Gå til indhold
A Colossal Weekend 2017 er klar med de første otte navne
A Colossal Weekend 2017 er klar med de første otte navne

Pressemeddelelse -

A Colossal Weekend er klar med de første otte navne

A COLOSSAL WEEKEND 2017
VEGA og COLOSSAL er nu klar med det første hold navne til A Colossal Weekend 2017. Sidste års weekend, som for øvrigt var totalt udsolgt, talte bl.a. navne som Cult of Luna, Russian Circles, This Will Destroy You og Pelican. I sidste uge kunne vi løfte sløret for en af den kommende udgaves hovednavne DEAFHEAVEN, som nu får følge af en række stærke navne indenfor de mere mørke afkroge af metal- og rockgenren. 

Tidligere Isis-frontmand i spidsen for amerikansk sludge-supergruppe
Er man til sludge og post-metal, må en hybrid mellem Isis, Old Man Gloom, Russian Circles, Botch og These Arms Are Snakes, være den ultimative våde drøm. Ikke desto mindre er SUMAC netop dette, og der er garanteret tung og mørk forsamling, når Aaron Turner (Ex-Isis), Nick Yacyshyn (Botch, These Arms Are Snakes) og Brian Cook (Russian Circles) rammer VEGA til maj.


Oversete postrock-veteraner er tilbage
Med albummet Eternal Bliss fra 2006 blev britiske Yndi Halda udnævnt som Europas modstykke til Godspeed You! Black Emperor, og forventningerne til bandet var tårnhøje. Disse blev blev indfriet med energiske og hjerteskærende liveshows, der i den grad berettigede sammenligningerne. Alligevel skulle der gå 10 år, før en opfølger til debuten så dagens lys. Med Under Summer fra i år, beviser kvintetten, at klassisk post-rock stadig er aktuel og smukkere end nogensinde.

Sørgmodige dødshymner og gribende skønsang
Emma Ruth Rundle er lige nu aktuel med Albummet Marked For Death, som bl.a. fik en yderst varm modtagelse af Pitchfork. Med en baggrund i Marriages og Red Sparowes, er Emma Ruth Rundle en erfaren kvinde og stærk figur på den alternative, atmosfæriske rock-scene. Med hendes solomateriale formår hun, at kombinere det mørkeste fra menneskets sind, med håb og forløsning, i en særegen blanding, hvor inspiratorer som både David Lynch og Kate Bush momentvis kan spores.

Kompromisløst og fandenivoldsk kaos
Gennem årene har Oxbow fået påklistret et hav af mærkater, alle berettigede og alle ligegyldige, hvis man vil prøve at forstå, hvad dette band egentlig handler om. Bandet der oprindeligt er fra London, men nu bosiddende i San Fransisco, har en udgivelseshistorik, der strækker sig helt tilbage til 1989 og har siden da leveret 6 albums, en række ep’er og flere live-albums. Oxbow har etableret sig som et af avantgarde-rockens monstre, der med Niko Wenners ustyrlige kompositioner og produktioner, samt forsanger Eugene S. Robinsons excentriske og halvmaniske fremtoning, både visuelt og auditivt kalder til messe med det mørke og uforudsigelige.

Svensk storladenhed rammer VEGA
Svenske Anna Von Hausswolff leverede i sommers et af de absolutte højdepunkter på årets Roskilde Festival, da hun indtog et stopfyldt Gloria med hendes overmenneskelige og hypnotiserende vokaler, svævende orgelflader og klassiske postrock-cresendoer. Det er en stor ære at have hende på programmet for A Colossal Weekend 2017.

Sydeuropæisk musikalsk ekvilibrisme
De sidste to offentliggørelser i denne omgang, appellerer i høj grad til de af os, der sætter det tekniske, skæve taktarter og musikalsk håndværk i højsædetValerian Swing fra Correggio nær Carpi i Italien, spiller højoktan math-rock, med klare afstikkere til 70’ernes metal og prog-scene. Overdreven musikalsk forståelse og formåen gør et hvert møde med dette band til stærk oplevelse. Uden tvivl en gemt perle i årets program. Fra Madrid, kommer post-rockerne Toundra, der med et uhørt godt øre for tunge guitarriffs lægger sig i samme boldgade som Neurosis og Pelican. Herudover formår bandet at snige utraditionelle elementer, bl.a. fra flamencoen ind hist og her, hvilket skaber et forfriskende bud på moderne post-rock og metal.

Flere navne og offentliggørelser over de kommende måneder
Over de næste måneder vil vi løbende offentliggøre flere acts, talks og andre aktiviteter, som vil foregå under A Colossal Weekend 2017. Der er så meget i støbeskeen, og vi glæder os til at dele det fulde program med jer!

Billetter i salg nu
A Colossal Weekend strækker sig over to dage og foregår på flere scener i VEGA. Der vil være flere billettyper til salg – både partoutbilletter og endagsbilletter. Partoutbilletterne er indtil videre de eneste, som er sat i salg. Bemærk, der være et begrænset antal partout-billetter.

Partout-billetterne gælder til begge dage samt ALLE scener, og koster 550 kr. + gebyr. Disse er til salg nu via. Ticketmaster.

Når det endelige program er offentliggjort, vil der også komme endagsbilletter i salg. Pga. kapacitetsforskellen mellem de forskellige venues vil endagsbilletterne derfor gælde til ca. halvdelen af programmet for de enkelte dage.

Fakta om A Colossal Weekend:
Fredag den 5. maj og lørdag den 6. maj
VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris – Partoutbillet 550 kr. + gebyr
Billetsalget er startet via vega.dk og Ticketmaster. 
Læs mere om og køb billet til A Colossal Weekend.

Related links

Emner

Kategorier


VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond, som er skabt med det ene formål at drive koncertvirksomhed. Årligt løber der omkring 330 koncerter og begivenheder af stabelen i VEGA.

Kontakt

Bettina Balle

Bettina Balle

Pressekontakt PR Manager 33260955

Velkommen til VEGA!

VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond.

Med tre adskilte koncertsale præsenterer VEGA et bredt musikprogram, der dækker mange forskellige genrer. Den store koncertsal, Store VEGA, har kapacitet til 1.550 gæster, Lille VEGA har plads til 500, mens Ideal Bar Live har plads til omkring 200 stående publikummer.

Årligt løber der omkring 350 koncertarrangementer af stablen i VEGA, og de +800 bands, der står på VEGAs scener, afspejler en målsætning om at finde den rette balance mellem nye talenter og mere etablerede navne indenfor rock, pop, soul, hiphop, elektronisk- og global musik samt præsentere publikum for diverse klubkoncepter. VEGAs tekniske udstyr, hvor særligt lydsystemet er af højeste kvalitet, garanterer en perfekt oplevelse.

VEGA råder over i alt 12 barer til servicering af publikum og musikere. VEGAs centrale placering på Vesterbro i København med Metro til døren og den tætte forbindelse til Sydsverige taget i betragtning, gør huset til et oplagt valg, når indendørskoncerter med internationale kunstnere skal planlægges.

VEGA

Enghavevej 40
1674 København V
Danmark