Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Pressemeddelelse fra museo

I TV2 dokumentaren Den Sorte Svane, bliver museo og en del af ejerkredsen, nævnt med navn og billede, og sat i forbindelse med falske fakturaer, svindel og hvidvask uden nogen som helst dokumentation. Det er vi selvfølgelig både ærgerlige over og kede af.

Det er ikke rimeligt overfor vores gæster, medarbejdere, samarbejdspartnere, bestyrelse og ejerkreds, at museo og ejerkredsen bliver udstillet og mistænkeliggjort i denne sag. Vi oplever, at den negative omtale har direkte konsekvenser for museos ejerkreds i såvel deres professionelle som deres personlige virke.

Vi har derfor valgt at udsende denne pressemeddelelse med det formål at komme rygter, sladder og deciderede usandheder til livs i offentligheden.

Vi vil derfor gerne understrege, at vi på ingen måde har foretaget os noget ulovligt i denne sag. Vi har ikke modtaget fiktive fakturaer fra Martin Malm. Vi har derimod modtaget en faktura d. 01.06.2022 via en daværende leverandør af vagtydelser med dokumentation på faktisk leverede vagtydelser. Vi betalte efterfølgende fakturaen pålydende det eksakte beløb, som vi havde købt vagtydelser for. Hvad tredjepart evt. måtte have gjort med fakturaen eller det beløb, vi indbetalte, har vi ingen viden om.

Vi vil gerne præcisere, at vi ikke har betalt for vagtydelser, der ikke er leveret, men tværtimod har vi betalt for en ydelse, der i enhver henseende er leveret og dokumenteret. Idet fakturaen for vores købte ydelser kom fra tredjepart, rådførte vi os efterfølgende med vores revisor, og vi gjorde vores leverandør af vagtydelser, både mundtligt og skriftligt, opmærksom på, at vi ikke kunne modtage fakturaer fra tredjepart, og vi skiftede derfor leverandør af vagtydelser pr. 01.08.2022. Der var derfor tale om et tillidsbrud, hvilket medførte, at vi stoppede samarbejdet kort tid efter. I samme forbindelse strammede vi op på vores interne procedurer overfor leverandører.

Vi kan endvidere oplyse, at indtil TV2 henvendte sig til os, den 2. maj 2024, havde vi intet grundlag for at mistænke vores daværende leverandør af vagtydelser eller tredjepart for at have foretaget sig noget kriminelt med hverken faktura eller det fakturabeløb, vi betalte for den pågældende vagtydelse. Vi forklarede derfor TV2, hvad der var op og ned i sagen, og vi fremsendte i samme ombæring relevant dokumentation for beløbet på den omtalte faktura for vagtydelser, ligesom vi tilbød TV2 at tage kontakt til vores revisor, hvis de havde brug for yderligere information. Derefter hørte vi ikke mere fra TV2 udover en mail, hvor de skrev, at de havde noteret sig indholdet af vores sidste mail til TV2.

Vi har derefter kunnet konstatere, at TV2 har valgt at nævne museo og en del af ejerkredsen med navn og billede i dokumentaren, der udkom d. 28. maj 2024, på en måde, så det relativt nemt kunne opfattes som om, at museo og ejerkredsen har været direkte involveret i den hvidvask, der omtales i dokumentaren. Det har vi, som tidligere nævnt, ikke været.

TV2 har endvidere valgt at undlade at fremlægge den dokumentation og information, som vi har fremsendt til dem på deres egen opfordring.

Vi håber, at denne pressemeddelelse skaber både transparens og klarhed om vores rolle i TV2s dokumentar.

Da denne sag er et dagligt driftsanliggende bedes eventuelle spørgsmål rettes til direktør, Puk Lykke: puk@museoclub.com

Kategorier

WeDoCommunication

WeDoCommunication er et ungt bureau, men vi har mange års erfaring fra forretnings- og kommunikationsverdenen. Vores mission er ganske enkel. Den handler om at lave god branding og god kommunikation. Vi skærer ind til benet. Vi gør ikke tingene mere komplicerede, end de er. Og vi skaber resultater.
Uanset hvad man som virksomhed laver, producerer og beskæftiger sig med, så har kommunikation - og især den digitale af slagsen - aldrig været vigtigere.
God kommunikation er ikke nødvendigvis rocket science, men det kræver alligevel omtanke, viden, kreativitet og ikke mindst en stærk strategi og en effektiv eksekvering.
Vi rådgiver om alt fra pressehåndtering over krisekommunikation, udvikling af kommunikationsstrategier og løsninger til digitale platforme og kanaler til store, kreative kampagner og brandingstrategier.
Vores kunder er typisk virksomheder og organisationer, der gerne vil have deres kommunikation ud over rampen relativt hurtigt. De er også sådan nogle, der gerne vil have et tæt og personligt samarbejde med os.

WeDoCommunication

BLOX HUB, Bryghuspladsen 8, Opgang C, 3. sal
1473 København K
Denmark