Gå til indhold
Demonstranter i massevis går på gaderne i Chile, hvor præsidentens neoliberale økonomipolitik nu har ført til enorme protester. Foto:
Demonstranter i massevis går på gaderne i Chile, hvor præsidentens neoliberale økonomipolitik nu har ført til enorme protester. Foto:

Nyhed -

Chilenske demonstranter mister livet i kampen mod økonomisk ulighed

Chiles hovedstad Santiago er i undtagelsestilstand, og militæret er blevet sat ind mod vrede demonstranter, der forlanger mindre økonomisk ulighed i Latinamerikas næstrigeste land. Om blot en måned skal FN’s klimatopmøde afholdes i byen.

Af: Sally Jensen

Mindst 18 mennesker har mistet livet, og flere hundrede er blevet såret under de protester, der siden den 18. oktober har fundet sted i Chiles hovedstad, Santiago. Hævede billetpriser til offentlig transport fik bægeret til at flyde over for byens studerende og lavtlønnede borgere, der nu siger fra over for Chiles massive økonomiske ulighed. Præsidenten har erklæret undtagelsestilstand.

Umiddelbart kan det vække undren, at det er i lige netop Chile, Latinamerikas næstrigeste land, der er opstået så voldsomme demonstrationer og voldelige kampe mellem demonstranter og magthavere. Siden 2000 er antallet af fattige borgere (der tjener mindre end 37 kroner om dagen) faldet fra 31% til 6,4%, og landet er det højst rangerede latinamerikanske land i FN's udviklings-index.

Stikker man et spadestik dybere end de pæne tal og statistikker er den gennemsnitlige chilener dog langt fra blevet rig af landets økonomiske udvikling. Det forholder sig nemlig sådan, at den allerrigeste ene procent af Chiles befolkning ejer hele 33% af Chiles samlede rigdom. Samtidig tjener 50% af befolkningen stadig kun cirka 3500 kroner om måneden.

Derfor har en relativt lille stigning på billetprisen til offentlig transport stor betydning for mange af de mennesker, der benytter den. Derudover kommer prisstigningen i kølvandet på en række andre forhold, der tilgodeser den rigeste del af befolkningen, herunder privatisering af drikkevand, sundhedssystemer og pensionsordninger.

Værtsland i undtagelsestilstand

De dødelige gadekampe mellem militær og demonstranter udspiller sig blot få uger før Santiago skal være vært for et internationalt handels-topmøde mellem 21 Stillehavslande. Om en måned skal byen afholde FN’s klimatopmøde.

Flere forskellige aktører er dog begyndt at stille spørgsmålstegn til rigtigheden i, at FN-landene deltager i et topmøde, der bliver afholdt i en by i undtagelsestilstand. Den franske politiker Alexis Corbière opfordrede i sidste uge den franske regering til at suspendere sin deltagelse i klimatopmødet så længe, der er militær i gaderne.

På trods af at Chiles præsident, Sebastián Piñera, har forsøgt at imødekomme de utilfredse borgere med blandt andet løfter om en 20% stigning i de laveste pensionsordninger, er demonstranterne ikke tilfredse.

Det her kan ikke stoppe, det vil ikke stoppe, før vi får ændret landet”, udtalte en 70-årig demonstrant ved navn Jorge i sidste uge til netmediet Climate Home News. Hans månedlige pension ville, efter en 20% stigning, stadig kun løbe op i omkring 1100 kroner.

Sikkerheds-ekspert spår kulmination under COP25

Også chilenske kendisser har blandet sig i den politiske debat. Den chilenske fodboldspiller, Claudio Bravo, der spiller for den engelske fodboldklub Manchester City, gav den 19. oktober sin opbakning til demonstranterne på Twitter:

De har solgt vores vand, elektricitet, benzin, sundhed, pension, medicin, vores veje, skove, Atacamas saltsletter, gletsjerne og nu også vores transport til de private. Vi vil ikke have et Chile for de få, vi vil have et Chile for alle”.

Fem af de personer, der ejer Chiles drikkevand, er Piñera ministre eller familiemedlemmer. I øjeblikket er tre fjerdedele af Chile i øvrigt tørkeramt, hvilket har udløst en krise for landbruget. Tørken er blevet forværret gennem de sidste 10 år, og et af de områder, der i øjeblikket er hårdest ramt, er hovedstadsområdet, hvor 40% af Chiles befolkning bor, og hvor klimatopmødet skal afholdes i december.

Lucía Dammert, chilensk sikkerheds-ekspert, spår en mulig akkumulation af uroligheder i Santiagos gader, hvis klimatopmødet bliver afholdt samtidig med protesterne. Hvis hundredvis af internationale klimaaktivister går på gaden samtidig med de nuværende demonstranter, vil det betyde “en ende på præsidentens gode omdømme på internationalt plan”, udtaler hun til Climate Home News.

Emner

Kontakt

Jonas Schmidt Hansen

Pressekontakt Redaktør og presseansvarlig Medlemsblad, nyhedsbrev 2625 8208

Nanna Jochumsen

Pressekontakt Teamleder for kommunikation (+45) 3190 2770

Hvad vil du give videre?

Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.

Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia samt Etiopien og Uganda forsvarer vi regnskoven.
Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.

I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.

Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982.

Verdens Skove

Vestergade 12, 3. sal
1456 København K
Danmark