Pressemeddelelse -
ozzy gør sin entré i Store VEGA
VEGA præsenterer
ozzy gør sin entré i Store VEGA
Den 19. september 2025 kan du få din boogie på, når den danske hiphop-stjerne ozzy elektrificerer publikum i Store VEGA.
Stiller man skarpt på det danske hiphop-barometer for tiden, vil man finde en pil, der roterer på helt ustyrlig vis.
Den danske hiphop er i fuldt flor og rasende medvind, og nu puster endnu en musiker i genrens hårdt opspændte sejl og skaber fornyet fremdrift. ozzy er den nyeste mand ombord med sine bølgende og inciterende hiphop- og drum and bass toner.
Debutsinglen “Samme side” har siden udgivelsen i 2023 opnået flere millioner af streams, og i ledtog med ozzys feature på nummeret “Entré" fra i år, der er lavet i samarbejde med kollegaerne Anton Westerlin og Lamin, har musikeren for alvor indprentet sit navn på nethinden. “Entré” har toppet Spotifys top-50 liste, og sangen befinder sig stadig i top ti.
Nu har ozzy igen kog i hiphop-kedlerne med det spritnye nummer “Lad Dig Gå”. På sangen er han flankeret af popmagikeren Thor Farlov.
Efter at have teaset sange på både TikTok og Instagram kan ozzy og Thor Farlov nu endelig løfte sløret for de mange timer i studiet. Resultatet er en lækkerbisken af de bedste takter fra drum and bass’ elektrificerende tempo og de to musikeres ørefængende vokaler.
ozzy har netop spillet i et stuvende fuldt Pumpehus, og nu stævner han ud med ny musik i ærmet og sætter kursen mod Store VEGA.
Fakta om koncerten:
ozzy (DK)
Fredag den 19. september kl. 20.00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 220 kr. + gebyr.
Billetsalget starter mandag den 28. april kl. 10.00 via vega.dk og unitedtickets.dk.
Læs mere om og køb billet til koncerten med ozzy.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.