Nyhed -
Fem ting du skal være opmærksom på, når du søger erhvervsuddannelse
Er det et eller flere år siden, du gik ud af 9. eller 10. klasse, og har du nu fundet ud af, at du gerne vil tage en erhvervsuddannelse? Så er der en række ting, som du skal være opmærksom på i din ansøgningsproces. Her får du de fem vigtigste ting at huske:
1. Du skal være afklaret med, hvilken uddannelse du vil ind på, før du søger
Du skal starte direkte på Grundforløb 2, hvor du specialiserer dig inden for den uddannelse, du har valgt. Her kommer du til at arbejde både praktisk og teoretisk, så du er klar til Hovedforløbet, hvor praktikperioden starter. Du skal altså, allerede før du søger, være afklaret med, hvilken uddannelse du gerne vil ind på. Afhængig af, hvad du har lavet tidligere, er det i nogle tilfælde muligt at få merit og dermed springe grundforløbet over, men det er noget, skolen afgør.
Som noget helt nyt kan du faktisk også starte på Grundforløb 1, hvis det er op til to år siden, du gik ud af 9. eller 10. klasse.
2. Du skal søge ind gennem optagelse.dk
Uanset din alder skal du altid søge ind gennem optagelse.dk, når du vil starte på en erhvervsuddannelse. Det gør du ved at logge ind med dit NemId og udfylde ansøgningen. Hvis du er under 18 år, skal én af dine forældre godkende ansøgningen, inden den bliver sendt af sted. Har du allerede en praktikpladsaftale, skal den sendes direkte til skolen.
3. Du skal vedhæfte dine skoledokumenter til ansøgningen
Der er karakterkrav på alle erhvervsuddannelserne, så du skal have mindst 02 i dansk og matematik på minimum 9. klasse-niveau. Du skal fremsende dokumentation på dette. Det vil sige, at du skal sende eksamensbevis (med karakterer) fra folkeskolen eller gymnasiet, eller hvad du nu måtte have taget. Hvis det er længe siden, du er blevet færdig, og du ikke har papirerne, kan du prøve at kontakte din gamle skole, de kan måske hjælpe dig. Ellers kan du se, om de ligger på kmdskolearkiv.dk. Hvis du ikke kan fremskaffe dokumenterne, kan du komme til optagelsesprøve på skolen, efter du har søgt via optagelse.dk.
4. Det er dit ansvar at sikre, at ansøgningen er sendt rigtigt
Når du søger gennem optagelse.dk, får du en kvittering på mail (som du opgiver i ansøgningen), så snart ansøgningen er sendt korrekt af sted. Hvis der er fejl eller mangler i ansøgningen, modtager du ikke en kvittering. Da det er dit ansvar, at den er sendt korrekt af sted, skal du holde øje med, om du får kvitteringen. Når du har modtaget den, skal du ikke gøre mere, før skolen kontakter dig.
5. Skolen kommunikerer kun via e-Boks
Når du har søgt, går der noget tid, før skolen kontakter dig. Når den gør det, vil det ske via e-Boks. Det er her, du vil modtage al relevant information op til skolestart (med undtagelse af din kvittering fra optagelse.dk). Det er derfor vigtigt, at du husker at tjekke din e-Boks, så der ikke er information, du overser.
Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte TECs vejlednings-hotline på 25 45 30 00