Pressemeddelelse -
Unge på plejehjem: gåture og kortspil giver hygge på tværs af generationer
- Nogle beboere på plejecentret har stærke meninger. De minder om os selv, siger 15-årige Lærke.
Sammen med sin jævnaldrende veninde Caroline har hun siden oktober 2021 arbejdet tre timer om ugen på plejecentret Lindecentret, hvor de hygger sammen med beboerne.
Her spiller de kort, snakker og går små ture, hvor de ”får lidt vind i håret” som Caroline udtrykker det.
Begge synes at arbejdet giver forståelse for mennesker og livet og det giver dem erfaringer, som de også kan bruge i fremtiden. Lærke synes, det er dejligt at arbejde med mennesker.
- Det er fedt, at det fungerer vildt godt her.
Der er ansat ungarbejdere på en række af plejecentrene i Vejen Kommune, og det er politikerne i byrådet, der har valgt at afsætte penge til ansættelserne.
- Det giver rigtig god mening af flere årsager. De unge er ansat for at skabe gode oplevelser og hygge om de ældre, og samtidigt får de forhåbentligt også selv noget socialt ud af at være på arbejde. Det er generationer der mødes og udveksler livssyn og erfaringer og har tid til bare at lytte og snakke, siger Bodil Staal, formand for udvalget for social og ældre i Vejen Kommune.
Også andre plejecentre har ansat unge, og der er plads til flere. Hvis du er mellem 14 og 17 år og kunne tænke dig at blive ansat på et af plejecentrene i Vejen Kommune, er du velkommen til at tage kontakt til en leder af et af plejecentrene.
Det kræver ikke en lang ansøgning. Ring eller send en mail, så kan I måske mødes til en snak, hvis der er en inspirationsstilling ledig.
Emner
Kategorier
Regions
Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.
Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.
Vejen Kommune