Gå til indhold
Oktoberfest i marts og andre forårsfester i Tyskland

Pressemeddelelse -

Oktoberfest i marts og andre forårsfester i Tyskland

Kære læser

Tyskland er det bedste land i verden.

Det blev slået fast i en ny måling, som blev offentliggjort, da verdens rigeste lande mødtes i Davos i Schweiz til World Economic Forum.

Livskvalitet er et af de parametre, som de 60 lande er målt på. Og her er Tyskland i top.

At turisterne også finder tysk livskvalitet i top, afspejler sig i rejsestatistikken. Den satte igen i 2015 rekord med godt 74 mio. udenlandske overnatninger, i alt en stigning på 5,6% i forhold til året før (jan.-nov.; december måned er ikke talt op).

Danskernes rejselyst var også i plus – jan.-nov. havde 3.077.234 danskere overnattet i Tyskland på hotel eller campingplads. Det er en stigning på 4,9% i forhold til rekordåret 2104, da danske overnatninger i Tyskland for første gang nåede over 3,1 mio.

Livskvaliteten er især til at tage og føle på, når der festes i Tyskland. Og det gør der med manér hele året. Årets koldeste måneder, februar og marts, er ligefrem blevet til en særlig ”femte årstid”, der begynder med karnevalerne og slutter med forårsfesterne i tiden op til påske.

Vinterens folkefester som karneval og julemarkeder kender de fleste, men herunder finder I et lille udvalg af mindre kendte fester og festivaler, der sætter kulør på den grå årstid.

Med venlig hilsen

Tysk Turist Information


Fotonavn: Starkbierfest i München

Foto: Paulaner am Nockherberg

Den lille oktoberfest i gang i München

Fastelavnsfesten og karnevalet i München er dårligt overstået, før der kommer stærkøl på bordet til Starkbierfest. Øllet er ikke bare stærkt i alkoholprocent – mindst 7,5% og serveret i literkrus - men også i kalorieindhold, for det skal kompensere for den magre kost i den lange fastetid, som karnevalet oprindelig var startskud til. Især kunne munkene i middelalderen have brug for solidt flydende brød, som det stærke øl kaldtes, for de var i forvejen ofte tynde og udtærede.

Det var netop munke fra Paulanerordenen, der første gang bryggede Starkbier, og Paulaner-bryggeriet, der blev grundlagt i 1634, har lige siden b(r)ygget videre på den tradition. De døbte deres Starkbier Sankt Vater; det blev senere til Salvator, og sådan hedder øllet stadig. Selv om man ikke gør så meget ud af det med at faste mere, heller ikke i det katolske München, så holder Starkbierfesten ved. Festen åbnes med Starkbierprobe – hvor inviterede politikere af enhver observans må tage imod grovheder fra ”fasteprædikanten” og i en revy. Det hele sendes live på tv, så alle har mulighed for at følge med i den ellers lukkede fest.

Bagefter er der Starkbierfest for alle, i år fra 26. februar og til 13. marts for Paulaner-bryggeriets vedkommende. Festen holdes i Paulaner-festsalen på Nockherberg på skråningen mod syd ved Isar-flodens bred. Andre kendte bryggerier i München som Augustiner og Löwenbrau har deres egen Starkbierfest og deres egen særlige Starkbier.

Så kan man ikke vente til Oktoberfesten eller er den for voldsom, kan Starkbierfesten være et alternativ. Den er også kendt som den lille Oktoberfest.

Læs mere på http://www.muenchen.de/veranstaltungen/events/starkbier.html

Fotonavn: Forårsfesten Eisenacher Sommergewinni Eisenach

Foto: Eisenacher Sommergewinn

Eisenach siger farvel til vinteren med en kæmpefest

I Eisenach siger man farvel til vinteren og goddag til sommeren allerede i begyndelsen af marts. Det sker ved den årlige Eisenacher Sommergewinn, der i år holdes for 120. gang. Et mere end kilometerlangt optog med udsmykkede vogne, hesteforspand, trut og fanfarer snor sig gennem byen, hvor huse og træer er festligt pyntet med tusindvis af blomster lavet af kulørt crepepapir.

Med i optoget er den iskolde snedronning og den blege kong Vinter, men også den gyldne Frau Sunna, solgudinden. Hun stiller op til kappestrid med Hr. Vinter, når optoget ender på torvet. Og selvfølgelig løber hun af med sejren, mens kong Vinter trækkes væk, og en halmdukke symbolsk brændes af for at vise, at det er ude med vinteren.

Optoget er den 5. marts, og Eisenacher Sommergewinn fortsætter med mad og drikke, forlystelser for børn, musik og dans og slutter med et kæmpe fyrværkeri 13. marts.

Eisenacher Sommergewinn er en af Tysklands største forårs- og folkefester, der gerne tiltrækker 70-80.000 deltagere og mere end fordobler indbyggertallet i Eisenach.

Læs mere på www.sommergewinnszunft.de

Fotonavn: International Musikfest Hamburg

Foto: Michael Zapf.

Hamburgs Laeiszhalle med koncerter og clubstemning

Der er meget Brahms, en lille smule Bach og Beethoven og andre klassikere på programmet, når Hamburg for anden gang holder international musikfestival 21. april-22. maj. Men ikke kun klassikere.

Sent om aftenen skifter repertoiret, og Hamburgs ærværdige Laeiszhalle bliver til club og venue for popkoncerter og opførelser med den britiske dubstep-musiker Jamie Woon og tyske Pantha du Prince, der egentlig hedder Hendrik Weber, og som med sin elektroniske musik slår bro mellem forskellige genrer.

At Brahms er et stort navn på Hamburgs musikfestival, er ikke så mærkeligt, for Johannes Brahms var født i Hamburg og fik sin første musikalske uddannelse i byen, inden han for alvor blev berømt. To aftener spiller NDR Symfoniorkester et rent Brahms-maraton - alle komponistens fire symfonier i streg - med Thomas Hengelbrock som dirigent.

Læs mere på www.musikfest-hamburg.de  

Emner

Kategorier


Tysk Turist Information i Danmark er del af Tysklands nationale turismeorganisation German National Tourist Board (GNTB). Vi er den officielle formidler af Rejselandet Tyskland og markedsfører Rejselandet Tyskland med henblik på at fremme turismen i Tyskland. Markedsføringen sker i tæt samarbejde med regionale turismeorganisationer i Tyskland og andre lokale aktører.

Kontakt

Lotte Voigt Arnsted

Lotte Voigt Arnsted

Pressekontakt Pressechef

Tyskland - Blandt venner

Tysk Turist Information i Danmark er del af Tysklands nationale turismeorganisation German National Tourist Board (GNTB). Vi er den officielle formidler af Rejselandet Tyskland og markedsfører Rejselandet Tyskland med henblik på at fremme turismen i Tyskland. Markedsføringen sker i tæt samarbejde med regionale turismeorganisationer i Tyskland og andre lokale aktører.

Tysk Turist Information

Amaliegade 13
1256 København K
Danmark