Hvorfor har autister og andre neurodivergente svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet?

Denne indsigt er del 2 af interviewet med tre repræsentanter fra Magisterforeningens Netværk for neurodivergente akademikere, der giver deres indefra-perspektiv på, hvilke potentialer og udfordringer de oplever i forhold til at integrere neurodivergente på arbejdsmarkedet.

Du kan læse del 1 her.

Hvorfor har autister og andre neurodivergente svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet?
Både Lise Lotz, Stine Balslev og Niels Jansen oplever, at det er sværere både at komme ind på, og blive fastholdt på arbejdsmarkedet, som det er indrettet i dag.

Og det er der mange grunde til. For det første er der mange jobs, der efterspørger generalister, ikke specialister. For det andet forhindrer fordomme om autister arbejdsgivere i at se, hvad de faktisk kan tilbyde. Og for det tredje er frygten for “det anderledes” stadig med til at holde autister og andre neurodivergente udenfor.

De tre neurodivergente akademikeres løsning er at invitere de neurodivergente ind på arbejdsmarkedet og lytte til vores ekspertise.

Arbejdsmarkedet er indrettet til generalister - ikke specialister
Udviklingen mod et arbejdsmarked præget af generalister er en af de udfordringer, de tre neurodivergente akademikere peger på, som en stor hindring for at komme i arbejde.

Stine Balslev har selv erfaret, at det skift har gjort det sværere for hende at fungere på arbejdsmarkedet:

“Vores arbejdsmarked stiller krav om at den enkelte skal mestre en kæmpe palette af evner. Sekretærstillinger er sparet væk, og dokumentationskravene stiger. Rollerne er blevet opløst, og det rammer neurodivergente. Vi har mere specialiserede evner, som bedst udnyttes, hvis vi løser en bestemt type opgaver.”

Når en arbejdsplads i sit jobopslag efterlyser “blæksprutter, der kan navigere i en omskiftelig hverdag”, betyder det, at de frasorterer specialisterne. Altså dem, der leverer deres bedste resultater, når de får lov at fordybe sig i det, de er bedst til, på en rolig og velorganiseret arbejdsplads. Det er dog vigtigt at understrege, at det ikke er alle autister, der er specialister i et afgrænset fagområde. Mange, f.eks. Lise Lotz, er generalister.

Fordomme er et benspænd
Fordomme om, hvad autister og andre neurodivergente kan, er et af de vigtigste benspænd for, hvad der holder os tilbage fra at udnytte det fulde potentiale. Fordommen om, at autister ikke kan tænke selv og ikke tåler forandringer er ifølge Niels Jansen både skadelig og meget langt fra virkeligheden:

“Der er sådan en rainman stereotyp om at det er meget snævre ting vi kan. At det hele skal være det samme hele tiden. "Derfor tror folk, at vi ikke kan være innovative og tænke nyt.”

At være innovativ og i stand til at optimere og forbedre opgaveløsning kræver ofte ekspertviden og at være detaljeorienteret - egenskaber man ofte finder hos autistiske medarbejdere. Og det er stik imod fordommen om, at autister ikke kan lide nye ting og forandringer.

Frygten for det anderledes
I fordommenes selskab er også den almenmenneskelige frygt for det fremmede - det anderledes. Og den frygt kan vi ikke komme udenom, når vi taler om, hvorfor neurodivergente holdes uden for arbejdsmarkedet. Selvom man kalder autisme for et “usynligt handicap", er det netop synligt for andre, at der er nogle af os, der er anderledes. Og den anderledeshed bliver tit opfattet som noget negativt.

Når man som Lise Lotz er en af de “anderledes”, kan det godt føles håbløst at kæmpe imod den ulempe, der ligger i ikke at være, som folk er flest:

“Det ligger dybt i de fleste mennesker at blive bange for det, der er mærkeligt, det der er anderledes end dem selv. Det er dybt ulykkeligt. Så tænker jeg ind imellem at det ikke nytter at gøre noget, for det er en krybdyrting, vi er oppe imod. Men på den anden kan jeg ikke lade være med at kæmpe - for det kan ikke passe, vi er nødt til at gøre noget!”

Indefra-perspektivet er en del af løsningen
For Lise Lotz har løsningen på den udfordring været at tage bladet fra munden og give stemme til indefra-perspektivet. Blandt andet gennem sin blog, hjemmesiden www.jegerautist.dk og gennem frivilligt netværksarbejde for autister i NAUK og Pulsen.

Hun kan se at hendes egen og andre autisters indsats faktisk rykker noget i den offentlige debat:

“Midt i al elendigheden er der en tendens til, at vi bliver spurgt, at vores stemmer bliver hørt. Det er småt, men det er mere end det har været. Vi bliver hørt og indefra-perspektivet tages med.”

For Lise Lotz er indefra-perspektivet essentielt for at vi som samfund kan integrere neurodivergente i samfundet. For uden det perspektiv kan vi ikke komme fordomme til livs og skabe løsninger, der reelt virker:

“Min oplevelse er, at der er så mange ting, som neurotypiske ikke kan se, uanset hvor gode deres intentioner er. Der er ting, som de bare ikke kan begribe.”

Indefra-perspektivet er altså helt essentielt i arbejdet for at ændre de skadelige fordomme om autister og andre neurodivergente, rigtig mange stadig går rundt med. Og netop derfor er det så vigtigt at autister og andre neurodivergente inviteres med som eksperter, når vi taler om, hvordan vi kan blive bedre til at få neurodivergente ind på arbejdsmarkedet.