Gå til indhold
Bikstok - pressebillede
Bikstok - pressebillede

Pressemeddelelse -

Over Stok Og Sten med Bikstok i VEGA

VEGA præsenterer
Over Stok Og Sten med Bikstok i VEGA

Den 23. maj 2025 kan du skråle med på et utal af legendariske dancehall-hits, når Bikstok fejrer 20års jubilæum for deres ikoniske debutalbum.

De tre lyrikere og flowmasters Pharfar, Blæs Bukki og Eaggerman er klar til at fyre helt op under dancehall-kedlerne, når de til maj endelig rammer Store VEGA.

Trioen bragede ind på den danske musikscene tilbage i 2005 med deres forunderlige mix af dansksproget reggae, dancehall og hiphop. Med debutalbummet Over Stok Og Sten kickstartede bandet en gylden æra inden for dansk dancehall, og albummet står som et af de helt store referencepunkter inden for genren.

Med hits som “Cigar”, “Penge På Græs”, “3 Stk’s Tøj” og “Græder for Dem” startede Bikstok festen overalt i Danmark. Albummet modtog et utal af roser fra anmeldere. Gaffa kvitterede med seks funklende stjerner og skrev bl.a.:

“Bikstok har for første gang herhjemme vovet at tage den hårdtpumpede, jamaicanske dancehall-lyd og tilsat dansksprogede rim, rap og raggamuffin. Det lykkes 100 procent!”

I 2015 udgav trioen deres andet album Uranium, der endnu engang inviterede lytteren ind i et særegent, humoristisk univers, om alt fra romere, kyllinger og koner. Med albummet viste de tre rappere, hvor ustyrlige og ekvilibristiske de er som lyrikere.

Den 23. maj kan du komme med på en uforglemmelig musikalske rejse, sprængfyldt med catchy melodier og hæsblæsende arrangementer fra den danske dancehalls øverste hylde.

Fakta om koncerten:
Bikstok (DK)
Fredag 23. maj, 2025 kl. 20.00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 325 kr. + gebyr.
Billetsalget starter i dag via vega.dk og Billetlugen.
Læs mere om og køb billet til koncerten med Bikstok
.

Related links

Emner

Kategorier


VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.

Kontakt

Thomas Thy

Thomas Thy

Pressekontakt Communications Manager

Velkommen til VEGA!

VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond.

Med tre adskilte koncertsale præsenterer VEGA et bredt musikprogram, der dækker mange forskellige genrer. Den store koncertsal, Store VEGA, har kapacitet til 1.550 gæster, Lille VEGA har plads til 500, mens Ideal Bar Live har plads til omkring 200 stående publikummer.

Årligt løber der omkring 350 koncertarrangementer af stablen i VEGA, og de +800 bands, der står på VEGAs scener, afspejler en målsætning om at finde den rette balance mellem nye talenter og mere etablerede navne indenfor rock, pop, soul, hiphop, elektronisk- og global musik samt præsentere publikum for diverse klubkoncepter. VEGAs tekniske udstyr, hvor særligt lydsystemet er af højeste kvalitet, garanterer en perfekt oplevelse.

VEGA råder over i alt 12 barer til servicering af publikum og musikere. VEGAs centrale placering på Vesterbro i København med Metro til døren og den tætte forbindelse til Sydsverige taget i betragtning, gør huset til et oplagt valg, når indendørskoncerter med internationale kunstnere skal planlægges.

VEGA

Enghavevej 40
1674 København V
Danmark