Pressemeddelelse -
Rask på fødderne
Betina Andersen er ny leder af Fodterapeutuddannelsen på Tradium. Hun vil tænke fodbehandlinger ind i et samlet sygdomsbilleder og ønsker endnu mere fokus på forebyggelse.
De 12 undervisere og 123 elever på Fodterapeutuddannelsen på Tradium har fået Betina Andersen som ny leder. Hun kommer fra en stilling som centerleder i Omsorgsområdet i Randers kommune, hvor hun har været leder i 11 år.
Betina Anderen blev uddannet som sosu-hjælper i 1995 og sosu-assistent i 2000. I 2008 blev hun leder for et hjemmeplejedistrikt i Randers kommune og i 2018 færdiggjorde hun en master i læreprocesser.
Fokus på forebyggelse
Med sin sundhedsfaglig baggrund kan Betina Andersen bidrage med nye perspektiver på fodterapeutuddannelsen. Hun mener, det er vigtigt, at fodbehandlingen bliver tænkt ind i det samlede sygdomsbilleder. Fodproblemer er ofte en del af en kombinationsdiagnose, og her er det vigtigt at behandle forebyggende.
”Får man ikke behandlet fødderne, kan det ende med en situation, hvor hjemmeplejen skal tage over. Samfundsmæssigt koster det mange ressourcer, hvis vi kommer for sent ud”, siger Betina Andersen.
Derfor arbejder fodterapeutuddannelsen også sammen med sårklinikken på Randers Sygehus med specialistviden om, hvordan man forbygger sår på fødderne, og hvordan man kan sikre, de ikke kommer igen.
Et godt læringsmiljø
I samarbejdet med sygehuset er undervisernes viden central, men det er også en vigtig del af elevernes uddannelse, at de er med og får lov til at behandle. Det samme gælder i klinikken på Tradium, som mange i byen benytter.
”De mange patienter gør, at vores elever har et rigtig godt læringsmiljø. Samtidig er vi taknemmelige for at have patienter, der er tålmodige og har forståelse for, at det er en læringssituation, de deltager i”, fortæller Betina Andersen
Tradium har over de senest år oplevet et stigende antal ansøgere til uddannelsen og har allerede modtaget flere ansøgninger end der pladser op til næste ansøgningsfrist den første november.
Betina Andersen er 46 år bor i Linde nord for Randers, er gift med Ole og sammen har de børnene Rasmus, Camilla og Cecilie.
Emner
Regions
Om Tradium
Erhvervsskolen Tradium er et uddannelsesmæssigt kraftcenter, som udbyder en lang række ungdoms-, voksen- og efteruddannelser inden for det merkantile og tekniske område: hhx, htx, eux, eud og AMU. Skolen beskæftiger ca. 460 medarbejdere og underviser 2.900 årselever på syv adresser i Randers, Hobro og Pederstrup. Tradium har en vision om at være en internationalt orienteret og stærk partner for erhvervslivet samt en udviklende og attraktiv arbejdsplads med professionelle medarbejdere.Læs mere på tradium.dk