Gå til indhold
Trafiksikkerheden er blevet forbedret ved Brørup Skole

Pressemeddelelse -

Trafiksikkerheden er blevet forbedret ved Brørup Skole

Vejen Kommune har i november 2019 etableret en hævet flade ud for indkørslen til Brørup Skole, samt ændret strækningen til en 2 minus 1 vej med indsnævringer.

Det har længe været et ønske fra Brørup Skole, at de eksisterende forhold for cyklister ved Brørup Hallerne forlænges frem til Brørup Skole. Kun på strækningen mellem Stadionvej og Brørup Hallerne har der indtil nu været cykelbaner, men det er der nu ændret på. Nu fortsætter cykelbanerne som en 2 minus 1 vej mellem Brørup Hallerne og Tuesbølvej, og samtidig er der etableret et sikret krydsningspunkt ud for Brørup Skole, samt hastighedsdæmpende tiltag pr. 150 m på 2 minus 1 vejen.

- Det har længe været et stort ønske fra forældrene i Brørup at få forbedret trafiksikkerheden på Byagervej. Det er derfor super fedt, at vi nu har fået synliggjort elevernes krydsning med den røde asfalt, og også har fået forlænget cykelstierne, siger leder af indskolingen på Brørup Skole, Jesper Skou Bendixen.

Særligt om morgenen har det ifølge afdelingslederen været utrygt for de mange små og store cyklende skolebørn at færdes på Byagervej.

Projektet er udført efter ønske fra Brørup Skole og er også medtaget i Vejen Kommunes Trafiksikkerhedsplan 2019-2022.

- Cykelfaciliteterne skulle gerne få cyklisterne til at føle sig langt mere trygge, og forhåbentlig også få endnu flere til at cykle til og fra skole. Vi vil rigtig gerne lave flere 2 minus 1 veje rundt i kommunen, og skal jo også til næste år i gang med 2 minus 1 vejen mellem Vejen og Andst. 2 minus 1 veje er langt billigere at anlægge end dobbeltrettede cykelstier, og man får dermed flere kilometer ”cykelsti” for pengene, fastslår formanden for udvalget for Teknik og Miljø, Vagn Sørensen.

Samtidig viser en ny dansk undersøgelse, at 2 minus 1 vejene reducerer antallet af ulykker med 29 procent (Fra Vejen Kommunes Trafiksikkerhedsplan 2019-2022).

En tælling foretaget i 2017 viser, at der på hverdage i snit kører omkring 1.300 biler på Byagervej. Gennemsnitshastigheden er i 40 km/t-zonen ud for skolen målt til 36,8 km/t. Det er dog også konstateret, at 15 procent af bilerne kører med hastigheder omkring de 50 km/t. Der er ikke registreret uheld på strækningen i perioden 2014-2018.

Fakta

På en 2 minus 1 vej er der kun ét spor for bilisterne, selvom der er trafik i begge retninger. Vejtypen anlægges derfor kun på veje med begrænset trafik.
Det, der gør vejen mere tryg at færdes på er, at kantbanerne er ekstra brede, så der er bedre plads til cyklister og fodgængere. Kantbanerne kan også bruges som vigeareal, når to biler møder hinanden, men bilisten vil skulle sænke hastigheden, hvis der er bløde trafikanter på kantbanen.

Gode råd til bilister på en 2 minus 1 vej:

Kør på midten af vejen og træk kun ud på kantbanen, hvis der er modkørende bilister. Sæt farten ned, så du kan nå at reagere i god tid på modkørende. Vær opmærksom på cyklister og fodgængere – især hvis du skal passere en modkørende bilist.

Kør på kantbanen, som du ville køre på enhver anden vej, men vær opmærksom på, at du skal dele området med andre trafikanter. Sæt farten ned, hvis du skal passere en fodgænger, der går på kantbanen.

For yderligere information: 

Formand for udvalget for Teknik og Miljø, Vagn Sørensen, mail: vags@vejen.dk, mobil: 4028 9354.


Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt

Anja Maarslet

Anja Maarslet

Pressekontakt Chefkonsulent 2910 2031
Sigrid Hald Kristensen

Sigrid Hald Kristensen

Pressekontakt Kommunikationsrådgiver 2924 4972

Hjertet af Syddanmark

Vejen Kommune er en mellemstor kommune med knap 43.000 indbyggere og cirka 19.000 arbejdspladser. Vejen Kommune har stort fokus på fødevarebranchen, og en meget stor del af arbejdspladserne finder man i den branche. Vejen Kommune prioriterer sit erhvervsliv, og har et tæt samarbejde med kommunens mange virksomheder, og forsøger på bedste vis at bistå virksomhederne med god service og kvalificeret arbejdskraft.
Vejen Kommune har masser af smuk og varieret natur, som benyttes flittigt at både lokale og turister. Der er et aktivt foreningsliv i hele kommunen, blandt andet med Vejen Idrætscenter som har stribevis af tilbud, og som også har stor erfaring med afholdelse af større sportsbegivenheder, event, foredrag, konferencer og meget mere.
I Vejen er der billige byggegrunde, både for privat og for erhvervslivet, og der er mange forskellige boformer, blandt andet i en række attraktive landsbyer.
Også handelslivet i Vejen er aktivt og varieret, det gælder til dels i centerbyerne, men i høj grad i Vejen, som byder på et stort og varieret handelsliv med mange butikker.
I Vejen Kommune er der gode muligheder for pasning af børn, og et varieret og kreativt undervisningsmiljø.

Vejen Kommune
Vejen Kommune

Rådhuspassagen 3
6600 Vejen
Danmark