Pressemeddelelse -
Hiphop-legenderne i Looptroop Rockers nedlægger VEGA
VEGA og Repræsentation præsenterer
Hiphop-legenderne i Looptroop Rockers nedlægger VEGA
Den 22. september rammer de svenske hiphoppere i Looptroop Rockers Lille VEGA, når de fejrer deres 25. års jubilæum som gruppe.
Det bliver et hiphop-brag af dimensioner, når rim-mestrene i Looptroop Rockers leverer det ene magiske hit efter det andet i VEGA.
Det var i gymnasietiden tilbage i 1992 i Västerås, at de musikalske grundsten blev lagt. Kammeraterne Promoe, Embee og Cosmic gik sammen om at udgive kassetter til venner og spillede et utal af shows på den lille lokale hiphop-scene under navnet Looptrop. Hurtigt spredte rygterne sig om deres musikalske egenskaber.
Med deres hårde samfundsrevsende tekster, lækre beats og store kunstneriske overskud, har Looptroop Rockers gennem årene cementeret deres plads øverst på den skandinaviske hiphop-scene.
Fra 1992 til 2000 udgav gruppen adskillige mesterlige udgivelser, som Superstars (1993), Threesicksteez (1995), From the Waxcabinet (1996) og Punx Not Dead (1998) og nåede de succesfulde tinder i 2000 med studiealbummet Modern Day City Symphony.
Seneste udspil fra gruppen er fra 2018 med det skarptskårne album Motivation Music, hvor der er gæsteoptrædener fra navne som Ayla, WAN og Timbuktu.
Looptroop Rockers har virkelig gjort sig bemærket ved at turnere intensivt gennem årene, og de har rørt jorden i mere end 30 lande i løbet af deres lange og imponerende karriere. Bandet blev optaget i Swedish Music Hall of Fame i marts 2017, og den 22. september kan du komme til opleve dem i Lille VEGA.
Fakta om koncerten:
Looptroop Rockers (SE)
Fredag den 22. september 2023 kl. 21.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 245 kr. + gebyr.
Billetsalget starter i dag via vega.dk og Ticketmaster
Læs mere om og køb billet til koncerten med Looptroop Rockers
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.