Pressemeddelelse -
Dansk postrock, der åbner portene til drømmene
VEGA præsenterer
Dansk postrock, der åbner portene til drømmene
The Shaking Sensations og The Late Night Venture skaber æteriske rumklangs-sensationer og buldrende tromme-torden i VEGA den 23. november.
The Shaking Sensations
Kvintetten leverer smuk og atmosfærisk postrock, der tager lytteren med i sværmeriske drømmerier af rumklang og ekko. Bandet udgiver den 4. oktober det nye album How Are We To Fight The Blight?, hvorpå bandet har indspillet de fleste spor live i studiet. Albummet er blevet mikset og mastereret af Magnus Lindberg fra bandet Cult of Luna.
Deres andet album Start Stop Worrying udkom halvandet år efter den anmelderroste debut East of Youth fra 2011, der bl.a. fik Undertoners anmelder til at kaste fem stjerner efter de danske postrockere og skrev:
”Lyduniverset sætter konstant en ny scene: fra de dybe kløfter og op til atmosfæriske højder for så igen at nedbryde sig selv. East of Youth er kort sagt en plade, man virkelig bør høre.”
På opfølgeren skrev bandet kontrakt med det mægtige tyske pladeselskab Pelagic Records, og havde Matt Bayles, der tidligere har samarbejdet med bands som Mastodon, Isis, Mono og Caspian, bag knapperne. Med bandets to trommeslagere fremspiller The Shaking Sensations eksperimenterende og fremaddrivende tromme-hypnoser og sammen med vævende guitarfigurer skaber de et forunderligt billedskabende univers af lys og mørke.
Late Night Venture
I grænselandet mellem postrock, metal og shoegaze arbejder det danske band Late Night Venture med deres særegne og sammenkogte mix af tonstunge riffs, dystopiske trommer og vokal, der veksler mellem vanvid og sensibilitet. Bandet har udgivet tre album og spillet mere end 200 shows i ind- og udland. Med deres seneste album Tychonians dykker bandet ned i 45 minutters udforskning af moderne post- og space-rock.
Support: A Horrible Death To A Horrible Man
Det danske band A Horrible Death To A Horrible Man spiller, hvad de selv kalder post-traumatic rock. I april udgav de deres andet album First Light. Med albummet udforsker bandet et mere grunget og rocket udtryk, hvor debutalbummet Escape Escape tog afsæt i blackmetal og postrock. Både lyrisk og musisk har kvartetten fokus på livets tungsindighed, der er skabt til at vække følelser hos lytteren.
Fakta om koncerten:
The Shaking Sensations + Late Night Venture (DK)
Lørdag d. 23. november kl. 20.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 150 kr. + gebyr
Billetsalget starter i dag via vega.dk og Ticketmaster
Læs mere om og køb billet til koncerten med The Shaking Sensations og Late Night Venture.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.