Gå til indhold
Udfordringerne ved transport i den store, isolerede region La Moskitia er tydelige på dette billede fra en af Verdens Skoves ture dertil i foråret 2022. Foto af Jonas Schmidt Hansen.
Udfordringerne ved transport i den store, isolerede region La Moskitia er tydelige på dette billede fra en af Verdens Skoves ture dertil i foråret 2022. Foto af Jonas Schmidt Hansen.

Nyhed -

Når unge, teknologi og demokrati forenes til fordel for kultur og skove

En gruppe unge mennesker fra miskitofolket i Honduras har gennem træning i brugen af ny teknologi styrket deres kulturelle identitet og demokratiske deltagelse. Indsatsen giver ikke mindst de unge mulighed og færdigheder til at møde og kommunikere med andre unge, politikere og andre stakeholders i et område, hvor kommunikation og transport ellers er en udfordring.

Af Jens Noe Hansen og Jonas Schmidt Hansen

Et projekt, hvor unge fra miskito-territorierne i det østlige Honduras, hvor Verdens Skove arbejder, har lært at bruge teknologi til at fremme deres kommunikation og samarbejde på tværs af territorierne, har givet gode resultater. Erfaringerne viser, at brugen af teknologi kan fremme de oprindelige folks kulturelle identitet og demokratiske deltagelse i samfundet og udviklingen på lokalt niveau. Det er normalt ikke let for de unge i miskito-territorierne at deltage i de demokratiske processer, som sætter rammerne og prioriteterne for udviklingen af deres region. La Moskitia-regionen, der dækker et stort område på begge sider af grænsen mellem Nicaragua og Honduras, udgør Mellemamerikas største sammenhængende naturområde. Her findes der sumpe, floder, laguner, regnskove, mangroveskove og ikke mindst store områder med savanne med fyrretræer. Afstandene er store, og kommunikationen mellem de oprindelige folk internt samt med omverdenen er ofte svær i denne enorme, fjerntliggende og isolerede region, hvor både udviklingsgraden og opmærksomheden fra staten er meget lave.

Det ved medlemmerne af Red Juventud Miskitu MASTA udmærket, og derfor har de taget godt imod muligheden for at arbejde med nye teknologier, der kan overvinde vanskelighederne ved at rejse rundt i området for at organisere sig og arbejde med deres politiske projekt. Roger Benneth, leder af Masta ungdomsorganisationen, siger: ”Her er det næsten umuligt at organisere de unge. Det er ret dyrt at rejse til forskellige steder i La Moskitia. Afholdelse af en enkelt samling eller møde kan koste mere end 2.500 amerikanske dollars. Det er meget svært.”

Bevæbnede med smartphones, computere og adgang til sociale medier samt taletid og data har de unge gennem onlinetræning det sidste halve års tid lært om teknologiske muligheder, og om hvordan de kan anvende dem til at organisere og mobilisere sig selv og andre unge. De har samtidig brugt den øgede adgang til kommunikation og information til at styrke selvtilliden, deres kulturelle identitet og troen på, at de kan få demokratisk indflydelse gennem handling.

I alt har 13 eksperter været involverede for at tilbyde undervisning om forskellige emner. Det er miskitofolkets ungdomsorganisation, Red Juventud Miskitu MASTA, der har gennemført projektet i samarbejde med udviklingsorganisationen MOPAWI fra La Moskitia og Verdens Skove. Globalt Fokus har ydet økonomisk støtte gennem Tech for Democracy-initiativet.

