Gå til indhold
Lissi Larsen (forrest) og Charlotte Hansen får inspiration til den daglige bagning
Lissi Larsen (forrest) og Charlotte Hansen får inspiration til den daglige bagning

Pressemeddelelse -

Brød og boller får en opgradering

Bordpladen er tæt pakket med boller der vokser. Nogle løfter sig pænt i vejret, mens andre vokser mere ud end op. I rugbrødsformene er der også vokseværk, og inden længe skal de mange plader med koldhævede boller, nøddebrød og rugbrød i ovnen. I køkkenet på Åstruplund i Glejbjerg er en flok køkkenmedhjælpere i fuld gang med at blive klogere på, hvad surdej kan.

Fælles for dem er, at de arbejder på et af Vejen Kommunes plejecentre, og at de gerne vil have inspiration til, hvordan de kan gøre den daglige bagning lidt mere interessant og varieret.

- For mig har surdej altid været noget, der tager en hel krig at lave. Men det viser sig, at det gør det slet ikke, forklarer Lissi Larsen, der er køkkenmedhjælper på Enghaven i Rødding. Hun bager boller og kage næsten hver dag, men:

- Vi kører de samme boller næsten hver uge. Det her er da klart en inspirationskilde til at prøve noget nyt, og jeg har lært, at det ikke er så svært, det der med surdej. Jeg kan godt lide at bage selv, fordi man så ved, hvad der kommer i. Her er der ikke en masse tilsatte e-numre, fastslår Lissi Larsen.

Dagens underviser er Dan Feld-Jakobsen. Han er kokkefaglærer og underviser til daglig på EUC Syd.

- Deltagerne her har meget forskellige forudsætninger, men ingen af dem er vant til at arbejde med surdej. Surdej tager tid, men det er sundere, og der er flere og flere der bruger det, siger Dan Feld-Jakobsen.

Efterhånden som de mange brød og boller kommer i ovnen, bliver det tid til at kigge på dagens næste projekt, kagerne. Deltagerne blander sukker og æg, sætter bær til at koge og snakken går lystigt i de små grupper.

- Det her er med til at gøre, at jeg ser andre muligheder i et køkken. Der er kemi i bagning, som man ikke lige tænker på, og det synes jeg er spændende, siger Charlotte Hansen, der er køkkenassistent på Dixensminde i Jels.

Emner

Regions


Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt

Anja Maarslet

Anja Maarslet

Pressekontakt Chefkonsulent 2910 2031
Sigrid Hald Kristensen

Sigrid Hald Kristensen

Pressekontakt Kommunikationsrådgiver 2924 4972

Hjertet af Syddanmark

Vejen Kommune er en mellemstor kommune med knap 43.000 indbyggere og cirka 19.000 arbejdspladser. Vejen Kommune har stort fokus på fødevarebranchen, og en meget stor del af arbejdspladserne finder man i den branche. Vejen Kommune prioriterer sit erhvervsliv, og har et tæt samarbejde med kommunens mange virksomheder, og forsøger på bedste vis at bistå virksomhederne med god service og kvalificeret arbejdskraft.
Vejen Kommune har masser af smuk og varieret natur, som benyttes flittigt at både lokale og turister. Der er et aktivt foreningsliv i hele kommunen, blandt andet med Vejen Idrætscenter som har stribevis af tilbud, og som også har stor erfaring med afholdelse af større sportsbegivenheder, event, foredrag, konferencer og meget mere.
I Vejen er der billige byggegrunde, både for privat og for erhvervslivet, og der er mange forskellige boformer, blandt andet i en række attraktive landsbyer.
Også handelslivet i Vejen er aktivt og varieret, det gælder til dels i centerbyerne, men i høj grad i Vejen, som byder på et stort og varieret handelsliv med mange butikker.
I Vejen Kommune er der gode muligheder for pasning af børn, og et varieret og kreativt undervisningsmiljø.

Vejen Kommune
Vejen Kommune

Rådhuspassagen 3
6600 Vejen
Danmark