Gå til indhold
Pas på- Isen er usikker

Pressemeddelelse -

Pas på- Isen er usikker

Politi og kommune advarer børn og unge

De flotte, hvide tilisede søer, som man kan finde flere steder rundt i Vejen Kommune her i vintermånederne, frister til leg eller en skøjtetur. Men selvom det er bidende koldt, og man tydeligt kan se, at der er is på søerne, advarer politiet dem, der alligevel forvilder sig derud. For isen kan stadig være usikker. Det er forbudt at færdes på isen, før det er undersøgt om isen på søer, kanaler med mere er tyk nok til at kunne bære, påpeger Morten Alslev, der er stationsleder ved Vejen Lokalpoliti.

Lokalpolitiet i Vejen oplever hvert år, at borgere ringer 1-1-4 for at anmelde, at nogle færdes på tynd is, hvilket altid afstedkommer, at Politiet bliver sendt til stedet og tager en snak med de personer, der er på isen. Hvis der er tale om børn og unge, vil forældrene ofte blive kontaktet, så de bliver orienteret omkring deres børns farlige leg på isen.

- Generelt opfordrer vi til, at man tager en snak om, hvor farligt det kan være at bevæge sig ud på søerne. Det kan hurtigt gå galt, og det er svært at være den eller de kammerater, der eventuelt skal tage affære, pointerer Morten Alslev.

    På en lang række offentlige skøjtesøer måler og følger Vejen Kommune isens tykkelse og beslutter i samråd med politiet, om der skal åbnes for færdsel på isen. Politiets Ordensbekendtgørelse foreskriver, at isens tykkelse skal være mindst 13 cm, før det er sikkert at færdes på søerne. Ved disse søer opsættes der i vinterperioden et skilt med 'Isen er usikker'. Når isen frigives til færdsel dækkes skiltene til.

    - Når der er frostgrader, måler vi løbende tykkelsen på isen på skøjtesøerne i kommunens større byer for at bedømme, hvornår isen er tilstrækkelig tyk til, at man kan færdes på den, fortæller Anne Marie Lauridsen fra Teknik & Miljø i Vejen Kommune. 

    Hun opfordrer borgerne til at holde øje med skiltene, inden de bevæger sig derud.

      Isen er ikke åben for færdsel, medmindre det meddeles ved skiltning ved søen. Færdsel på is er altid på eget ansvar og bør aldrig foretages alene eller uden en voksen. Derfor - tænk jer om derude, det kan være livsfarligt at falde gennem isen.

      Vejen Kommune fører løbende tilsyn med isen på følgende søer:

      • Andst Anlæg
      • Askov Dam
      • Brørup – Søparken
      • Brørup – Søen ved Lundtoft Plejecenter
      • Bække Anlæg
      • Holsted - sø ved Søndergade 83
      • Jels - Mariebugten i Jels Nedersø
      • Rødding - Østerbyvej
      • Rødding - mellem Grønningen og Skovvej
      • Skodborg - Børneskoven
      • Vejen - Hvedevænget mod Boulevarden
      • Vejen - Skøjtesøen ved Præstevænget
      • Vejen – Søen mellem Kongevænget og Kongstedgårds Alle

      Billedtekst: Ved dammen i Askov viser skiltet, at man endnu ikke skal opholde sig på isen

      Emner

      Kategorier

      Regions


      Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

      Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

      Kontakt

      Signe Hvergel Pedersen

      Landskabsarkitekt Teknik & Miljø 79966219

      Hjertet af Syddanmark

      Vejen Kommune er en mellemstor kommune med knap 43.000 indbyggere og cirka 19.000 arbejdspladser. Vejen Kommune har stort fokus på fødevarebranchen, og en meget stor del af arbejdspladserne finder man i den branche. Vejen Kommune prioriterer sit erhvervsliv, og har et tæt samarbejde med kommunens mange virksomheder, og forsøger på bedste vis at bistå virksomhederne med god service og kvalificeret arbejdskraft.
      Vejen Kommune har masser af smuk og varieret natur, som benyttes flittigt at både lokale og turister. Der er et aktivt foreningsliv i hele kommunen, blandt andet med Vejen Idrætscenter som har stribevis af tilbud, og som også har stor erfaring med afholdelse af større sportsbegivenheder, event, foredrag, konferencer og meget mere.
      I Vejen er der billige byggegrunde, både for privat og for erhvervslivet, og der er mange forskellige boformer, blandt andet i en række attraktive landsbyer.
      Også handelslivet i Vejen er aktivt og varieret, det gælder til dels i centerbyerne, men i høj grad i Vejen, som byder på et stort og varieret handelsliv med mange butikker.
      I Vejen Kommune er der gode muligheder for pasning af børn, og et varieret og kreativt undervisningsmiljø.

      Vejen Kommune
      Vejen Kommune

      Rådhuspassagen 3
      6600 Vejen
      Danmark