Gå til indhold
Foto af Shutterstock.
Foto af Shutterstock.

Nyhed -

Valgets betydning for Danmarks handling på biodiversiteten internationalt

Vi står midt i en global krise for biodiversitet. Derfor har flere partier fremsat krav til en bindende dansk biodiversitetslov efter valget, der skal stoppe tabet af arter i Danmark. Partierne mangler dog at melde tydeligt ud om, hvad Danmark skal gøre for biodiversiteten i et internationalt perspektiv. En global aftale for biodiversitet skal vedtages ved kommende FN-biodiversitetskonference i Canada, og Danmarks engagement og ambitionsniveau afhænger her i høj grad af, hvordan valget udspiller sig.

Af Ida Lund Pedersen, MSc-studerende på Klimaforandringer

Den globale biodiversitet er ikke en dagsorden, der får særlig meget politisk fokus i Danmark under valgkampen. Med FN’s globale biodiversitetskonference (COP15) i Canada til december, kommer valget dog til at afgøre, hvem der tager med, og dermed hvor megen prioritet Danmark giver konferencen. Konferencen er uhyre vigtig, da den skal sætte rammerne for en aftale, der skal gælde indtil 2030, hvor målet er at standse tabet af biodiversitet globalt. Flere af de danske partier har i denne valgkamp fremsat naturen som en mærkesag, men med fokus på at rette op på biodiversiteten her i Danmark. Det skal selvfølgelig bifaldes. Når det kommer til vores ansvar i forhold til vores påvirkning og indflydelse på den internationale biodiversitet, er opbakningen dog mindre udtalt

Den internationale biodiversitetskonference bliver afgørende
Vi står midt i en global biodiversitetskrise, hvor arter uddør i en hastighed, der efter alt at dømme ikke har været højere siden dinosaurernes udryddelse. Tabet af alt dette fantastiske liv er menneskabt, det er en katastrofe, og det skriger på handling fra samtlige niveauer af samfundet.

Den 15. biodiversitetskonference (COP15), som afholdes i Canada, ligger under FN’s Biodiversitetskonvention (CBD). Det er ikke første gang, at alle verdens lande (med undtagelse af USA) vedtager en aftale for at handle på biodiversitetskrisen. Det er sket to gange før. Men ingen af gangene har vi overholdt aftalerne. Den seneste aftale med målet om at standse tabet af arter, udløb i 2020. Silje Heldt Zaltzman, faglig koordinator fra Verdens Skove, udtaler: “Det er derfor helt afgørende, at denne aftale bliver både ambitiøs nok og ikke mindst at den overholdes af landene efterfølgende. Hvis vi misser denne gang, vil det få katastrofale konsekvenser for verdens biodiversitet og økosystemer.”

Hun fortsætter: “Aftalen bliver ikke kun afgørende for Jordens biodiversitet. Uden at håndtere det globale tab af biodiversitet og ødelæggelsen af Jordens biodiverse økosystemer, bliver det svært at at indfri andre internationale aftaler som Parisaftalen for klima og FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling. Derfor skal alt sættes ind for at vedtage dette som en ambitiøs, inkluderende og retfærdig aftale samt sikre en effektiv implementering efterfølgende.”

Danmark kan gå forrest
Det er politiske beslutninger, der påvirker, hvor ambitiøse vi vælger at være, og hvilken rolle Danmark spiller før og under COP15. Derfor betyder det meget, hvem der vælges til at sidde på magten i Danmark. For eksempel var biodiversiteten under den forhenværende Venstre-ledede regering kritisk underprioriteret, og daværende miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen (V) valgte ikke at tage med til sidste biodiversitetskonference, COP14 i 2018.

“Det sender stærke signaler, når et land ikke sender en minister afsted til en COP-konference. Derfor håber vi, at den kommende regering, uanset hvem, der sidder med regeringsmagten, som minimum sender miljøministeren og allerhelst statsministeren afsted til COP’en. Det er meget vigtigt, da Danmark dermed sender et stærkt signal til resten af verden om, at det er en vigtig dagsorden, og at vi vil arbejde seriøst for en ambitiøs og bindende aftale, med målet at standse tabet af biodiversitet,” forklarer Silje Heldt Zaltzman.

Biodiversitet - en tværgående problemstilling
Ifølge Silje Heldt Zaltzman har alle lande et ansvar for at levere på den globale biodiversitetsdagsorden. Det er et fælles ansvar, som Danmark selvfølgelig også er en vigtig del af, ikke mindst på grund af vores høje forbrug per indbygger.

“Lige nu prioriteres biodiversitet ikke på det niveau, der er nødvendigt for at standse tabet af Jordens biodiversitet. Der er brug for, at politikere tager ansvar ved at sikre beskyttelse af økosystemer, både her i Danmark og i resten af verden, og genopretter den værdifulde natur, der er ødelagt. Derudover er det afgørende at rettighederne for oprindelige folk, lokalsamfund, kvinder og piger sikres i de tiltag og initiativer, der udvikles,” udtaler Silje.

“Langt flere penge skal allokeres til bidoiversitetsformål, hvor de i højere grad skal gå direkte til lokalbefolkninger og oprindelige folk. Alt dette skal sikres i aftalen,” tilføjer hun.

Der er desuden behov for at anerkende, at biodiversitet er en tværgående problemstilling, der hænger tæt sammen med mange andre problematikker og politiske dagsordener. Denne indbyrdes forbundethed går langt ud over Danmarks grænser. Det vil sige, at det vi gør i Danmark, kan påvirke biodiversiteten andre steder i verden, eksempelvis gennem vores forbrug, finansielle strømme, landbrugsproduktion, eksport og import.

“Her kan danske politikere påvirke, hvordan vi adresserer den globale biodiversitetskrise ved at sikre, at de udfordringer vi skal handle på, håndteres i samspil med hinanden. Dette gøres blandt andet ved at biodiversitet integreres i alle ministerier og sektorer og tages i betragtning i alle de politikker, planer og tiltag, der udvikles,” forklarer Silje.

Hvordan hjælper du den globale biodiversitet?
Først og fremmest kan man som vælger læse partiernes naturpolitik og her få indsigt i, hvad de forskellige partier arbejder for på biodiversitetsområdet og hvor deres ambitionsniveau ligger. Derudover kan du tage til vælgermøder og stille spørgsmål direkte til kandidaterne. Herefter er det selvfølgelig vigtigt at sætte sit kryds ved et parti med høje ambitioner for naturen.

Sidst men ikke mindst kan du være med til at lægge vægt på den kommende regering ved at skrive under på vores kampagne og være med til at kræve, at Danmark arbejder for en ambitiøs global biodiversitets aftale.

Skriv under her: https://givnaturenplads.verdensskove.org/

Emner

Kontakt

Jonas Schmidt Hansen

Pressekontakt Redaktør og presseansvarlig Medlemsblad, nyhedsbrev 2625 8208

Nanna Jochumsen

Pressekontakt Teamleder for kommunikation (+45) 3190 2770

Hvad vil du give videre?

Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.

Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia samt Etiopien og Uganda forsvarer vi regnskoven.
Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.

I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.

Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982.

Verdens Skove

Vestergade 12, 3. sal
1456 København K
Danmark