Gå til indhold
Netto i Brørup får årets handicappris

Pressemeddelelse -

Netto i Brørup får årets handicappris

I Netto i Brørup er der ansat otte fleksjobbere, som alle har forskellige udfordringer. Butikken rummer dem alle, og det er årsagen til, at butikken af handicaprådet i Vejen Kommune er udpeget til at modtage årets Handicappris 2019.

Peter Hundebøl er glad for sit arbejde. Han er glad for at have noget at stå op til om morgenen, og for at opleve, at hans indsats faktisk betyder noget. Han arbejder 10 timer om ugen i et fleksjob i Netto i Brørup, hvor han er ansvarlig for brødafdelingen.

- Det giver mig en hverdag der fungerer, og det er dejligt at have et område, som jeg har ansvaret for, forklarer Peter Hundebøl.

Han er en af i alt otte fleksjobbere, der er ansat i Netto i Brørup, og de mange ansættelser af sårbare borgere er årsagen til, at butikken med leder Marianne Madsen i spidsen modtager årets handicappris, som uddeles af Handicaprådet i Vejen Kommune.

- Jeg lægger vægt på at hjælpe borgere, der har det svært. Jeg ser mange, der ikke får hjælp, og jeg kan se, hvordan dem jeg har ansat, de udvikler sig og vokser med opgaven, siger Marianne Madsen, som er leder af Netto i Brørup.

Prisen, der første gang blev uddelt i 2009, gives til den enkeltperson, virksomhed, institution, forening eller organisation, der efter Handicaprådets vurdering har ydet en ekstraordinær indsats for mennesker med funktionsnedsættelse i Vejen Kommune.

Marianne Madsen forklarer, at hun har valgt at se fleksjobberne som en ekstra ressource, som ikke bare er der for at være der, men som får ansvar for forskellige områder.

Hun ligger ikke skjul på, at ansættelsen af de mange fleksjobbere også kræver ekstra ressourcer fra hendes side, men hun er ikke tvivl om, at den tid er giver godt ud.

- For mig er det en personlig tilfredsstillelse at se et andet menneske udvikle sig på den måde. De begynder som en lille bønnespire og ender med at være fuldvoksne træer. Jeg ser dem ikke som en begrænsning men som en mulighed, fastslår butikslederen.

Indstillingen af Netto i Brørup kommer fra en virksomhedskonsulent hos Jobcentret i Vejen Kommune. Han fremhæver blandt andet, at der er vidt forskellige udfordringer og behov hos de otte fleksjobbere. En bruger stok, en andet ståstøtte stol og nogle skal have faste opgaver uden tunge løft. Andre skal have ro og struktur omkring opgaverne. Fælles er, at der er plads til dem alle.

Prisen overrækkes på Vejen Bibliotek den 5. december 2019 kl. 20.00.

Forud for prisuddelingen - kl. 19.00 – giver afdelingslederen i virksomheden AspIT, Brian Jørgensen, et oplæg om AspIT's arbejde med at uddanne unge med udfordringer indenfor autisme-spektret til at fungere på det ordinære arbejdsmarked. Alle er velkomne til at komme og overvære prisoverrækkelsen og høre et inspirerende og vedkommende oplæg.

De to øvrige nominerede til prisen var Lykkeligaholdet Troldekids, som er et håndboldhold for børn med særlige behov og Hans Chr. Schack. Indstillerne har skrevet følgende om de nominerede:

Troldekids:

Vi startede op lige før sommerferien 2019. Der havde vi fire prøvegange for at se hvordan stemningen for sådan et hold var. Og de fire gange lå vi mellem seks og 11 spillere. Og efter sommerferien er vi så rigtig gået i gang og træner hver torsdag i VIC. Vi har pt. 10 spillere og ønsker os endnu flere. De børn vi har lige nu er mellem 6-12 år. Konceptet er 5-16 år.

Børnene på holdet ser frem til træningen hver gang. Ofte kan de ikke være med på et “alm. hold” men her er der plads til forskelligheder. Der er plads til at have gode og dårlige dage. Det er en flok skønne unger som oftest har smil på læben og får en succes ved at score mål og have fællesskabet til træningen.

Vi håber på at kunne skaffe flere børn og vi er igang med at kigge på at afholde er lille stævne i det nye år, så de kan komme ud og spille mod andre.Jeg er personligt super glad for at have sagt ja til denne træning, det giver så meget at være sammen med disse skønne unger.

Om nomineringen af Hans Chr. Schack:

Hans Chr. Schack blev i starten af 2016 valgt som ny formand for Vejen Høreforening og siden har han udført et ekstraordinært stort arbejde for denne forening og des medlemmer. Da Hans Chr. Schack blev formand talte foreningen 44 medlemmer – i dag har medlemstallet for længst passeret 100. Denne voldsomme tilgang af medlemmer skyldes ikke mindst Hans Chr.’s ihærdige arbejdsindsats, hvor han via en kombination af gode medlemsarrangementer og synlig medlemshvervning har formået at sætte fokus på lokalforeningen. Hans Chr. Har også valgt at indtræde i Høreforeningens hovedbestyrelse, hvor han er den ene af to repræsentanter fra Region Syddanmark. I Hans. Chr.’s korte formandstid for Vejen Høreforening er foreningens aktiviteter mangedoblet, og Hans. Chr. har blandt andet stået i spidsen for medlemshvervning i forbindelse med Open By Night i både Vejen og Rødding samt utallige medlemsarrangementer som bowling, busture, virksomhedsbesøg, foredrag og meget andet. Senest stod Hans Chr. i spidsen for markeringen af Vejen Høreforenings 80-års-jubilæum. Hans Chr. har med sit virke for Vejen Høreforening været med til at sikre, at de hørehæmmede har fået et talerør, som sikrer, at der vedholdende bliver gjort opmærksom på de rettigheder som de hørehæmmede har.


Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt

Anja Maarslet

Anja Maarslet

Pressekontakt Chefkonsulent 2910 2031
Sigrid Hald Kristensen

Sigrid Hald Kristensen

Pressekontakt Kommunikationsrådgiver 2924 4972

Hjertet af Syddanmark

Vejen Kommune er en mellemstor kommune med knap 43.000 indbyggere og cirka 19.000 arbejdspladser. Vejen Kommune har stort fokus på fødevarebranchen, og en meget stor del af arbejdspladserne finder man i den branche. Vejen Kommune prioriterer sit erhvervsliv, og har et tæt samarbejde med kommunens mange virksomheder, og forsøger på bedste vis at bistå virksomhederne med god service og kvalificeret arbejdskraft.
Vejen Kommune har masser af smuk og varieret natur, som benyttes flittigt at både lokale og turister. Der er et aktivt foreningsliv i hele kommunen, blandt andet med Vejen Idrætscenter som har stribevis af tilbud, og som også har stor erfaring med afholdelse af større sportsbegivenheder, event, foredrag, konferencer og meget mere.
I Vejen er der billige byggegrunde, både for privat og for erhvervslivet, og der er mange forskellige boformer, blandt andet i en række attraktive landsbyer.
Også handelslivet i Vejen er aktivt og varieret, det gælder til dels i centerbyerne, men i høj grad i Vejen, som byder på et stort og varieret handelsliv med mange butikker.
I Vejen Kommune er der gode muligheder for pasning af børn, og et varieret og kreativt undervisningsmiljø.

Vejen Kommune
Vejen Kommune

Rådhuspassagen 3
6600 Vejen
Danmark