Pressemeddelelse -
Tinderbox tilbyder også overnatning i 2017
Når 2017-udgaven af Tinderbox løber af stabelen fra 22.-24. juni, bliver det endnu engang med overnatning på Fyens Væddeløbsbane, som også tilbyder parkering. Billetsalget starter i dag.
Fyens Væddeløbsbane, den lokale idrætsforening Dalum I.F. og Tinderbox tilbyder også mulighed for at overnatte i forbindelse med tredje udgave af den odenseanske musikfestival i Tusindårsskoven. Overnatningen foregår igen på Fyens Væddeløbsbane, der ligger få hundrede meter fra festivalpladsen.
”Vi er glade for, at vi kan tilbyde overnatning igen i 2017. Vi betragter det som et billigere alternativ til eksempelvis hotel, og da vi tilbød det i år – for første gang – havde vi mere end 1.000 overnattende festivalgæster. Dermed fik vi vished for, at der er et behov, og vi er helt sikre på, at efterspørgslen bliver endnu større næste sommer,” siger Tinderbox' pressetalsmand, Morten Hopballe.
På væddeløbsbanen, hvor man samtidig vil tilbyde parkering, glæder man sig til at tage imod overnattende festivalgæster:
”Vi glæder os til at tage imod festivalgæsterne næste år. Vi er glade for den måde, det foregik på sidste år, hvor folk opførte sig rigtig pænt, og så vil vi selvfølgelig forsøge at give dem endnu bedre rammer. Blandt andet vil vi tilbyde parkering, ligesom vi arbejder på en ekstra indgang, som gør vejen til festivalpladsen kortere,” siger Kim Nielsen, der er daglig leder på Fyens Væddeløbsbane.
Det er den lokale idrætsforening Dalum I.F., der står for servicen på teltpladsen. På pladsen kan man købe mad og drikke, ligesom der vil være toiletter og bad. Det bliver et roligt overnatningstilbud til Tinderbox-publikummet, og derfor er det ikke tilladt at medbringe lydanlæg, sofaer med mere.
”Det er en aktivitet, som vi er rigtig glade for. Og den glæde mødte vi også hos de overnattende sidste år, som sætter pris på, at det er et sted, hvor man primært overnatter. Vi hjælper byen, vi tjener lidt til klubkassen, og så styrker det helt sikkert sammenholdet og klubfølelsen, når vi sammen løser sådan en opgave. Så vi glæder os til Tinderbox,” siger Dalum I.F's formand, Bjarne Christensen.
Billetsalg foregår via www.tinderbox.dk, og der findes to typer overnatningsbilletter. Man kan købe en samlet partout- og overnatningsbillet for 1.795 kr. (prisen stiger til 1.945 kr. i forbindelse med den generelle prisstigning i april), eller man kan købe en overnatnings-tillægsbillet til sin partoutbillet for 395 kr. Alle priser er eksklusiv gebyr.
Teltpladsen åbner torsdag 22. juni kl. 9.00 og lukker søndag 25. juni kl. 12.00.
Related links
Emner
- Kunst, kultur, underholdning
Kategorier
- tinderbox
- tusindårsskoven
- odense
- fyensvæddeløbsbane
- overnatning
- festival
For yderligere information info@tinderbox.dk