Pressemeddelelse -
Danskerne flirter løs på mobilen
I anledning af Valentins Dag har Telia undersøgt danskernes romantiske vaner og manerer på mobilen: Hvad kan man tillade sig at skrive i en sms – og hvor ofte gør vi det?
En ny undersøgelse fra YouGov og Telia viser, at knap hver tredje dansker (31 pct.) flirter via sms. Ikke overraskende er det de unge, der sender flest amorøse tekstbeskeder over mobilen – men til gengæld er den ældre generation mest frisindet, når det handler om fx at fri via sms.
Knap hver tredje dansker mellem 18 og 24 år har på et tidspunkt inviteret en mand eller kvinde ud på første date via en sms-besked. Denne tendens er markant mere udbredt i hovedstadsområdet i forhold til resten af landet – og mindst i Nordjylland.
48 pct. af alle danskere har desuden prøvet at skrive ordene ”Jeg elsker dig” på mobildisplayet. For de 18-24-årige er andelen hele 72 pct.
”For den yngre generation er sms en dialogform næsten på linje med den personlige samtale. Det er den hurtige kontaktform, hvor man samtidig som afsender er beskyttet mod at lide afvisningens nederlag ansigt-til-ansigt eller at skulle svare på et pinligt modspørgsmål. Derfor er sms en god kanal til den lille flirt eller det vovede spørgsmål: Vil du med i biffen?,” siger kommunikationsdirektør i Telia Mobility Services, Mette Honoré.
Ville du fri via sms?
3 pct. af de adspurgte danskere i undersøgelsen har ligefrem prøvet at fri til deres udkårne via sms. Undersøgelsen viser dog ikke, om de har haft held med foretagenet. Men kan man overhovedet tillade sig at foretage sig noget så romantisk og skelsættende som at fri over sms? Det mener kun 6 pct. af de 18-24-årige. Derimod er hver tiende over 55 år positivt stemt for idéen.
”Hvor sms for den unge er en hurtig, uforpligtende kontaktform, så opfatter flere modne danskere stadig tekstbeskeden som værende i tættere familie med det håndskrevne brev – altså mere formelt og forpligtende – hvilket kan forklare, hvorfor en større del af de +55-årige mener, at man godt kan tillade sig at fri til sin udkårne på en sms,” siger Mette Honoré.
Spørgsmålet om mobil-frieri deler ikke kun generationerne, men også kønnene, idet 11 pct. af mændene synes, at det er fint at fri via sms, mens der kun er opbakning til mobilt kurmageri fra 6 pct. af de danske kvinder.
Der er dog bred enighed, når det kommer til at slutte et forhold over en sms. Der er danskerne (endnu) mere forbeholdne. Kun én ud af 25 synes, at det er i orden at slutte et forhold på den måde.
FAKTA: I HVILKE LANDSDELE ER DER MEST SMS-FLIRTERI?
- Hovedstadsområdet
- Nordjylland
- Midtjylland
- Syddanmark
- Sjælland
* Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov i via online interviews med 1001 danskere.
Emner
- Data, Telekommunikation, IT
Kategorier
- sms
- fliteri
- valentins dag
- undersøgelse
- yougov
Telia i Danmark er en del af TeliaSonera koncernen, som er den førende telekommunikationsvirksomhed i de nordiske og baltiske lande, med virksomheder i Spanien samt i en række lande i Eurasien, inklusiv Rusland og Tyrkiet. Ved udgangen af 2013 havde TeliaSonera en omsætning på 101,7 milliarder svenske kroner, og 189 mio. kunder (72,5 mio. på hjemmemarkederne og 116,5 mio. igennem delvist ejede selskaber). TeliaSonera er noteret på børserne i Stockholm og i Helsinki. Telia i Danmark udbyder mobil og fastnettelefoni til både privat- og erhvervskunder samt bredbåndsforbindelser og data-services. Telia havde i 2013 en omsætning på 4,6 milliarder danske kroner. Enkelthed og service er vigtigt for at vi kan skabe profitabel vækst og værdi for vores kunder og ejere. Læs mere på www.telia.dk