Gå til indhold
HTX: Målrettet indsats for at få ny farve på studenterhuen til Vejen

Pressemeddelelse -

HTX: Målrettet indsats for at få ny farve på studenterhuen til Vejen

Det har længe været et stort ønske fra både erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og Vejen Kommune at få etableret en HTX-uddannelse på Vejen Gymnasium og HF. Det bliver der fortsat arbejdet ihærdigt på, ikke mindst fordi det giver rigtig god mening i lige netop Vejen. Her er der en lang tradition for, at unge mennesker tager en erhvervsuddannelse, og Vejen er da også en af de kommuner i landet med den højeste andel af unge, der tager en erhvervsuddannelse.

Etableringen af en lokal HTX er første skridt for at løfte uddannelsesniveauet. Borgmester Egon Fræhr ser nemlig gerne, at det bliver muligt at gennemføre de første grundforløb på en erhvervsuddannelse lokalt:

- Vores ønske om at få HTX-uddannelsen til Vejen er en del af en større vision. Vi vil for eksempel gerne styrke samarbejdet med det lokale erhvervsliv og sikre en fødekæde af arbejdskraft til vores virksomheder. Vi har inviteret Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil på besøg i Vejen Kommune, så hun kan blive inspireret af den indsats, som vi i samarbejde med erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne gør for at få unge mennesker til at tage erhvervsuddannelser, siger borgmester Egon Fræhr

Det er også en del af visionen, at lokale virksomheder aktivt involveres i at skabe værkstedsfaciliteter, hvor eleverne får nogle konkrete oplevelser af, hvordan det er at arbejde indenfor håndværk og industrierhvervene.

Vejen Business College og Vejen Gymnasium og HF har i samarbejde med Vejen Kommune valgt at fokusere på to af de fire HTX linjer, nemlig Energi & Byggeri samt Proces, Levnedsmiddel & Sundhed. Begge linjer passer perfekt til kommunens erhvervsstruktur.

Det er Vejen Business College, der har sendt en ansøgning afsted for at få HTX til Vejen Kommune. Vejen Business College samarbejder med Vejen Gymnasium og HF om HTX, og det bliver på Vejen Gymnasium og HF at uddannelsen bliver placeret. Regionsrådet for Region Syddanmark har behandlet ansøgningen og besluttet at støtte, at der kommer en HTX i Vejen. Region Syddanmark fremhævede særligt den erhvervsvinkel, der er i ansøgningen, som de fandt meget interessant. Ansøgningen er nu hos Styrelsen for Undervisning og Kvalitet til behandling inden Ministerens godkendelse.

Emner

Kategorier

Regions


Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt

Egon Fræhr

Egon Fræhr

Borgmester 20162669
Peer M. Rexen

Peer M. Rexen

Chef for Erhverv og Borgerservice 23841044

Hjertet af Syddanmark

Vejen Kommune er en mellemstor kommune med knap 43.000 indbyggere og cirka 19.000 arbejdspladser. Vejen Kommune har stort fokus på fødevarebranchen, og en meget stor del af arbejdspladserne finder man i den branche. Vejen Kommune prioriterer sit erhvervsliv, og har et tæt samarbejde med kommunens mange virksomheder, og forsøger på bedste vis at bistå virksomhederne med god service og kvalificeret arbejdskraft.
Vejen Kommune har masser af smuk og varieret natur, som benyttes flittigt at både lokale og turister. Der er et aktivt foreningsliv i hele kommunen, blandt andet med Vejen Idrætscenter som har stribevis af tilbud, og som også har stor erfaring med afholdelse af større sportsbegivenheder, event, foredrag, konferencer og meget mere.
I Vejen er der billige byggegrunde, både for privat og for erhvervslivet, og der er mange forskellige boformer, blandt andet i en række attraktive landsbyer.
Også handelslivet i Vejen er aktivt og varieret, det gælder til dels i centerbyerne, men i høj grad i Vejen, som byder på et stort og varieret handelsliv med mange butikker.
I Vejen Kommune er der gode muligheder for pasning af børn, og et varieret og kreativt undervisningsmiljø.

Vejen Kommune
Vejen Kommune

Rådhuspassagen 3
6600 Vejen
Danmark