Gå til indhold
Unge i Vejen Kommune siger fra overfor narkokørsel

Pressemeddelelse -

Unge i Vejen Kommune siger fra overfor narkokørsel

Kampagnen #dropnarkokørsel har skabt opmærksom om problemet

I årets første otte måneder sigtede Syd- og Sønderjyllands Politi samlet set 986 personer for narkokørsel. I samme periode blev 358 personer sigtet for spirituskørsel. Tallene fortæller, at flere og flere sætter sig bag rattet, selv om de har ulovlige stoffer i blodet. Derfor har de syd- og sønderjyske kommuner søsat kampagnen #dropnarkokørsel. Lokalt i Vejen Kommune er tallet dog faldet fra 64 sigtelser i 2019 til 34 sigtelser i 2020, og er nu på samme niveau som spirituskørsel.

Emil Strebøl Larsen, Rares-Andrei Cujba og Max Gormsen, der alle går i 3. g på Vejen Business College oplever heldigvis ikke de store udfordringer med stoffer blandt deres omgangskreds. De konstaterer også, at det har meget at gøre med, hvem man er sammen med. Da spørgsmålet falder på, om de kunne finde på at sætte sig ind i en bil, hvor de ved, at chaufføren er påvirket af stoffer, lyder der et rungende NEJ!

  • -Det vil være svært at sige til en ven, at han ikke skal køre, hvis han er påvirket af alkohol eller stoffer, men vi vil i hvert fald prøve, fortæller de tre unge mænd, der alle er i målgruppen for kampagnen.

Som samarbejdspartner i kampagnen har de lokale politistationer også studeret statistikkerne og vurderet på, hvorfor tallene ser ud, som de gør. Politikommissær Morten Alslev, der er leder af Beredskabsstation Vejen peger på to årsager til hvorfor tallet er faldet i Vejen Kommune.

For det første har der generelt været meget færre biler på vejene i perioden marts til august, da mange skoleelever og medarbejdere i en lang periode har været hjemsendt på grund af Covid-19. For det andet har Vejens natteliv været lukket ned, og det har angiveligt også haft en sammenhæng. Politikommissæren frygter derfor, at statistikkerne vil se helt anderledes ud, når nattelivet igen åbner op.

  • -Politiets kontroltryk har ikke ændret sig i Vejen Kommune. Vi kontrollerer akkurat så mange nu, som vi hele tiden har gjort, og vores fokus er højt på det område. Siden 2018 har vi brugt et narkometer til at konstatere, om en person er påvirket og i givet fald, hvilket stof vedkommende er påvirket af, fortæller Morten Alslev.

Alene i weekenden i uge 39 blev to personer dog standset med narko i blodet på vejene i Vejen Kommune.

En opfordring til forældrene

Hos SSP i Vejen (samarbejdet mellem Skolerne, Socialområdet og Politiet), der er forankret hos Vejen Ungdomsskole, oplever medarbejderne, at flere unge igen er begyndt at ryge cigaretter, og så er snus et stigende problem. Keld S. Bjørbæk, der er SSP konsulent i kommunen understreger, at konsulenternes arbejde med forebyggelse på skolerne i kommunen er vigtig. Deres erfaring er, at der ikke er mange, der begynder at tage narko, hvis de ikke har røget først. Derfor er blandt de unge, der ryger, tager snus og drikker alkohol, at de sætter flest kræfter ind.

  • -Vi er glade for, at niveauet er faldet i Vejen Kommune. Herfra skal der lyde en stor opfordring til forældrene om at tale noget mere med deres børn og unge om, hvad det i værste fald kan føre til, når de begynder at ryge eller tage snus. Forældrene må meget gerne kontakte os, hvis de har spørgsmål, eller ønsker en snak med os om deres unge, siger Keld Bjørbæk.

Keld S. Bjørbæk pointerer dog også, at det heldigvis stadig er mest normalt, at de unge undgår cigaretter, snus og stoffer. 

Billedtekst:

Emil Strebøl Larsen, Rares-Andrei Cujba og Max Gormsen går alle i 3. g på Vejen Business College 

Emner

Kategorier

Regions


Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt

Peter Hansen

Peter Hansen

Afdelingschef, teknik og miljø 79966200

Anders Hørkjær Pedersen

Projekt- og trafiksikkerhedskoordinator 79966233

Hjertet af Syddanmark

Vejen Kommune er en mellemstor kommune med knap 43.000 indbyggere og cirka 19.000 arbejdspladser. Vejen Kommune har stort fokus på fødevarebranchen, og en meget stor del af arbejdspladserne finder man i den branche. Vejen Kommune prioriterer sit erhvervsliv, og har et tæt samarbejde med kommunens mange virksomheder, og forsøger på bedste vis at bistå virksomhederne med god service og kvalificeret arbejdskraft.
Vejen Kommune har masser af smuk og varieret natur, som benyttes flittigt at både lokale og turister. Der er et aktivt foreningsliv i hele kommunen, blandt andet med Vejen Idrætscenter som har stribevis af tilbud, og som også har stor erfaring med afholdelse af større sportsbegivenheder, event, foredrag, konferencer og meget mere.
I Vejen er der billige byggegrunde, både for privat og for erhvervslivet, og der er mange forskellige boformer, blandt andet i en række attraktive landsbyer.
Også handelslivet i Vejen er aktivt og varieret, det gælder til dels i centerbyerne, men i høj grad i Vejen, som byder på et stort og varieret handelsliv med mange butikker.
I Vejen Kommune er der gode muligheder for pasning af børn, og et varieret og kreativt undervisningsmiljø.

Vejen Kommune
Vejen Kommune

Rådhuspassagen 3
6600 Vejen
Danmark