Vildnissets prædikant

Faderen til moderne naturaktivisme er amerikaneren John Muir. Han fik Amerika til at elske den unge nations nye nationalparker og han var den første til at slå fast, at intakt natur har en værdi i sig selv. Men han var også blind for, at der i den urørte natur ofte lever mennesker, som var der før naturelskeren.

Af cand. mag Nikolai Lang

USAs indflydelse på den moderne verden kan næppe undervurderes og mange af de politiske ideer, vi bygger vores samfund på i dag, er amerikanske. Vores udgave af repræsentativt demokrati er en amerikansk opfindelse og det samme er ideen om nationalparken, som vi nu søger at etablere i Danmark med næsten 150 års forsinkelse siden verdens første nationalpark, Yellowstone i Wyoming, blev oprettet i 1872.

Den første amerikanske naturpark, og dermed den allerførste naturpark i verden, er dog lidt ældre endnu: Yosemiteparken på Sierra Nevada bjergkæden, som staten Californien gjorde til et fredet område allerede i 1864.

Der havde naturligvis tidligere været andre områder, som havde været lukket for udnyttelse, men der var tale om adelens jagtområder, som for eksempel vores egen Dyrehave. Men det nye ved de amerikanske parker var, at formålet med at lægge områderne ud til natur ikke var jagt, men at skabe rekreativ værdi for en ny tids mennesker, der var blevet fremmedgjorte over for naturen.

I Humboldts fodspor

Et af de mennesker, der skulle få afgørende betydning for, at denne nye idé blev til virkelighed, var John Muir. Muir var ikke den første til at advare mod konsekvenserne af at ødelægge naturen - både den berømte naturalist Alexander von Humboldt og den amerikanske filolog George Perkins Marsh havde advaret mod naturødelæggelser før. Men hvor Marsh havde argumenteret for, at vi skulle passe på naturen for ikke at ødelægge vores eget livsgrundlag, så kom Muir med et helt nyt argument: Naturen har en værdi i sig selv og menneskets mulighed for at opleve uspoleret natur er essentielt for vores spirituelle velbefindende.

Et budskab, som Muir kommunikerede ud til amerikanerne med så stor kreativitet, kraft og vilje, at de amerikanske naturparker blev en folkesag og en del af amerikansk identitet. Evnen til at prædike for sin sag fik Muir med hjemmefra. Han voksede op i et strengt religiøst hjem i Skotland inden familien emigrede til USA for at leve et liv i pagt med Gud i Wisconsin.

Den unge John er brændende optaget af naturen og bliver indskrevet på universitetet for at forfølge en karriere som naturalist og botaniker. Hans eget og hele USAs liv bliver dog afbrudt af den amerikanske borgerkrig, som Muir flygter fra til Canada for at undgå værnepligten. Han vender først hjem, da krigen er slut og med sig har han en ambition om at følge i sin helt Alexander von Humboldts fodspor og gå hele vejen til regnskoven i Sydamerika.

Kampskrifter fra vildnisset
Han begiver sig af sted gennem det borgerkrigshærgede land, som han nøje studerer, men han når ikke hele vejen til Sydamerika. I stedet bliver han hængende i Yosemitedalen, som optager ham så voldsomt, at han flytter ind på bjergskråninger og dalstræk og begynder at optegne og skrive om alt, hvad han ser.

Han skriver ikke køligt observerende, men levende, subjektivt og næsten religiøst om, hvordan naturen virker på ham. Han skiver om El Capitan, den mægtige klippevæg midt i dalen, om de gigantiske sequoiatræer. Han skriver om floderne, om årstiderne og om naturens store sammenhæng fra det mindste til det største. Dette materiale bliver til kernen i hans projekt: En oplysning af amerikanerne, der skal vække dem og få dem til at erkende, at de i jagten på materielle goder har mistet noget uvurderligt. Civilisationen bør derfor tage en ny opgave på sig: At bevare uberørte naturområder, så menneskene ikke mister deres åndelige samhørighed med verden.

Han begynder at udgive sine skrifter i de nye nationale tidsskrifter og bliver efterhånden så berømt, at han modtager mange fornemme besøg på sine bjergtinder. Et af dem er filosoffen Ralf Waldo Emerson, som dog er noget bekymret for den naturelskende Muir og advarer ham om, at “Ensomhed er en sublim elskerinde men en utålelig hustru”. En anden prominent gæst er præsident Teddy Roosevelt, der kommer ud til Yosemite for at campere med Muir. Dét bliver konsolideringen af det nationalparkprogram, som resten af verden gennem den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN siden har efterlignet.

Den hvide mands byrde

Muirs ide om nationalparker har dog også en skygge, som allerede var tydelig i hans egen tid. Muir var besat af ideen om uberørt natur. I den fortælling er der ikke plads til de folk, som faktisk allerede lever i og af naturen. Så da Muir får sin nationalpark, bliver det oprindelige paiutes folk, som har boet der i århundreder, simpelthen smidt ud. Deres fordrivelse bliver legitimeret med en ideologi, der på det tidspunkt så oprindelige folk som laverestående og den hvide mand som et højerestående væsen, som skulle redde naturen - 'den hvide mands byrde'.

Muir har derfor efterladt moderne naturorganisationer med en dobbelt arv, som skal forvaltes med omhu. På den ene side er det vigtigt, at vi bevarer intakte naturområder. På den anden side er det også vigtigt, at vi husker på, at natur aldrig er helt uberørt som Gud skabte den, sådan som Muir så den, men at der altid vil være nogle folk et eller andet sted, som var der før naturvogterne kom. Deres rettigheder til den jord, de lever af, skal respekteres, og vi må samarbejde med dem om at bevare naturen. En erkendelse, vi både kan takke og bebrejde John Muir for.

John Muir levede fra 1838 til 1914. Han var født skotte, evig vandringsmand og en flot fyr.