Pressemeddelelse -
Hør stemmen fra Blue Foundation solo i Ideal Bar
VEGA præsenterer
Hør stemmen fra Blue Foundation solo i Ideal Bar
Den prisvindende komponist og tidligere forsanger i Blue Foundation, Kirstine Stubbe Teglbjærg, har siden sin afgang fra bandet i 2009 arbejdet med sin egen musik. I august 2012 udgav hun sin første solosingle, ”Drømmenes lyd”, og er nu klar med single nummer to, ”Tæppet er faldet”, som bl.a. kan høres i Ideal Bar den 2. maj.
Hits i USA
Kirstine Stubbe Teglbjærg er stemmen bag hits som ”Eyes on Fire”, ”As I Moved on”, ”Bonfires” og ”End of the Day”. Med mere end 39 millioner afspilninger på Youtube er hun en af de mest afspillede danske, kvindelige sangerinder.
Sammen med Blue Foundation har hun modtaget platin for mere end to millioner solgte albums i USA for deres bidrag til Twilight-soundtracket med sangen ”Eyes on Fire”. En anden sang med Teglbjærg, ”Sweep”, kom med på lydsporet til filmen Miami Vice.
Savner at optræde live
Teglbjærg har tilbragt de sidste tre år i selvvalgt, kreativt eksil i sit studie på Vesterbro, men er nu begyndt at savne mødet med publikum. Om sin tid med Blue Foundation forklarer hun:
”At spille koncert foran et menneskehav på Roskilde Festival er noget af det største, jeg har oplevet, og jeg kan ikke beskrive, hvor meget det betyder, at så mange mennesker over hele verden har lyttet til vores musik. Jeg savner mødet med disse mennesker, og jeg håber at genfinde nogle af jer derude, selvom der er gået lang tid.”
Soloalbum på dansk snart på vej
Teglbjærgs første single, ”Drømmenes lyd”, der udkom i sommeren 2012, blander den skrøbelige og smukke vokal med blide guitarakkorder og ulmende klaverspil. Anden single, ”Tæppet er faldet”, der udkom 5.februar, er skrevet, arrangeret og produceret af hende selv. Hun fortæller også, at hun til april udgiver sit første soloalbum. Hun er allerede nu i gang med en række numre, hvor lyden er bygget op omkring en blanding af fysiske og elektroniske instrumenter, manipulerede reallyde - og denne gang med tekster på dansk.
Fakta om
koncerten
Kirstine Stubbe Teglbjærg
Torsdag den 2. maj kl. 21.00
Ideal Bar, Enghavevej 40, 1674 Kbh. V
120 kr. + gebyr
Forsalg via VEGAs hjemmeside, Billetnet og på
posthuset.
Læs mere om koncerten.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond, som er skabt med det ene formål at drive koncertvirksomhed. Årligt løber der omkring 250 koncerter og begivenheder af stabelen i VEGA.