Gå til indhold
2022 skal være sommerfuglenes år

Pressemeddelelse -

2022 skal være sommerfuglenes år

Vild i Vejen uddeler tørstetræer til alle

Ildsjælegruppen Vild i Vejen har udnævnt 2022 til at være sommerfuglenes år. Sommerfugle er markører for biodiversiteten, og hvor sommerfuglene har det godt, trives også andre insekter. Dog er det ikke hvilken som helst sommerfugl, som Vild i Vejen sætter fokus på. Af de 15 sommerfuglearter, der findes i Vejen Kommune, har de valgt den mest specifikke art, nemlig citronsommerfuglen. Med dens intense gule farve er det en rigtig forårsbebuder, og de næste kuld flyver helt hen til oktober.

Citronsommerfuglen er en af de allerførste sommerfugle, der kommer på vingerne om foråret. Den overvintrer som voksen og kommer frem, når temperaturen når 8-10 grader først i marts. Her parrer de sig og hunnerne finder et sted at lægge deres æg. Citronsommerfuglen er meget kræsen og lægger kun æg på træerne tørst og vrietorn. Derfor igangsætter Vild i Vejen en kampagne, hvor haveejere, virksomheder og institutioner kan få udleveret et tørstetræ kvit og frit i løbet af marts måned. På den måde kan mange i fællesskab være med til at få flere citronsommerfugle på vingerne. Frøs Sparekasse har doneret de 2.000 tørstetræer, der skal fordeles vidt og bredt i hele kommunen.

- Det er et godt initiativ, der rammer lige ned i hjertet af Frøs Sparekasses markedsområde, fortæller Rolf Møller Jepsen, der er afdelingsdirektør i Brørup og Vejen. 

-Det betyder meget for os, at det er en bred skare, der vil få glæde af vores donation, og vi glæder os til at være med til at plante de første træer.

Vild i Vejen skyder kampagnen i gang ved et arrangement tirsdag den 8. marts 2022 kl. 14.00-16.00 på Højskoleengen i Rødding. Her bliver de første tre tørstetræer plantet af repræsentanter fra Frøs Sparekasse og Vild i Vejen samt borgmester Frank Schmidt-Hansen. Sommerfuglekampagnen er et led i konkurrencen om at blive Danmarks vildeste kommune.

- Vi er meget begejstrede over, at Frøs Sparekasse takkede ja til at donere 2.000 tørstetræer til vores kampagne, fortæller Vild i Vejens næstformand Ritta Klippenborg. 

- Vi glæder os til at bringe træerne rundt i kommunen, tilføjer formand Birgit Brink Lorenz.

I forbindelse med arrangementet kan man høre mere om Vild i Vejens sommerfugletema og de andre vilde arrangementer og tiltag, som ildsjælegruppen har i støbeskeen. Derudover vil Rødding Højskole fortælle om fase to af udvidelse af Højskoleengen.

Har man ikke mulighed for at deltage på dagen, kan man få udleveret et tørstetræ, når Vild i Vejen kommer på tur rundt i Vejen Kommune i løbet af marts. Følg med på vejen.dk/vild for datoer og sted. Her kan man også se hele programmet for arrangementet i Rødding.

På billedet ses Ritta Kloppenborg og Birgit Brink Lorenz, der er henholdsvis næstformand og formand for Vild i Vejen, med de tre store tørstetræer, der skal plantes på Højskoleengen i Rødding.

Emner

Kategorier

Regions


Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt

Birgit Brink Lorenz

Formand, Vild i Vejen 21191410

Hjertet af Syddanmark

Vejen Kommune er en mellemstor kommune med knap 43.000 indbyggere og cirka 19.000 arbejdspladser. Vejen Kommune har stort fokus på fødevarebranchen, og en meget stor del af arbejdspladserne finder man i den branche. Vejen Kommune prioriterer sit erhvervsliv, og har et tæt samarbejde med kommunens mange virksomheder, og forsøger på bedste vis at bistå virksomhederne med god service og kvalificeret arbejdskraft.
Vejen Kommune har masser af smuk og varieret natur, som benyttes flittigt at både lokale og turister. Der er et aktivt foreningsliv i hele kommunen, blandt andet med Vejen Idrætscenter som har stribevis af tilbud, og som også har stor erfaring med afholdelse af større sportsbegivenheder, event, foredrag, konferencer og meget mere.
I Vejen er der billige byggegrunde, både for privat og for erhvervslivet, og der er mange forskellige boformer, blandt andet i en række attraktive landsbyer.
Også handelslivet i Vejen er aktivt og varieret, det gælder til dels i centerbyerne, men i høj grad i Vejen, som byder på et stort og varieret handelsliv med mange butikker.
I Vejen Kommune er der gode muligheder for pasning af børn, og et varieret og kreativt undervisningsmiljø.

Vejen Kommune
Vejen Kommune

Rådhuspassagen 3
6600 Vejen
Danmark