Nyhed -
Første gæster til ”En Aften I Folkeklubben” er klar
Folkeklubben er i øjeblikket på en 36 koncerter lang Danmarksturné, hvor den ganske lille trio besøger det meste af landet – en turné, der indtil videre har budt på flere fyldte huse. Lørdag d. 23. maj kulminerer det med en totalaften i Store VEGA under navnet ”En Aften I Folkeklubben”.
Til denne aften kan bandet nu annoncere de første musikalske gæsteindslag, der på hver sin måde repræsenterer vitale elementer i Folkeklubbens musikalske univers: folke- og clubmusikken. Læs mere om de første to gæsteartister nedenfor.
Bagmanden Peter Sommer
Peter Sommer har på flere planer fungeret som en vigtig bagmand for Folkeklubben. De første demoer blev sendt hans vej, og før Folkeklubben udsendte debutalbummet Nye Tider, inviterede Peter Sommer trioen med på en forårsturné i kølvandet på sangskriverens seneste og mere clubbede album Alt Forladt.Det er således en cirkel, der sluttes når Sommer i selskab med bandkumpanerne Stefan Kvamm og Søren Zahle agerer bagmændene fra klubben.
Anmelderroste Dreamers' Circus
Folkeklubben oplevede den anmelderroste trio Dreamers’ Circuspå dette års Tønder Festival og blev blæst omkuld. Gruppen har indenfor det sidste år udgivet debuten A Little Symphony, vundet intet mindre end tre priser til Danish Music Awards Folk og blev i øvrigt inviteret til at optræde i Sydney Opera House i oktober. Se bandet optræde i Operahuset her.
Her fik trioens violinist, Rune Tonsgaard Sørensen, overrakt en af Kronprinsparrets Stjernedryspriser. Dreamers’ Circus er et originalt take på folkemusikken og kommer til VEGA med en unik cocktail af instrumental folkemusik med klassiske elementer.
Totalkoncert i vente
Med ”En Aften I Folkeklubben’ er det ambitionen – gennem en totalkoncert – at give publikum et unikt indblik i, hvilke komponenter og inspirationskilder, Folkeklubben er skabt af. Peter Sommer og Dreamers’ Circus markerer de to først annoncerede gæsteindslag, når Folkeklubben afrunder deres danmarksturné i Store VEGA.
Folkeklubben / 23. maj i Store VEGA - Læs mere og køb billet