen skaber et dynamisk samspil mellem nyt og gammelt, og huset vil strække sig ud mod alle fire verdenshjørner – uden forside eller bagside
”Vi er utroligt glade for, at vi kan være med til at realisere vores forslag til Vejles nye bibliotek og kulturhus. Huset bliver ikke blot en bygning, men et levende sted for fællesskaber, hvor forskellige grupper kan mødes, dele oplevelser og dyrke deres interesser i et inkluderende miljø. Det bliver et nyt vartegn for byen - et samlingspunkt for borgerne og en katalysator for kulturel udvikling”, siger partner og arkitekt i AART, Anne Sofie Buur Okkels.
Nyt, kulturelt anker for Vejle By
Med sin placering vil kulturhuset danne en forbindelse mellem det urbane og byen, naturen og kulturen og vil understøtte Vejles vision om at være en bæredygtig og resilient by.
Bygningens arkitektoniske udtryk kommer af de bæredygtige valg, der er truffet i designprocessen. Facaderne fungerer som siderne i en bog, der folder sig op og inviterer besøgende indenfor. Det åbne og inkluderende design vil gøre kulturhusets liv synligt for alle, og udearealerne bliver en naturlig del af den daglige brug.
Borgmester i Vejle, Jens Ejner Christensen, ser et stort potentiale i bibliotek- og kulturhuset, som vil fungere som et nyt anker for Vejle by:
”Jeg glæder mig over valget af projektet fra Vognsen & Co, Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma og AART architects. Det nye bibliotek- og kulturhus bliver uden tvivl et fyrtårn i Vejle by og et demokratisk samlingssted på kanten til Ny Rosborg.”
Byggeriet sættes i gang fra februar 2025 Det nye bibliotek- og kulturhus vil forventeligt stå klar til at tage imod de første borgere i december 2026.
Topics
Categories
AART architects A/S er en af Skandinaviens førende, uafhængige arkitektvirksomheder med 300 ansatte på kontorer i Aarhus, København, Roskilde, Frederikssund, Oslo og Stockholm. Herfra rådgiver virksomheden bygherrer i hele Skandinavien om at udvikle organisationer og samfund med arkitekturen som katalysator. Aktuelt er virksomheden engageret i udviklingen af mere end to millioner kvadratmeter på tværs af skala og sektor – fra Norges kulturelle flagskib, Vikingtidsmuseet i Oslo, til Sveriges største gymnasium, Hedda Anderssongymnasiet i Lund, og Danmarks koldkrigsmuseum, REGAN Vest, i Rold Skov.