Gå til indhold
Nu udbyder Vejen Kommune nye, store boliggrunde til salg i Rødding

Pressemeddelelse -

Nu udbyder Vejen Kommune nye, store boliggrunde til salg i Rødding

Nybyggerområdet har fået navnet Isfuglevænget.

Et nyt, smukt og attraktivt nybyggerområde i Rødding er sendt i udbud. Der er tale om en udstykning på 13 store parcelhusgrunde, der varierer mellem 1.022-1.475 m2. Dette sker som et led i Vejen Kommunes nye Bolig- og Bosætningsstrategi om at tiltrække og fastholde borgere lokalt. Og det er kærkomment, fortæller Anne Kirstine Skytt, der er salgsmedarbejder i Teknik & Miljø:

Vi har rigtig mange på kontaktlisten for det nye område, så vi fornemmer, at der er en stor efterspørgsel på nye byggegrunde i Rødding.

Området indgår i en helhedsplan, som blev opstartet tilbage ved grundlæggelse af boligerne på Solbakken. Nu udvides området med naturlige, rekreative områder og eget stisystem, der har forbindelse til Rødding Skole, således at børnefamilierne roligt kan sende børnene af sted.

Isfuglevænget ligger med en yderst attraktiv placering i Rødding både i forhold til skoler og institutioner, men også til dagligvareindkøb.

Det er ret unikt. Man kan faktisk udleve sin nybyggerdrøm med smukt placerede grunde, i et kvarter som er tæt på alle dagligdagens fornødenheder, som hvis man boede inde midt i byen, forklarer Anne Kirstine Skytt.

I Rødding finder man også mange fine butikker, Hotel Rødding, Rødding Højskole, Rødding Aktivitetshus og ikke mindst Rødding Centret, der er et stort aktiv for foreningslivet. Udover Rødding Centrets svømmehal, fitnesscenter, sportshaller og mange udendørs faciliteter indeholder centret ligeledes både bibliotek, biograf og bowlingcenter samt den nyanlagte udendørs padelbane.

Isfuglevænget har fået sit smukke navn, da der bor og yngler Isfugle i de smukke naturomgivelser netop Rødding. Fuglen er med sine fine blå-grønne farver et tegn på god vandkvalitet, da den trives bedst i rene vandløb og søer.

Som det fremgår af kommunens nye Bolig- og Bosætningsstrategi viser det sig, at mange af kommunens tilflyttere kommer fra nabokommunerne. De vælger Vejen Kommune på grund af to vigtige faktorer:

De lave priser, det vil sige, at man får mange kvadratmeter for pengene, samt de lokale omgivelser herunder naturen, kulturen samt forenings- og idrætslivet.

Udbuddet løber indtil torsdag den 8. august 2024 kl. 12.00, hvorefter folk der har afgivet bud, vil blive

direkte kontaktet af Vejen Kommune. Udbudsmaterialet kan findes på Vejen Kommunes hjemmeside. Det indeholder blandt andet en salgsplan, mindstepriser og en standard købsaftale.

Emner

Kategorier

Regions


Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt

Anne Kirstine Skyt

Salgsmedarbejder Teknik & Miljø 79966055

Hjertet af Syddanmark

Vejen Kommune er en mellemstor kommune med knap 43.000 indbyggere og cirka 19.000 arbejdspladser. Vejen Kommune har stort fokus på fødevarebranchen, og en meget stor del af arbejdspladserne finder man i den branche. Vejen Kommune prioriterer sit erhvervsliv, og har et tæt samarbejde med kommunens mange virksomheder, og forsøger på bedste vis at bistå virksomhederne med god service og kvalificeret arbejdskraft.
Vejen Kommune har masser af smuk og varieret natur, som benyttes flittigt at både lokale og turister. Der er et aktivt foreningsliv i hele kommunen, blandt andet med Vejen Idrætscenter som har stribevis af tilbud, og som også har stor erfaring med afholdelse af større sportsbegivenheder, event, foredrag, konferencer og meget mere.
I Vejen er der billige byggegrunde, både for privat og for erhvervslivet, og der er mange forskellige boformer, blandt andet i en række attraktive landsbyer.
Også handelslivet i Vejen er aktivt og varieret, det gælder til dels i centerbyerne, men i høj grad i Vejen, som byder på et stort og varieret handelsliv med mange butikker.
I Vejen Kommune er der gode muligheder for pasning af børn, og et varieret og kreativt undervisningsmiljø.

Vejen Kommune
Vejen Kommune

Rådhuspassagen 3
6600 Vejen
Danmark