Gå til indhold
Ny type regnvejrsvenligt asfalt hitter

Pressemeddelelse -

Ny type regnvejrsvenligt asfalt hitter

Askov er det første sted i landet, hvor der lægges drænasfalt på en cykelsti. 

Om få uger kan man cykle til og fra Askov Malt Skole og børnehave syd om Askov. Anden etape af cykelstien er ved at blive etableret. Det er den del, der passerer bagom boligområderne mellem Damhus og Sandmarken. Som noget nyt anlægges samlet set knap en kilometer af cykelstien med drænasfalt, og det som det første sted i Danmark.

Cykelstien anlægges som en klimavej, der er baseret på NCC’s PermaVej koncept. En løsning, der også kan anvendes til lokal afledning af regnvand på pladser, villaveje og veje i tætte byer. 

Michael Brask, der er Projektchef hos NCC PermaVej fortæller her om den særlige belægning:

- Løsningen består først og fremmest af en permeabel asfaltbelægning, som er en åben asfalt, hvor regnvandet nemt kan trænge igennem. Under belægningen ligger det særlige bærelag NCC DrænStabil, der har så stor dræneffekt, at det kan optage regnvandet efter samme princip som en faskine.

Belægningen består af to forskellige lag asfalt på henholdsvis seks centimeter og tre centimeter. Med det underlag drænes regnvand langsomt ud i jorden eller videre til kloaknettet med forsinkelse, så kloaknettet ikke overbelastes. Det betyder, at cykelstien altid er fri for vand, selv under skybrud. Og som en ekstra gevinst kræver denne løsning ingen afløbsriste, render eller brønde, hvilket gør anlægsarbejdet mindre kompliceret og minimerer omkostningerne.

- Vi kører cirka 130 tons asfalt på denne etape, fortæller Brian Jensen, der er formand for det rutinerede asfaltsjak, der har arbejdet med drænasfalt før. 

-Vi benytter selvfølgelig de store maskiner og tromlen, når vi anlægger, men meget af arbejdet foregår stadig med håndkraft, forklarer han.

Arbejdet med cykelstien er i gang, og strækningen forbindes med den eksisterende cykelsti langs Ø. Skibelundvej, så der skabes stiforbindelse til boligområderne i den sydlige del af Askov samt Kongeengen i Vejen Syd. 

Carsten Spang Hansen, der er byggetekniker i Teknik & Miljø glæder sig til at opleve det færdige resultat.

- Cykelstien kommer til at passere igennem det nye boligområde, Poul La Coursvej i Askov Syd. Her etablerer vi ligeledes et område med drænasfalt, og det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at fungere.

Vejen Kommune forventer, at cykelstien kan indvies ved udgangen af sommerferien, så den er klar til de mange skolebørn.

Billedtekst 1: Normalt tromler man flere gange på almindeligt asfalt – på denne type tromles kun en enkelt gang eller to

Billedtekst 2: Der lægges drænasfalt på etape et af den nye cykelsti på strækningen Damhus og Sandmarken.

Emner

Kategorier

Regions


Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt

Carsten Spang Hansen

Byggetekniker Teknik & Miljø 7996 6217

Michael Brask

Projektchef NCC 2333 2714

Hjertet af Syddanmark

Vejen Kommune er en mellemstor kommune med knap 43.000 indbyggere og cirka 19.000 arbejdspladser. Vejen Kommune har stort fokus på fødevarebranchen, og en meget stor del af arbejdspladserne finder man i den branche. Vejen Kommune prioriterer sit erhvervsliv, og har et tæt samarbejde med kommunens mange virksomheder, og forsøger på bedste vis at bistå virksomhederne med god service og kvalificeret arbejdskraft.
Vejen Kommune har masser af smuk og varieret natur, som benyttes flittigt at både lokale og turister. Der er et aktivt foreningsliv i hele kommunen, blandt andet med Vejen Idrætscenter som har stribevis af tilbud, og som også har stor erfaring med afholdelse af større sportsbegivenheder, event, foredrag, konferencer og meget mere.
I Vejen er der billige byggegrunde, både for privat og for erhvervslivet, og der er mange forskellige boformer, blandt andet i en række attraktive landsbyer.
Også handelslivet i Vejen er aktivt og varieret, det gælder til dels i centerbyerne, men i høj grad i Vejen, som byder på et stort og varieret handelsliv med mange butikker.
I Vejen Kommune er der gode muligheder for pasning af børn, og et varieret og kreativt undervisningsmiljø.

Vejen Kommune
Vejen Kommune

Rådhuspassagen 3
6600 Vejen
Danmark