Pressemeddelelse -
Uudnyttet Big data potentiale i danske virksomheder
Big data er blevet ”big business”, og danske små - og mellemstore produktionsvirksomheder kan drage nytte af den vækst, Big data kan give.
Danske produktionsvirksomheder kan fx optimere både produktionen, ressourceforbruget og spore fejl i produktionen, hvis de bliver bedre til at udnytte Big data i produktionen. Det konkluderer Teknologisk Institut i et nyt notat, som gennemgår mulighederne for brug af Big data i danske produktionsvirksomheder.
- Ifølge internationale studier er datadrevne virksomheder i gennemsnit mere produktive og mere profitable end virksomheder, der slet ikke anvender Big data-værktøjerne. Big data kan give en værdifuld indsigt, der kan optimere virksomhedens produktion og minimere kendte risici i hele virksomhedens værdikæde, siger centerchef Stig Yding Sørensen, Teknologisk Institut.
Begrebet Big data dækker over indsamling, opbevaring, analyse og fortolkning af de enorme datamængder, der skabes i IT systemerne. 90 procent af al data i verden er skabt i løbet af de seneste to år, og datamængden forsætter med at vokse eksponentielt.
- De økonomiske gevinster kan i vid udstrækning realiseres i alle led i virksomhedernes værdikæde. Det er fra design af nye og bedre produkter vha. kunde- og brugerdata i produktudviklingsfasen, over supply chain-management i forsyningskæden til forbedret performance og risikostyring i produktionen, siger Stig Yding Sørensen.
Under indsatsen Produktion i Danmark har Teknologisk Institut gennemgået eksisterende litteratur om Big data med henblik på at afdække det økonomiske potentiale, der er for små - og mellemstore produktionsvirksomheder i at anvende Big data. I notatet ”Anvendelsen af Big data i produktionsvirksomheder”, har Instituttet samlet hovedbudskaberne, der fremhæver, at:
- De små og mellemstore produktionsvirksomheder ikke har kapaciteten til at udnytte Big data i stort omfang
- De små og mellemstore produktionsvirksomheder anvender elementer af Big data-værktøjerne, når det kan skabe værdi på bundlinjen her og nu
- Virksomhedernes tilbageholdenhed må forventes at aftage i takt med, at modne softwareløsninger kan tilbyde Big data-løsninger, som er tilpasset de små - og mellemstore virksomheder, hvad angår pris og funktionalitet.
Notatet, som også bringer eksempler på anvendelse af Big data i produktionsvirksomheder, kan downloades på Teknologisk Instituts hjemmeside.
Yderligere oplysninger: Centerchef Stig Yding Sørensen, Teknologisk Institut, mobil: 7220 2704, mail: stys@teknologisk.dk .
Related links
Emner
- Industri, produktion
Kategorier
- produktion i danmark
- big data
- teknologisk institut
Teknologisk Institut er et innovativt forsknings- og rådgivningsinstitut, der udvikler nye teknologier og omsætter viden til produkter, der har reel værdi for virksomheder og samfund. Læs mere på http://www.teknologisk.dk.
Har du brug for yderligere oplysninger, fotos, udtalelser eller andet, er du meget velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen på tlf. 72 20 10 66 – eller kommunikation@teknologisk.dk