Gå til indhold
Partnerskabsaftalen blev underskrevet af landbrugets organisationer samt Vejen Kommune
Partnerskabsaftalen blev underskrevet af landbrugets organisationer samt Vejen Kommune

Pressemeddelelse -

Godt nyt på klimafronten - Første partnerskabsaftale er underskrevet med landbrugets organisationer

I denne uge blev der sat vigtige underskrifter på klimaområdet. De fem landbrugsorganisationer, er nu officielle klimapartnere, og de har forpligtet sig til at arbejde aktivt for at nedbringe CO2-udledningen gennem forskellige initiativer.


Flere møder mellem Vejen Kommune og landbrugets organisationer har ført til et kommissorie, der blandt andet indeholder en forventningsafstemning samt en underskrevet partnerskabsaftale på klimaområdet. Gennem et klimapartnerskab med kommunen får de deltagende organisationer hjælp til at lave CO2-regnskab og identificere mulige klimaforbedringer.

Vejen Kommune er et landbrugsland og har samtidig ikke en stor produktion af vedvarende energi. Dermed har kommunen og dens virksomheder samlet set en relativ stor udledning af CO2. I december 2015 underskrev 195 lande Paris-aftalen, der sigter mod, at den globale temperaturstigning skal holdes under to grader. Aftalen var et vigtigt skridt i retning af, at verdens lande tager medansvar for at bekæmpe klimaforandringerne og skabe mulighederne for god fremtid for klodens befolkning.

Lokale samarbejder og partnerskabsaftaler kommer til at fylde meget på klimaområdet. Som kommune kan vi ikke komme i mål alene. Det er vigtigt, at vi finder løsninger sammen, så vi kan hjælpe og understøtte hinanden, pointerer Egon Fræhr, der er borgmester i Vejen Kommune. Han ser det ligeledes som en nødvendighed at få lavet aftaler med flere klimapartnere, så det sikres, at målene nås.

Landbrugsorganisationerne og Vejen Kommune ønsker alle at tage et nødvendigt, lokalt medansvar.

Hermed indgår parterne et klimapartnerskab om at arbejde for at opnå Parisaftalens mål. Det betyder, at der målrettet arbejdes for, at Vejen Kommune - som geografisk område - senest i 2050 er en klimaneutral kommune og har reduceret sin CO2-udledning til netto-nul. Ligeledes skal det sikres, at kommunens store areal bliver robust og modstandsdygtig over for oversvømmelser og andre kommende gener fra klimaforandringer.

Mere konkret betyder det, at parterne i fællesskab vil arbejde for at etablere lavbundsprojekter, en græsproteinfabrik, et biogasanlæg samt at sikre at landbruget skaber en bæredygtig selvforsyning, herunder at de fortsat forelægger klimaregnskab på gårdniveau og anvender den nyeste teknologi.

I forvejen er landbruget et af de erhverv, der i mange år har arbejdet med klimaregnskaber, fortæller Christian Lund, der er formand Sønderjysk Landboforening. Allerede i dag arbejder alle landmænd for at have styr på input og output af CO2 på produktionen af deres animalske produkter, pointerer han.

Det kommende byråd har intentioner om at etablere et paragraf 17 stk. 4 udvalg med klima som overskrift. Her er det muligt at tage virksomheder og andre interessenter ind som en del af udvalget, der skal medvirke til at inspirere klimarbejdet. Udvalget vil blive nedsat i 1. kvartal 2022. På den måde sikres det, at der bliver lavet hensigtserklæringer og partnerskabsaftaler med flere virksomheder og andre organisationer blandt andet inden for områderne energi og transport.

Billedtekst:

Øverst fra venstre:

Hans Peter Hansen, Kolding Herreds Landbrugsforening - Vagn Sørensen, formand for Udvalget for teknik og miljø - Niels Therkildsen, Udvalget for teknik og miljø

Siddende fra venstre:

Henrik Bertelsen, Familielandbruget Sydvest - H.C. Gæmelke, formand Jysk Landbrug - Egon Fræhr, borgmester - Christian Lund, formand Sønderjysk Landboforening og Antoni Stenger, Sønderjysk Familielandbrug


Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt

Egon Fræhr

Egon Fræhr

Borgmester 20162669

Hjertet af Syddanmark

Vejen Kommune er en mellemstor kommune med knap 43.000 indbyggere og cirka 19.000 arbejdspladser. Vejen Kommune har stort fokus på fødevarebranchen, og en meget stor del af arbejdspladserne finder man i den branche. Vejen Kommune prioriterer sit erhvervsliv, og har et tæt samarbejde med kommunens mange virksomheder, og forsøger på bedste vis at bistå virksomhederne med god service og kvalificeret arbejdskraft.
Vejen Kommune har masser af smuk og varieret natur, som benyttes flittigt at både lokale og turister. Der er et aktivt foreningsliv i hele kommunen, blandt andet med Vejen Idrætscenter som har stribevis af tilbud, og som også har stor erfaring med afholdelse af større sportsbegivenheder, event, foredrag, konferencer og meget mere.
I Vejen er der billige byggegrunde, både for privat og for erhvervslivet, og der er mange forskellige boformer, blandt andet i en række attraktive landsbyer.
Også handelslivet i Vejen er aktivt og varieret, det gælder til dels i centerbyerne, men i høj grad i Vejen, som byder på et stort og varieret handelsliv med mange butikker.
I Vejen Kommune er der gode muligheder for pasning af børn, og et varieret og kreativt undervisningsmiljø.

Vejen Kommune
Vejen Kommune

Rådhuspassagen 3
6600 Vejen
Danmark