Gå til indhold
Primal Scream - pressebillede
Primal Scream - pressebillede

Pressemeddelelse -

Primal Screams alternative rock-orkan blæser i VEGA

VEGA & All Things Live præsenterer

Primal Screams alternative rock-orkan blæser i VEGA

Den 6. juni 2025 fylder Primal Scream Store VEGA med deres genrevridende musikalske univers.


Primal Scream har hidtil ikke har været de flittigste til at gæste Danmark. Sidste gang gruppen optrådte i kongeriget var i 2019 og det er hele 14 år siden, at Primal Scream satte strøm til VEGA med deres træfsikre og unikke lyd. Det bliver derfor et længe ventet gensyn, når bandet giver koncert i Store VEGA til sommer.

Med utrættelige Bobby Gillespie i front har det energiske rockband fra Skotland alle dage forkyndt smittende rytmer i en særegen smeltedigel af sydende alternativ rock med afstikkere til genrer som neo-psychedelia, house og indierock.

Diskografien står som et monument over Primal Screams alsidighed og musikalske elasticitet med album som Screamadelica (1991), Vanishing Point (1997) og XTRMNTR (2000). Specielt Screamadelica har vist sig som en funklende stjerne fra bagkataloget med stærke og inciterende singler som “Movin’ on up”, “Loaded” og “Come Together”.

Sidste år udsendte Primal Scream igen blink på den musikalske radar med albummet Come Ahead (2024). Pladen er bandets første udspil siden 2016 og bandmedlem Martin Duffys død. På Come Ahead taler de skotske rockere flydende Primal Screamsk’ med deres musikalske hengivenhed til et genrevridende lydunivers med et syleskarpt gehør for sange, der emmer af fremdrift og det dansable; særligt gruppens kærlighed til takter ala soul og funk træder frem på pladen.

Musikmediet NME kvitterede begejstret med fire stjerner til albummet, og Mojo Magazine kastede roser efter udgivelsen med ordene: “A triumph in thematic/aural juxtaposition, Come Ahead is up there with Primal Scream’s best.”

Publikum kan se frem til at blive blæst bagover, når Primal Scream igen vender retur til Store VEGA med deres originale og farvestrålende alternative rock-orkan.

Læs mere om og køb billet til koncerten

Fakta om koncerten:
Primal Scream (UK)
Fredag den 6. juni kl. 20.00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 445 kr. + gebyr.
Billetsalget starter fredag kl. 10.00 via vega.dk, allthingslive.dk og Ticketmaster.

Related links

Emner

Kategorier


VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.

Kontakt

Mads Bedstrup

Mads Bedstrup

Communications Manager

Velkommen til VEGA!

VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond.

Med tre adskilte koncertsale præsenterer VEGA et bredt musikprogram, der dækker mange forskellige genrer. Den store koncertsal, Store VEGA, har kapacitet til 1.550 gæster, Lille VEGA har plads til 500, mens Ideal Bar Live har plads til omkring 200 stående publikummer.

Årligt løber der omkring 350 koncertarrangementer af stablen i VEGA, og de +800 bands, der står på VEGAs scener, afspejler en målsætning om at finde den rette balance mellem nye talenter og mere etablerede navne indenfor rock, pop, soul, hiphop, elektronisk- og global musik samt præsentere publikum for diverse klubkoncepter. VEGAs tekniske udstyr, hvor særligt lydsystemet er af højeste kvalitet, garanterer en perfekt oplevelse.

VEGA råder over i alt 12 barer til servicering af publikum og musikere. VEGAs centrale placering på Vesterbro i København med Metro til døren og den tætte forbindelse til Sydsverige taget i betragtning, gør huset til et oplagt valg, når indendørskoncerter med internationale kunstnere skal planlægges.

VEGA

Enghavevej 40
1674 København V
Danmark