Nyhed -
Tænk teknologi som en organisatorisk forandring
I en ny artikelserie fra Welfare Tech kan du blive klogere på, hvordan kultur og ledelse bør tænkes ind i enhver implementering, når eksperter fra Aarhus Universitet, Odense Kommune og teknologivirksomhederne Life Partner og Systematic deler ud af deres erfaringer.
I denne første artikel møder du Mickael Bech, professor i sundhedsledelse ved Aarhus Universitet. Han fremhæver, at vigtigheden af at sammenholde det organisatoriske setup og borgerens behov ikke kan overvurderes nok, når velfærdsteknologiske løsninger skal identificeres.
Ny teknologi kan ikke blot kobles på det eksisterende arbejde. Skal teknologien opnå sit potentiale, skal medarbejdere og ledere træde et skridt tilbage og forholde sig til, hvordan de mest hensigtsmæssigt organiserer sig i forhold til den nye teknologi.
- Vi skal ikke gøre det, vi allerede gør med en teknologisk overbygning og håbe, at det bliver bedre og billigere. Vi kan ikke alene tænke på teknologien som en ny ydelse. Vi bliver nødt til at tage eksisterende arbejdsgange op til revision og gentænke begrebet ’ydelse’ og ikke mindst borgernes involvering. Det er alt for dyrt, hvis de digitale ydelser bliver tillægsydelser, som det desværre ofte sker i dag, siger Mickael Bech.
En insisterende ledelsesopbakning
Ydelser og arbejdsopgaver er nye, når vi implementerer ny velfærdsteknologi. Derfor er der også behov for nye kompetencer hos medarbejderne. Og det stiller krav om instiserende ledelsesopbakning og organisatoriske forandringer.
De fleste har oplevet at få en ny kollega. Ifølge Mickael Beck kan der drages mange paraleller mellem, hvordan vi tager imod en ny kollega, og hvordan vi bør implemetere velfærdsteknologi.
- Når vi får en ny kollega, er det sjældent at vedkommende dumper ned på sin kontorstol, og er nøjagtig som den kollega, der forlød stolen. Derfor begynder vi helt automatisk at organisere os anderledes og fordele opgaverne på ny. Det samme skal vi gøre med de teknologier, vi implementerer, siger Mickael Bech.
Til at starte med er den nye kollega et forstyrrende element, men fordi organisationen er forberedt på forandringen, går der ikke lang tid, før de nye arbejdsrutiner giver mening. Ligesom en ny kollega, må man forvente og planlægge efter, at en ny teknologi ændrer organisering og fordeling af arbejdsopgaver.
Også magt- og ressourcefordelingen blandt medarbejderne ændrer sig, når man implementerer en sundhedsteknologi. Michael Beck pointerer, at det er vigtigt, at ledelsen anerkender, at der vil være vindere og tabere i en organisatorisk forandring, fordi man udfordrer medarbejdernes uformelle privilegier.
- Naturligvis er visse elementer uforudsigelige under implementering, og man arbejder under høj kompleksitet. Men forventningerne til den nye teknologi vil kun lade sig indfri, hvis man anerkender, at en teknologi ikke er organisationsneutral, slutter Mickael Bech.
Næste artikel
I næste artikel, som udkommer sidst i marts 2019, møder du Gitte Østergaard, direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune. Hun går spadestikket dybere og giver sine råd til, hvem man som offentlig og privat part skal inddrage for at understøtte implementering af velfærdsteknologi.
Emner
- Videnskab, teknik