Blogindlæg -

Carsten Lassen: Vi kan ikke bare fortsætte med at gøre, som vi plejer

Hvordan kan vi gøre autister og andre neurodivergente til en naturlig del af det danske arbejdsmarked?

Det spørgsmål sætter Specialisterne fokus på i forbindelse med Autism Acceptance 2023.

For at få svar på det spørgsmål giver Carsten Lassen, direktør for Specialisterne, et indblik i hans visioner og drømme for fremtidens arbejdsmarked.

Specialisterne har tidligere talt med tre neurodivergente akademikere og autismeekspert Christina Sommer.

Vi kan ikke bare fortsætte med at gøre, som vi plejer
Carsten Lassen har en mission om at få danske virksomheder til at rekruttere på en anden måde end de plejer. Og det er svært. For det er både ukomfortabelt og besværligt at sadle om. Carsten Lassen oplever, at virksomhederne, trods velvilje fra topledelsen, har meget svært ved at lave strukturelle ændringer i praksis:

“Specialisterne er en disruptor, der kommer med “the inconvenient truth”. Og det er stadig den største barriere, at det betragtes som besværligt at ændre “sådan plejer vi at gøre” i HR, procurement og legal.”

Men på den lange bane er det både billigere og skaber bedre resultater. For en grundigere rekrutteringsproces up front forhindrer fejlrekrutteringer.

Fejlrekrutteringer koster mange penge
Det vurderes at op imod 25% af alle nyansatte forlader deres job, inden året er omme, og en sådan fejlrekruttering koster typisk virksomheden 75%-100% af den ansattes årsløn. Men med Specialisternes rekrutteringsforløb og matchmaking er andelen af fejlrekrutteringer langt lavere.

En grundig rekruttering, der sætter fokus på både kandidat og virksomhed
Hos Specialisterne er arbejdet med rekrutteringer en to-benet proces, der involverer både kandidaten og de virksomheder, Specialisterne samarbejder med. I traditionelle rekrutteringsprocesser får man ofte kun et overfladisk kendskab til både kandidat og virksomhed, før kontrakten underskrives:

“Til jobsamtaler møder vi glansbilledeversionen, både af medarbejderen og chefen. I virkeligheden er der ofte skyggesider, som det viser sig, at man ikke reelt kan arbejde med.”

Derfor er processen hos Specialisterne langt mere grundig. Her lærer man kandidaten at kende, både på en god dag og en mindre god dag.

Men ligeså vigtigt for Specialisterne er det at sikre, at den modtagende virksomhed faktisk er klar til at tage imod en eller flere neurodivergente medarbejdere:

“Vi er nødt til at møde virksomhederne der, hvor de er, og udfordre dem kærligt. Og vi insisterer på ikke at lave quick fixes.”

Derfor er det at arbejde med virksomhedens kultur, kommunikation og rummelighed en helt central del af Specialisternes samarbejde med virksomheden. For det er forandringer, der kommer alle til gavn, ikke blot de neurodivergente nyansatte.

Det er normalt at være psykisk sårbar i løbet af livet
Carsten Lassen er meget optaget af, at det ikke giver mening bare at tænke, at man ansætter 1-2 neurodivergente, og så laver man tilpasninger til dem lokalt. For i virkeligheden har alle virksomheder allerede neurodivergente medarbejdere ansat:

“Jeg starter altid med at tale om neurodiversitet. Når jeg mødes med virksomheder, er min vigtigste pointe, at alle hjerner er forskellige. Og jo bedre virksomheden bliver til at imødekomme det i ledelse og kommunikation, jo mere får de ud af alle deres medarbejdere.”

Alle mennesker kan være psykisk sårbare eller pressede i løbet af deres arbejdsliv. Derfor giver det faktisk mening at indrette arbejdspladserne, så der er plads til at alle kan have forskellige behov og være sårbare:

"Jeg tror vi som samfund er nødt til at forholde os til psykisk sårbarhed på en ny måde. Vi ser en trend hvor det bliver mere normalt og accepteret, f.eks. med to partiledere som Jakob Ellemann og Alex Vanopslagh, der begge har været sygemeldt med stress. Den synlighed gør, at vi kan forholde os til, hvilke grundlæggende strukturer i vores virkelighed, som udfordrer os.”

Psykologisk tryghed er en win-win, både for medarbejder og virksomhed
Hvis virksomheder reelt skal kunne rumme neurodiversitet og psykisk sårbarhed, er det ifølge Carsten Lassen centralt at arbejde med at øge den psykologiske tryghed.

Erfaringen hos Specialisterne er, at psykologisk tryghed er en af de vigtigste faktorer for, at en neurodivergent medarbejder kan trives og top-performe i virksomheden. Den positive bivirkning er, at det har en positiv afsmittende effekt for kollegerne - for trygheden kommer alle til gavn.

Carsten Lassen oplever, at der er stor forståelse for vigtigheden af psykologisk tryghed:

“De fleste HR direktører og CEOs har erkendt, at psykologisk tryghed er vigtigt. Det betyder at der er større fokus på individet og hvad der skal til for at man kan top-performe i virksomheden.”

Psykologisk tryghed kræver modenhed og mod hele vejen op
Carsten Lassen understreger, at psykologisk tryghed ikke blot skal gælde for den menige medarbejder - det er nødvendigt i hele organisationen, hvis man gerne vil lave positive forandringer i virksomhedskulturen:

“Det kræver psykologisk tryghed hos topchefen. Det kræver modenhed i virksomheden. Det kræver modenhed blandt aktionærerne. Virksomheder skal turde ikke kun at prioritere kvartalsregnskabet. Nu ændrer vi på den måde, vi rekrutterer, og det betyder, at den pose penge vi bruger på rekruttering i år er 3 gange så stor. Til gengæld er den mindre om 3 år, fordi vi ikke skal rekruttere igen, fordi vi har rekrutteret de rigtige!”

Bliv en bedre leder med neurodiversitet
Carsten Lassen er klar over, at hans visioner for arbejdsmarkedet stiller større krav til virksomhederne - både strukturelt, kulturelt og økonomisk. Men hans erfaring fra Specialisterne er, at investeringen kan betale sig på den lange bane. For ikke alene får virksomheden dygtige og samvittighedsfulde medarbejdere. De bliver også bedre til at bedrive ledelse:

“Stort set alle steder vi er ude, er de virkelig glade for den arbejdskraft, vi tilfører. De er stabile, forudsigelige og arbejder samvittighedsfuldt og målrettet med de opgaver, de bliver stillet. Men lige så vigtigt får de bedre chefer. De får chefer, der har lyst til at arbejde med sig selv, og ændre deres billede på normalitet. Og det er virkelig godt for alle arbejdspladser.”

Hvis vi tør at favne neurodiversitet på danske arbejdspladser, betyder det at vi kan frigive en masse uudnyttet potentiale, som både kommer virksomheder og deres medarbejdere til gavn.

Related links

Regions

  • Ballerup Kommune

Kontakt

Pernille Sørensen

Pressekontakt Marketing og kommunikationskoordinator Kommunikation 28353221

Relateret materiale