Pressemeddelelse -
Semler Premium Motorsport: Nyt team i Super GT Denmark
Den danske Super GT-serie får en ny spiller på banen, når Semler Premium Motorsport stiller til start i 2023-udgaven af det populære mesterskab. Under ledelse af den tidligere racerkører Jesper Carlsen skal det nye team hjælpe unge danske motorsportstalenter med at tage det udfordrende skridt fra karting til racerbiler.
OK Oktan 100 Super GT Danmark har været en markant del af den danske motorsport siden 2015 og kendetegnes ved actionfyldte og underholdende racerløb samt et publikumsvenligt koncept, hvor fans kommer helt tæt på både kørere og biler.
De fransk producerede Super GT-racerbiler er identisk opbygget med samme type stålramme og motorer og adskiller sig kun med deres forskellige karrosseridesigns. Takket være dette koncept er fokus rettet mod teamets og kørernes individuelle præstationer.
Super GT-serien udgøres af to forskellige klasser, hvor Semler Premium Motorsport stiller op i den talentorienterede 2L-klasse, hvor de blot 750 kilo tunge biler er udstyret med 2,0-liters motorer med omkring 230 hestekræfter. Alderskravet til denne klasse er 15 år.
“Jeg er ekstremt glad og stolt over at have Semler Premium med om bord på det her projekt, som har til formål at supportere og udvikle Danmarks unge motorsportstalenter. Det er vores fælles ambition at hjælpe de unge mennesker videre fra karting til dét, som kan blive en karriere som professionel racerkører, og her er Super GT 2L en ideel platform,” lyder det fra teamchef hos Semler Premium Motorsport, Jesper Carlsen.
Semler Premium Motorsport stiller til start i 2023-sæsonen med 15-årige Christian Dannemand Jørgensen. Det hurtige talent fra Lyngby har indtil nu kørt gokart på eliteniveau i ind- og udland og blev i 2022 valgt som Dansk Automobil Sports Unions repræsentant i FIA Karting Academy Trophy.
“Vi glæder os til at prøve kræfter i dansk motorsport med Semler Premium, som i kraft af en mangeårig import og ekspertise indenfor eksklusive biler og sportsvogne har en kundeskare, som helt naturligt har passion for racing. Vores motivation er muligheden for at være med til at hjælpe og udvikle unge danske talenter videre fra gokarts til racerbiler. Vi er en nation, som særligt de seneste årtier har fostret en imponerende skare af internationale topkørere, og dén udvikling ønsker vi at støtte,” lyder det fra Chief Marketing Officer hos Semler Premium, Peter Jurland.
Semler Premium Motorsport får debut, når første afdeling af OK Mobil 1 Super GT Denmark skydes i gang på Padborg Park den 30. april. 2023-sæsonen består af seks løbsweekender, og samtlige løb transmitteres live med kommentatorer på seriens egen YouTube-kanal, hvor der også sendes interview med kørerne.
Om Jesper Carlsen
Med sin baggrund som racerkører i blandt andet Formel 3 og Porsche Supercup og har Jesper Carlsen (47) de sportslige forudsætninger for at vejlede og coache de unge kørere, som sammen med Semler Premium Motorsport skal forsøge at jagte drømmen om en karriere som professionel. Jesper Carlsen er desuden tilknyttet Porsche Danmark som fast instruktør, ligesom han i flere år har haft sit virke i Formel 1.
Om Christian Dannemand Jørgensen
Drevet af et stort talent og supporteret af et solidt bagland har 15-årige Christian Dannemand Jørgensen (15) de senere år sikret stærke resultater på baner i ind- og udland, hvilket førte til, at han begyndelsen af 2022 blev valgt som Dansk Automobil Sports Unions repræsentant i FIA Karting Academy Trophy. Foruden en masse internationale løb på baner i hele Europa har akademiet budt på såvel fysisk træning, mentaltræning, kostvejledning og anden coaching, som har været med til at forberede den unge kører på de næste trin op ad karrierestigen.
Om Semler Premium
Som en del af Semler Gruppen, Danmarks største bilaktør, bygger Semler Premium på et stærkt fundament af mere end 100 års historie. Semler Premium samler divisionen for sportsvogne og luksusmærker og står blandt andet for importen af Porsche, Lamborghini, Bentley og McLaren i Danmark samt Lamborghini, McLaren og Aston Martin i Sverige. Desuden tilbyder Semler Premium Leasing attraktive leasingløsninger samt sourcing af eksklusive biler og specialbiler fra et bredt spektrum af mærker.
Related links
Emner
Kategorier
Vores showrooms er scenen. Bilerne er oplevelsen. Kunden er gæsten. Vores navn bygger på en ambition om at servicere og tilbyde unikke oplevelser til passionerede entusiaster i et luksuriøst univers med eksklusive biler som omdrejningspunkt. Vores absolutte fokus: Dig.
Vi er en del af Semler Gruppen, som er en del af Skandinaviens største og mest solide bilaktører. Vi bygger vores erfaring på et stærkt fundament af mere end 100 års historie, og vi kender vigtigheden af at udvikle fremtiden. Semler Premium er således visionen om at samle luksusmærkerne i én dedikeret division, hvor vi udnytter synergierne på tværs af mærker og forretningsområder og målretter vores ydelser på optimal vis.
Vores passion for sportsvogne og luksusbiler går mere end 70 år tilbage. Vi har importeret og forhandlet Porsche i Danmark siden 1951, og siden 2003 har vi været eneforhandler af mærkerne Bentley og Lamborghini. Vi har i dag udvidet vores aktiviteter til Sverige, hvor vi har været til stede siden 2015.
Semler Premium står bag et nyt, stort bilhus i Stockholm, hvor vi sammen med vores lokation i Malmø, forhandler og servicerer mærkerne Lamborghini og Aston Martin, ligesom vi desuden er eneforhandler af McLaren i alle de nordiske lande.
Organisationen består af dygtige, passionerede og loyale medarbejdere, som har lige så stor en kærlighed til bilerne som vores kunder. Vi bistår med at opfylde ethvert ønske, hvad enten det gælder de gængse opgaver som salg og servicering, til de mere personlige behov for råd og vejledning omkring leasing samt særlige opgaver som sourcing af de ultimative, sjældne og limiterede specialbiler.
Og vi glæder os altid til at møde dig.