Blogindlæg -

Hvorfor skal du investere i Autismefordelen?

Autismefordelen er de særlige kompetencer din virksomhed får adgang til, hvis du ansætter autistiske medarbejdere.

Mennesker med autisme og lignende kvaliteter er først og fremmest ofte eksperter indenfor deres fagområde. De er fremragende til at overskue kompleksitet og sikre fejlfri opgaveløsning. De kan se mønstre i kaos. Og de går til “kedelige” opgaver med høj arbejdsmoral og grundighed.

I denne indsigt beskriver vi hvorfor autismefordelen kan være en fordel for dig og din virksomhed.

Hvad er autismefordelen?
Virksomheder, der ansætter mennesker med autisme og lignende kvaliteter får medarbejdere, der:

  • Har dybe kompetencer indenfor deres speciale
  • Er eminente til at finde de fejl og afvigelser, andre overser
  • Kan overskue store mængder data, jonglere høj kompleksitet og genkende mønstre
  • Er innovative og utraditionelle i deres opgaveløsning
  • Er meget detaljeorienterede, grundige, fokuserede og trives med repetitive opgaver
  • Skaber åbenhed, ærlighed og humor i teamet

Dybe kompetencer indenfor et speciale
Mange virksomheder har funktioner, der kræver dyb ekspertise og grundighed, og her er det oplagt at ansætte autistiske medarbejdere. Det kan f.eks. være indenfor IT, finance, databearbejdning, medicinalindustrien, forskning, og meget andet.

Mennesker med autisme og lignende kvaliteter er ofte eminente til at fordybe sig og blive eksperter på et relativt snævert felt. Autistiske hjerner elsker at mestre et fagområde i en detaljegrad, de færreste neurotypiske mennesker mestrer.

Mange autistiske mennesker bliver altså eksperter på deres arbejdsområde, og vores erfaring er, at det er til stor gavn for de virksomheder, der ansætter dem. Læs kundecases

Eksperter i at finde fejl og afvigelser
Mange virksomheder har funktioner, hvor der ikke må være fejl eller afvigelser. For dem vil det være en god ide at ansætte autistiske mennesker, for de er ofte meget bedre og hurtigere til at spotte fejl og afvigelser, sammenlignet med neurotypiske kolleger. 

Autistiske hjerner er ofte indrettet, så de ser detaljer fremfor det store billede. Det betyder, at de ser de individuelle grene og blade, hvor en neurotypisk person ser et træ. En autistisk medarbejder kan altså bearbejde alle de enkelte detaljer i en stor bunke data, og med deres ekspertviden i hånden kan se afvigelser og fejl, som er usynlige for andre. Det betyder at en virksomhed med autistiske medarbejdere kan undgå fejl og afvigelser både hurtigere og bedre. Læs kundecase: Københavns Lufthavne

Eksperter i mønstergenkendelse, håndtering af store datamængder og høj kompleksitet
Mange virksomheder skal bearbejde og analysere store mængder data hurtigt, effektivt og korrekt.

Det er oplagt at ansætte autistiske medarbejdere til analysearbejde af data. Fordi autister er eksperter i deres felt og detaljeorienterede, er det lettere for dem at overskue store mængder data og se mønstre i dem. De egenskaber gør, at autistiske medarbejdere hurtigt og effektivt kan omdanne rå data til information. Læs kundecase: Institut for Menneskerettigheder

Innovativ og utraditionel opgaveløsning
Mange virksomheder har en tendens til gøre ting på samme måde, som man altid har gjort.

En ofte overset egenskab hos autistiske mennesker er, at de er innovative og ukonventionelle tænkere. Autistiske hjerner tænker ofte på tværs af de tanke-siloer, neurotypiske tager for givet. Ligesom i historien Kejseren og hans nye klæder af H.C. Andersen ser autistiske mennesker bag om det sociale teater. De kan se, når noget ikke giver mening, er ineffektivt eller meningsløst. Ofte er det en ubekvem sandhed.

Hvis en virksomhed tør lytte til den ubekvemme sandhed, kan de få input til at effektivisere og innovere deres praksis.

Detaljeorienteret og grundig, også når det gælder repetitive opgaver
Mange virksomheder har opgaver, der opfattes som kedelige, repetitive og samtidig kræver høj koncentration. 

Det er ofte meget lettere for autistiske hjerner at klare den type opgaver, sammenlignet med neurotypiske. Autistiske mennesker er ofte meget samvittighedsfulde og grundige, når de går til en opgave. Det tager dem måske lidt længere tid at løse opgaven i sig selv. Til gengæld vil den være løst fejlfrit og kvalitativt bedre. Det er en fordel, især når det handler om opgaver, hvor det er vigtigt at undgå fejl. Læs kundecase: YouSee

Åbenhed, ærlighed og humor i teamet
Der er sjældent fokus på de positive sociale egenskaber, autister bringer ind i teamet. Det skyldes de negative fordomme om autisme, der er udbredt i samfundet i dag.

Men ofte giver autistiske mennesker et positivt indspark i teamet, netop på grund af deres måde at være sociale. Mange autistiske mennesker holder af at være sociale, hvis de kan være sig selv, og der er plads til at nørde. Når de kommer med den energi ind i teamet, giver det deres kolleger plads til også at være sig selv og være mere åbne. Og tit kommer der mere humor og grin ind i hverdagen. Det er i hvert fald Specialisternes erfaring.

Invester i Autismefordelen
Når du og din virksomhed samarbejder med Specialisterne om at investere i Autismefordelen, får du altså adgang til en lang række unikke kompetencer, der kan forbedre din virksomheds performance.

Related links

Emner

  • Arbejdsliv

Kategorier

  • inklusion
  • autisme
  • ledelse
  • neurodiversitet

Kontakt

Pernille Sørensen

Pressekontakt Marketing og kommunikationskoordinator Kommunikation 28353221

Relateret materiale