Pressemeddelelse -

Ny logistikchef skal sikre fynske håndværkere levering fra øverste hylde

STARK har netop udnævnt 51-årige Peter Poulsen til ny logistikchef for region Fyn. Han kommer fra en stilling som trælastdirektør i STARK Tommerup og har spillet en nøglerolle i at få byggemarkedskædens nye fynske distributionscenter godt fra start. Opgaven bliver nu at sikre den fortsatte optimering af logistikressourcerne i regionen til gavn for de fynske håndværkere.

Fra uge 32 skifter 51-årige Peter Poulsen stillingen som trælastdirektør i STARK Tommerup ud med posten som STARKs nye logistikchef for region Fyn. Det sker i forlængelse af åbningen før sommerferien af STARKs nye distributionscenter i Tommerup, der med en samlet belægning på 18.000 kvm er blandt de største af sin art i Danmark.

Optimal udnyttelse af ressourcerne

Peter Poulsen har selv de seneste måneder spillet en nøglerolle i at få det nye distributionscenter kørt godt i gang. Hans opgave fremover bliver at fortsætte dette arbejde og sikre den optimale udnyttelse af regionens ressourcer til gavn for de fynske håndværkere.

- Det glæder mig at kunne udnævne Peter til ny logistikchef for region Fyn. Han kommer med en stor portion operationel knowhow og har siden maj med stor succes stået i spidsen for regionens logistik på midlertidig basis, siger logistikdirektør Alexander Ritter von Weinzierl fra STARK, der er Danmarks førende leverandør til professionelle i byggeriet.

- Peter har samtidig en udpræget kundeorienteret tilgang og evner at skabe den interne opbakning blandt medarbejderne, som er nødvendig for, at vi kan indfri vores leveringsmål. Det er derfor en fornøjelse at byde Peter velkommen på holdet, fortsætter han.

De rette folk på de rette positioner

Siden 2004 har Peter Poulsen været en del af STARK, hvor han bl.a. har taget lederuddannelse og beskæftiget sig med salg og service til byggemarkedskædens professionelle kunder. Han blev trælastdirektør i 2006 og har siden stået i spidsen for STARK forretninger i Hillerød og senest Aarup og Tommerup, hvor man nu har igangsat processen med at finde en afløser.

Peter Poulsen lægger som leder ikke mindst vægt på at opbygge en stærk arbejdskultur med et godt arbejdsklima og de rette folk med de rette kompetencer i organisationen. Det sikrer nemlig en høj grad af medarbejdertilfredshed, der er afgørende for at kunne levere den service og effektivitet, som kunderne forventer.

- Vores mål er, at vi altid skal levere den rette vare i rette kvalitet og mængde til rette tid og sted, og det starter med dygtige og engagerede medarbejdere. Etableringen af det nye distributionscenter rummer desuden et stort potentiale for yderligere optimering af vores leveringsservices i hele regionen, som vi skal fortsætte med at få realiseret, fortæller han og uddyber:

- Ude på byggepladserne er der som regel kort vej fra beslutning til handling, og tidsplanerne er ofte stramme. Her er det vores opgave som leverandør at udvise den fleksibilitet og handlekraft, der skal til for at gøre håndværkernes arbejdsdage så effektive som muligt.

Privat bor Peter Poulsen med sin kone og tre børn i Aarup, hvor han desuden er aktiv i lokalråd og skolebestyrelse.

Emner

  • Byggeindustrien, branchespørgsmål

Kategorier

  • stark
  • byggeri
  • byggemarked
  • logistik

STARK er med en årlig omsætning på 6,6 milliarder kroner Danmarks største leverandør til byggeriet. Kæden beskæftiger cirka 2.600 medarbejdere og er landsdækkende med 90 byggemarkeder i Danmark og Grønland. STARK er en del af DT Group A/S, der er Nordens største distributør af byggematerialer.

Kontakt

Anette Work

Pressekontakt PR- og Eventkoordinator 82 52 34 10

Jesper Gaarde

Pressekontakt Marketingdirektør 82 52 34 08

Relateret materiale