Pressemeddelelse -
Telia styrker erhvervsforretningen
Telia Danmark styrker sin erhvervsforretning med strategisk opkøb. Pr. 1. april overtager Telia således it- og systemintegratoren Siminn Danmark, som har leveret it- og kommunikationsløsninger til dansk erhvervsliv i mere end 10 år. Som et led i aftalen overtager Telia 42 medarbejdere og 2.880 erhvervskunder.
”Jeg er meget glad for aftalen, som klart vil give Telia en endnu stærkere position på det danske erhvervsmarked. Telia er i dag leverandør til Siminn, og vi kender dem som en innovativ og agil full service provider med meget stærke kompetencer på bl.a. Unified Communication, der bruges til at binde kommunikation som video, mail og telefoni sammen i én løsning,” siger CEO Telia Danmark Søren Abildgaard.
Aftalen mellem Telia og Siminn indebærer, at Telia får tilført 42 erfarne specialister med en række kompetencer, som Telias erhvervskunder efterspørger og vil drage fordel af.
”I dag forventer erhvervskunder, at de kan lave one stop shopping, så det er afgørende, at vi kan levere hele paletten af kommunikationsløsninger. Blandt andet er Cloud-baserede løsninger en kompetence, som vi har brug for at få tilført, og som er en af Siminns kerneydelser. Siminns produktportefølje komplementerer Telias perfekt,” siger Søren Abildgaard.
Magnus Bodvar, CEO for Siminn Danmark, siger: ”Jeg er glad for den aftale, vi har indgået med Telia. Vores kunder får jo også glæde af de ressourcer og kompetencer, som Telia har til fx at implementere og servicere de vitale dele af virksomheders kommunikationsinfrastruktur. Så alle vinder på det her.”
Parterne har aftalt ikke at offentliggøre aftalens værdi.
Læs mere om Siminn her
Emner
- Data, Telekommunikation, IT
Kategorier
- telia
- erhverv
- siminn
- it- og kommunikation
- leverandør
- specialister
Telia i Danmark er en del af TeliaSonera koncernen, som er den førende telekommunikationsvirksomhed i de nordiske og baltiske lande, med virksomheder i Spanien samt i en række lande i Eurasien, inklusiv Rusland og Tyrkiet. Ved udgangen af 2013 havde TeliaSonera en omsætning på 101,7 milliarder svenske kroner, og 189 mio. kunder (72,5 mio. på hjemmemarkederne og 116,5 mio. igennem delvist ejede selskaber). TeliaSonera er noteret på børserne i Stockholm og i Helsinki. Telia i Danmark udbyder mobil og fastnettelefoni til både privat- og erhvervskunder samt bredbåndsforbindelser og data-services. Telia havde i 2013 en omsætning på 4,6 milliarder danske kroner. Enkelthed og service er vigtigt for at vi kan skabe profitabel vækst og værdi for vores kunder og ejere. Læs mere på www.telia.dk