Adgang til politikere og medier
Projektet og det, de unge har lært, har ikke mindst åbnet dørene til politikere, sociale platforme og lokale og nationale massemedier, hvor deres stemme kan blive hørt. De unge mødtes eksempelvis virtuelt med udviklingsministeren, José Carlos Cardona, og med medlem af den nationale kongres, Erika Urtecho, som repræsentant for La Moskitia-regionen, for at snakke om politiske spørgsmål og søge om støtte fra den nationale regering til fordel for La Moskitia. De har blandt andet talt om mulighederne for professionel udvikling og arbejde for unge, miskitofolkets kulturelle identitet, forvaltning af territorier og den generelle udvikling af La Moskitia, ikke mindst hvad angår uddannelse, sundhed og infrastruktur. Ifølge Jhonny Sevilla, som arbejder på det landsdækkende dagblad El Libertador, og som har stået for at gennemføre projektet sammen med de unge, har disse møder været vigtige. ”Møderne med disse politiske personligheder har åbnet de unges øjne. De har opdaget, at deres bekymringer og meninger også tæller. De har fået dem til at indse, at de også er vigtige som mennesker,” siger han.

Det er også lykkedes for de unge at få kontakt og blive interviewet til forskellige medier. Her har de haft mulighed for at nå ud til andre unge med deres budskaber og udvide deres netværk, samarbejdsflader og indflydelse. De er blandt andet nået ud til unge, som er flyttet bort fra regionen, så de også kan kan deltage og være med til at støtte unge miskitoers sag.

Samtidig har de unge lært at lave digitale kommunikationskampagner fra bunden af, som de eksempelvis offentliggør på Facebook. De har lavet kampagner om turisme, traditionelle lægeplanter og om miskito-kultur og -identitet. For Terry María Doria Maxwell, en af de unge i projektet, har det været meget givende at være med:

"Vi har lært mange ting, som vil hjælpe os i fremtiden: Hvordan vi kan lave kampagner, tage gode billeder med vores telefoner, og hvordan vi kan bruge WhatsApp til at organisere os, hvilket vi ikke gjorde før. Det har været en meget god oplevelse,” fortæller hun. Håbet er, at netværket vil vokse i fremtiden, så miskitoerne får mere demokratisk indflydelse i et land, hvor de ellers ofte har oplevet at være marginaliserede og ignorerede, ikke mindst af landets politiske system. Det sociale netværk, som det er lykkedes de unge at få på benene, er nu blevet meget aktivt, og det har skabt optimisme med hensyn til at skabe et øget engagement i de politiske processer fremover.

”Vi er interesserede i, hvordan vi bedst arbejder med netværket for at få det til at vokse. Det er nødvendigt at udvide medlemstallet og fortsætte med at opbygge vores politiske dagsorden for deltagelse og indflydelse,” siger Jeremías Salinas Talavera, en af de unge, som har deltaget i projektet.

Stort engagement fra de unge
Projektdeltagerne har arbejdet med to komponenter: Uddannelse i digitale medier og anskaffelse af mobiltelefoner og computere til at omsætte aktiviteterne i praksis. I alt otteogtyve unge har deltaget med mindst to repræsentanter fra hvert af de tolv miskito-territorier samt medlemmer af bestyrelsen for Red Juventud Miskitu MASTA. “Vi var bange for, at de ville droppe ud efter et par uger. Så vi gjorde en særlig indsats for at inddrage eksterne eksperter og for at arbejde i grupper, så de virtuelle arrangementer ville være mere engagerende og interessante og så videre, og det har fungeret rigtig godt. I sidste ende har størstedelen af gruppen deltaget hele vejen igennem projektet. De har deltaget fra deres telefoner hver torsdag aften, når vi har afholdt virtuelle uddannelsesarrangementer. Vi er blevet meget positivt overraskede over, hvor stort deres reelle engagement egentlig er,” siger Jhonny Sevilla.

Emner

Kontakt

Jonas Schmidt Hansen

Pressekontakt Redaktør og presseansvarlig Medlemsblad, nyhedsbrev 2625 8208

Nanna Jochumsen

Pressekontakt Teamleder for kommunikation (+45) 3190 2770

Hvad vil du give videre?

Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.

Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia samt Etiopien og Uganda forsvarer vi regnskoven.
Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.

I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.

Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982.

Verdens Skove

Vestergade 12, 3. sal
1456 København K
Danmark