Pressemeddelelse -

Ny genbrugsplads indvies på Koldingvej i Vejen

Et højt serviceniveau, lange åbningstider, en overskuelig plads og nemhed var de fire elementer, der gik igen flest gange, da Vejen Kommune for år tilbage gennemførte en spørgeundersøgelse blandt genbrugspladsernes brugere. Og der er blevet lyttet til borgernes ønsker i forbindelse med opførelsen af den nye plads, der åbner fredag den 27. november 2020 kl. 7.

- Det har været vigtigt for os at skabe en genbrugsplads, der er rummelig og overskuelig, og hvor det er nemt at komme af med sit affald. Med en iøjnefaldende skiltning ved de forskellige stationer, bør der ikke være noget at tage fejl af, siger Søren Cæcar Jensen, der er driftsleder i Vej, Park & Genbrug.

Søren Cæcar Jensen fremhæver også det nye containersystem, hvor man ikke længere skal gå på trapper eller bære sit affald op i en container, men ned i en container. Det er meget mere brugervenligt. Samtidig med den fleksible indretning er borgerne afskærmet fra arbejdskørsel, når de bevæger sig rundt på pladsen, og dermed er sikkerheden væsentligt højere end fra den gamle genbrugsplads. Så har man sorteret sit affald og pakket sin bil korrekt, kan man efter en tur rundt på pladsen komme hurtigt ud igen.

Nye tiltag skaber synergi

Det er målet med den nye genbrugsplads, at både borgere, virksomheder og kommunens medarbejderne ser affaldet som en ressource med høj genanvendelsesværdi.

- Som kommune er det den vej, vi skal gå. Vi vil have fokus på cirkulær økonomi og bæredygtighed, fastslår Egon Fræhr, borgmester i Vejen Kommune.

En forbedret håndtering af kemi og mulighed for at afhente kompostmuld er nogle af tiltagene på den nye plads i Vejen.

Udvidede åbningstider

Håndværkere og andre virksomheder har primært benyttet sig af genbrugspladsen i Brørup, hvor åbningstiderne de seneste år har været længere end i Vejen. Med en større plads i Vejen og flere medarbejdere samlet set på de tre genbrugspladser har kommunen fået mulighed for at udvide åbningstiderne, der samtidig ensrettes, så både Brørup, Rødding og Vejen kan besøges i samme tidsrum.

Fra lørdag den 28. november 2020 kan man benytte alle tre genbrugspladser mandag til fredag kl. 07.00-18.00 samt lørdag, søndag og helligdage kl. 10.00-18.00. Der vil kun være enkelte lukkedage i helligdagene, som fremgår af kommunens hjemmeside.

Fakta om genbrugspladsen på Koldingvej i Vejen

  • Genbrugspladsen bliver officielt indviet 27. november 2020 kl. 7. Opførelsen startede i august 2019.
  • I snit er der 1.900 besøgende på genbrugspladsen hver uge, heraf kommer cirka 19 % om søndagen.
  • Genbrugspladsen i Vejen modtager 41 % af de besøg, som borgere og professionelle lægger på kommunens i alt tre genbrugspladser.
  • Det har kostet 17,3 mio. kroner at bygge pladsen.
  • Genbrugspladsen i Vejen har et areal på ca. 17.000 m², hvor man kan sortere 35 typer affald (fraktioner) på pladsen. Dertil kommer farligt affald, der rummer 18 fraktioner.

Billedtekst 1: Den nye plads på Koldingvej 30G i Vejen. 

Billedtekst 2: Genbrugspladsen på Industrivej Vest i Vejen lukker torsdag den 26. november 2020.

Emner

  • Miljøteknik, genbrug

Kategorier

  • genbrug
  • genbrugsplads

Regions

  • Vejen

Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt

Søren Cæcar Jensen

Driftsleder Vej, Park & Genbrug 51625186

Peter Hansen

Afdelingschef, teknik og miljø 79966200

Egon Fræhr

Borgmester 20162669
Media Content Panel
Vejen gammel genbrugsplads.jpg
Licens:
Brug i medier
Download