Pressemeddelelse -
Wicky brænder igennem i VEGA
Wicky brænder igennem i VEGA
Den 19. september 2025 rammer rapperen Wicky Lille VEGA med fuld kraft med sin distinkte blanding af trap og skandinavisk hiphop.
Med dæmoniske trommer, eksperimenterende synthezisere og krystalklare hi-hats som sit musikalske bagtæppe, søger Wicky at indfange ungdommens følelse af at være fastlåst et sted imellem TikTok hypervirkelighed og kulturelt fordærv.
I de sidste par år har den hemmelighedsfulde rapper spøgt i krogene og med sidste års konceptuelle EP, Evigt Op, fik Wicky for alvor antændt en ny ild i dansk musik. Evigt Op er kompromisløs i fusionen af trap og skandinavisk hiphop, og EP’en fandt også vej til Soundvenues liste over “Årets 20 bedste danske album” i 2024.
I år har den spirende rapstjerne løftet lidt af sløret for, hvad der tegner til et stort år med singlerne: “Bling Blow” og “Brummer (feat. KESI)”. Særligt Wickys musikalske samarbejde med KESI markerer et markant skift på vejen mod stjernestatus og anerkendelse.
Netop modtagelsen af “Brummer (feat. KESI)” har været til stjerner og roser. Soundvenue har kvitteret med fem af slagsen og tilskriver Wicky autonomi:
“For selvom han med ‘Brummer’ træder endnu et skridt ud af skyggerne, og selvom han får selskab af en af dansk hiphops mest etablerede stemmer, er det stadig umiskendeligt Wicky. Stadig som fra en anden planet.”
Wicky er morgendagens bud på lyden af dansk trap anno 2025, og publikum kan se frem til at træde ind på en mystisk mørk planet, når dørene til Lille VEGA åbner.
Læs mere om og køb billet til koncerten
Fakta om koncerten:
Wicky (DK)
Fredag den 19. september kl. 21.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 200 kr. + gebyr.
Billetsalget starter i dag via vega.dk og Ticketmaster.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.