Pressemeddelelse -
Analogt tv så længe kunderne vil det
Selv om Danmark om præcist et halvt år slukker for det analoge tv-sendenet, får det ingen betydning for i hvert fald halvdelen af husstandene. Landets største tv-distributør, YouSee, har besluttet at opretholde det analoge tv-signal på kabel-nettet på ubestemt tid.
"Vi er ikke i tvivl om, at fremtiden tilhører det digitale tv-signal, men så længe der er et marked for det analoge signal, fortsætter vi med at sende både analogt og digitalt," siger administrerende direktør Niels Breining, YouSee.
YouSee har i dag 1,1 million husstande som kunder fordelt ud over hele landet. Yderligere ca. 200.000 husstande har mulighed for at koble sig på YouSee's netværk, som dermed kan dække halvdelen af landets husstande med tv.
"Stort set samtlige YouSee's kunder bruger i dag det analoge signal, fordi de har et eller flere analoge tv-apparater i hjemmet. Og selv om mange i de kommende år vil købe digitale apparater, vil de analoge tv stadig have en rolle som tv nummer to eller tre i hjemmet. Hvis vi slukkede det analoge signal her og nu, ville vi tvinge vores kunder ud i så store investeringer i digitalt udstyr, at det formentlig ville kunne ses på betalingsbalancen," siger Niels Breining.
En analog tv-kanal lægger beslag på seks gange så meget kapacitet i nettet som en digital kanal, og derfor kan det i de kommende år være nødvendigt at skære ned i antallet af analoge kanaler for at få plads til flere digitale kanaler både i standard og HD-kvalitet. IT- og Telestyrelsens aktuelle planer om at tvinge YouSee til at åbne sit netværk for andre bredbåndsudbydere, kan føre til yderligere pres for at skære ned på det analoge udbud.
"Jeg kan ikke love et bestemt antal analoge kanaler i et bestemt antal år, men jeg er overbevist om, at vi om otte-ti år stadig har mange analoge kanaler. Og jeg tror, det er en holdning, vi deler med de øvrige kabel-tv selskaber på det danske marked," siger Niels Breining.
Fakta
Kabel tv er den helt dominerede distributionsform herhjemme, viser den seneste opgørelse fra Gallup over danskeres tv-veje. Samlet dækker kabel-tv således to tredjedele af markedet. Den hurtigst voksende teknologi er i øjeblikket ip-tv, f.eks. TDC TV, hvor tv-signalerne sendes digitalt via telenettet eller via fiberforbindelser.
- Kabel tv: 1,6 mio.
- Tagantenne: 0,4 mio.
- Parabol: 0,3 mio.
- Fiber: 0,04 mio.
- Andet, f.eks. telenet: 0,08 mio
- Ved ikke: 0,03 mio.
- I alt: 2,45 mio. husstande (Kilde: Gallup)
Den 1. november 2009 lukker det analoge sendenet herhjemme. Det får dog udelukkende betydning for de ca. 400.000 husstande, som i dag ser tv via en traditionel tag- eller stueantenne. De pågældende husstande skal investere i en digital modtager for fortsat at kunne se tv eller f.eks. tegne abonnement hos et af de kabel- eller satellitbaserede tv-udbydere.
Emner
- Biograf, film, fotografi
YouSee er Danmarks største udbyder af kabel-tv og næststørste udbyder af bredbånd. Selskabet har ca. 1,2 mio. kabel-tv-kunder svarende til ca. 45 pct. af samtlige husstande. YouSee distribuerer 150 forskellige tv-kanaler, som udbydes i en kombination af programpakker (grund-, mellem og fuldpakke) og individuelle tilkøb. YouSee udbyder bredbånd med downloadhastigheder fra 10 til 100 Mbit/s. Selskabet har ca. 400.000 bredbåndskunder. YouSee er et datterselskab af TDC A/S.