Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Vejen Kommune flytter træningen ud i naturen

Lige meget hvor du befinder dig i Vejen Kommune, så er du tæt på naturen. Og med den rette vejledning så er naturen er rigtigt godt træningsrum for mange mennesker. Naturen rummer mange muligheder, der er stor variation i underlaget, i terrænet og i vejret. Sanser skærpes af de mange indtryk af luft, lyde, dufte, temperaturer, vind og farver. Uderummet er anderledes velkendt og mere rummeligt end en traditionel træningssal. Det vil Vejen Kommune udnytte. Så på tværs af flere afdelinger er der blevet indgået en aftale med DGI om at afholde to forløb af naturtræningsuddannelsen. DGI har god erfaring med at afholde naturtræningsuddannelsen.

- Vi oplever en klar tendens til, at deltagere meget gerne vil træne udendørs. Og vi ved fra forskning, at naturen har en stor indflydelse på både vores fysiske og psykiske velvære, fortæller Stine V. Nikolajsen fra DGI Sydvest.

De første medarbejdere fra Vejen Kommune har afsluttet deres naturtræningsuddannelse og skal nu i gang med at bruge det.

- - Det er altid godt med ny inspiration, og i Livsstil er vi allerede godt i gang med at inddrage naturen omkring Sundhedscenteret i Brørup og Medius i Holsted i vores tilbud. Borgerne er glade for det, og det giver en øget frihed at bevæge sig udendørs. Her er højt til loftet og mange får skærpet deres sanser, når de bevæger sig udenfor i stedet for i et motionscenter, forklarer fysioterapeuterne Christina Røjbæk og Mads Skaarup fra Kronikerteamet i Livsstil.

Det er medarbejdere fra flere afdelinger i Vejen Kommune, som har deltaget, og det betyder, at borgere som fremover får træning i Livsstil, Træning, Social Pædagogisk Center eller i et Aktivitetscenter kan komme til at møde en medarbejder, som inviterer til træning ude i naturen.

Lederne fra de involverede afdelinger ser flere positive muligheder i naturtræningen.

- Vi har naturen lige uden for døren, og den tilgængelighed skal vi udnytte. Naturen kan bruges til både fysisk aktivitet og fordybelse. Det er kun fantasien, der sætter grænser. Derfor er det godt, at medarbejderne nu kan blive inspireret og inspirere hinanden på tværs. Vi oplever, at borgere kan have svært ved at få råd til at betale et kontingent, og da det ikke koster noget at bruge naturen, er det naturligt at understøtte borgeren i den retning, siger Lene Schramm, leder af Livsstil på Brørup Sundhedscenter

Når man afslutter sin træning i Vejen Kommune, er det vigtigt, at man selv fortsætter bagefter. Træner man sammen med andre, er der større chance for, at man fortsætter. Derfor er også frivillige foreninger og lokale træningscentre blevet inviteret med på naturtræningsuddannelsen.

Der er lavet aftale mellem Vejen Kommune og DGI om, at endnu et hold medarbejdere skal afsted på naturtræningsuddannelsen til efteråret. Også her inviteres de frivillige foreninger og lokale træningscentre med på holdet.

Billedtekst: 

Emner

Kategorier

Regions


Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt

Lene Schramm Petersen

Leder af Livsstil Sundhed og Sammenhæng 2475 7819

Hjertet af Syddanmark

Vejen Kommune er en mellemstor kommune med knap 43.000 indbyggere og cirka 19.000 arbejdspladser. Vejen Kommune har stort fokus på fødevarebranchen, og en meget stor del af arbejdspladserne finder man i den branche. Vejen Kommune prioriterer sit erhvervsliv, og har et tæt samarbejde med kommunens mange virksomheder, og forsøger på bedste vis at bistå virksomhederne med god service og kvalificeret arbejdskraft.
Vejen Kommune har masser af smuk og varieret natur, som benyttes flittigt at både lokale og turister. Der er et aktivt foreningsliv i hele kommunen, blandt andet med Vejen Idrætscenter som har stribevis af tilbud, og som også har stor erfaring med afholdelse af større sportsbegivenheder, event, foredrag, konferencer og meget mere.
I Vejen er der billige byggegrunde, både for privat og for erhvervslivet, og der er mange forskellige boformer, blandt andet i en række attraktive landsbyer.
Også handelslivet i Vejen er aktivt og varieret, det gælder til dels i centerbyerne, men i høj grad i Vejen, som byder på et stort og varieret handelsliv med mange butikker.
I Vejen Kommune er der gode muligheder for pasning af børn, og et varieret og kreativt undervisningsmiljø.

Vejen Kommune
Vejen Kommune

Rådhuspassagen 3
6600 Vejen
Danmark